Mobilsiden.dk  /   Tips  /   Guide: Sådan får du fat i en Nexus 7 tablet nu

Guide: Sådan får du fat i en Nexus 7 tablet nu

Kunne du tænke dig Nexus 7, og købe den i udlandet for omkring 2.100 kroner, så læs vores købsguide her.

Googles Nexus 7 tablet er kommet på markedet i udvalgte lande men ikke Danmark. Derfor har Mobilsiden.dk lavet denne guide, som hjælper dig til hvordan du kan blive ejer af en Nexus 7 tablet.

Guiden kan også bruges som hjælp hvis du vil købe andre produkter i udlandet.

Det første man skal gøre er at finde ud af, hvor man vil købe den nye Google-tablet.

Da produktet kun forhandles i udvalgte lande og butikker, kan den være svær at få fingre i.

Vi har taget udgangspunkt i, at ville købe denne Nexus 7 i England, da det er et EU land, hvilket betyder man slipper for told og dansk moms, samt er bedre stillet som forbruger, end hvis du køber produktet uden for EU.

Derudover har vi valgt at købe produktet via Ebay, hvor betalingen foregår med Paypal, og hvor sælgerne bliver overvåget og vurderet for deres tidligere salg.

Inden du påbegynder handlen, er det vigtigt du er oprettet som bruger på Ebay og Paypal, og at alle dine kontakt- og betalingsoplysninger er 100 procent korrekte.

- Opret dig som Ebay bruger
- Opret dig som PayPal bruger

Find produktet

Først skal man besøge Ebay.co.uk, det er den britiske udgave af Ebay. Når man søger efter varer derinde, sendes varerne i de fleste tilfælde fra England, og dermed slipper man for told og moms.

På hjemmesiden søger du efter varen, i det her tilfælde ”Nexus 7”. Nu skal du sortere i produkterne og finde det sted, hvor du vil føle dig sikrest ved at handle.

På billedet herunder kan du se et søgeresultat, hvor vi har markeret med en rød cirkel, det der er vigtigt at fokusere på.

1. At selve produktbeskrivelsen er det du søger efter.

2. ”buy it now” betyder at det er en fast pris, og ikke en auktion du kigger på.

3. ”From United States” betyder at produktet bliver sendt fra USA, hvilket betyder du kan risikere at skulle betale told og moms (undgå at købe disse produkter).

4. ”£189,99 + £18,50” det er prisen på varen + minimum fragtpris, læg mærke til om det er pund, dollars eller kroner at prisen er opgivet i.

5. ”Top rated seller”-emblemet betyder at sælgeren har lavet 100 fejlfrie salg inden for det seneste år og har en 100 procent kundetilfredshed. (Disse sælgere er at fortrække.)

Selve købet

Når produktet er fundet frem er det vigtigt at kigge på flere ting, heriblandt selve beskrivelsen af varen.

Kig på om beskrivelsen af varen er god, præcis og uddybende, kig om varen står som ny eller brugt.

På billedet herunder kan du se at det er vigtigt, igen at kigge på prisen for produktet og forsendelsen, samt hvem sælgeren er, og om hans tidligere kunder har været tilfredse med handlen.

I det her eksempel bliver det næsten ikke bedre, han er en "Top rated" sælger.

Det er også vigtigt at se på om sælgeren tidligere har solgt dette produkt, eventuelt også hvor mange.

Antal af solgte enheder kan man klikke på, og få udspecificeret på hjemmesiden. Jo højere salgstal, jo større chance er der for at man køber et ægte produkt.

Det sidste, men også meget vigtige, er hvordan forsendelsen og betalingen sker.

Betaling og forsendelse

Når du har udvalgt det produkt du gerne vil have, og har tjekket op på produktet og sælgeren, så skal du sikre dig betalingen og forsendelsen er som den skal være.

På billedet herunder er der igen angivet hvad der er vigtigt at holde øje med, specielt fragtprisen, hvilket land prisen er gældende for, og hvor lang leveringstid man skal forvente der er på produktet.

Derudover er det vigtigt at man betaler via PayPal, der er en godkendt virksomhed, ifølge Finanstilsynet.

Når du har sikret dig at alt er som det skal være, kan du klikke på ”buy it now” og afslutte handlen.

Opsummering

Nu har vi afsluttet handlen på en Nexus 7 tablet, som inklusiv fragt løber op i cirka 2.100 kroner. Nu er det bare at vente.

Husk dog altid at se dig rigtig godt for ved internet handel i udlandet, og internet handel generelt. Det er vigtigt at læse alle informationer godt igennem inden køb.

Køber du via en forhandler i et EU land, er der som udgangspunkt altid minimum to års reklamationsret.

Dette gælder dog ikke ved køb igennem en privatperson, her er det producenten du skal rette henvendelse til, hvis der skal reklameres.


Læs også:
- Bekræftet: Nexus 7 kommer til Danmark

Links

Herunder har vi samlet en række links og gode råd til handel på EU-sider, samt linket til den Nexus 7 enhed, vi har brugt i vores guide.

Nederst finder du Forbrugerstyrelsens video, der giver dig gode råd til sikker internethandel i EU.

- Råd til E-handel over landegrænser

- Sikker betaling på nettet

- Fortydelsesret i de enkelte EU-lande

- Tjek hjemmesiden inden du handler

- Læs om betaling via PayPal her

- Google Nexus 7 tablet fra Ebay

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

spock123 28-07-2012 03:05:42

Jeg har lige købt N7 her i USA, og hold da op den er fed!

Jeg tør næsten sige at det er den fedeste tablet jeg har brugt nogensinde, inklusive iPads osv.. JellyBean er absurd fed, og 7" formfaktoren er perfekt.

Langt langt mere portabel da man let kan holde den med een hånd (tabletten, altså :) ) i modsætning til de store og klodsede 10" tabs.

Glæd jer, gutter!

0 0
Ronni 26-07-2012 22:19:14

Jeg tror ikke oplysningerne om betaling af moms er helt korrekte.

Man skal betale dansk moms på varer købt i udlandet.

Handler man eksempelvis på amazon.co.uk bliver der lagt differencen mellem UK og DK moms til prisen.

Handler man i USA skal man også betale dansk moms og varene bliver en del dyrere. Det er en af grundene til, at varer og tjenester er en del billigere i USA, men altså sjældent kan betale sig at købe fra DK, når der kommer moms, fragt og told oveni.

Om sælgeren så, i lighed med Amazon, sørger for at pålægge momsen eller om man selv er ansvarlig for eventuel opkrævning af moms er en anden sag.

0 0
Jacob Smidt 27-07-2012 09:26:53

@Ronni:

Når du handler i lande medlem af EU er du ikke pålagt dansk moms, ved ikke hvordan du har handlet på Amazon.co.uk, men de gange jeg har handlet der, og på Ebay.co.uk har jeg ikke betalt Dansk Moms.

Korrekt, køber man uden for EU og over en hvis beløbsgrænse så kommer der told moms og hele pisset oveni, men inden for EU er der altså andre regler.

Taget fra Forbrugereuropa.dk:

"Så længe du handler inden for EU, betaler du normalt den moms, der gælder i sælgers hjemland.
Hvis sælger sælger meget til det danske marked, er han forpligtet til at opkræve dansk moms. Du vil derfor nogle gange opleve, at momsen ændrer sig, når du oplyser, at du er dansk.

Handler du med en sælger uden for EU, skal du normalt lægge både told, toldbehandlingsgebyr, og dansk moms oven i prisen."

0 0
Ronni 26-07-2012 22:20:18

Hov. Lige en ting mere.

Man skal vel også lige være opmærksom på strømstikket. UK stik er ikke de samme som i DK.

0 0
Ole Christensen 26-07-2012 07:22:03

Jeg tænker på min Galaxy Nexus. Den er jo købt her i DK, og bliver opdateret af Samsung, ikke Google. Det har været nødvendigt at flashe den til YAKJU versionen for at få opdateringer direkte fra Google, så jeg kunne få Jelly Bean.
Er det så også nødvendigt at flashe en Nexus 7 købt herhjemme, for at få direkte opdateringer fra Google, på den??
Ellers ryger jeg da på et køb fra udlandet..

0 0
Ronni 26-07-2012 22:25:59

Heldigvis har Asus vist sig som nok de bedste til at få opdateret deres enheder; skulle uheldet være ude, og opdateringen ikke kommer direkte fra Google.

Jeg har selv en Galaxy Nexus. Hvilken guide brugte du til at flashe yakju?

Jeg kontaktede Telmore om "problemet" med manglende opdatering, da de ved købet af telefonen lovede, at opdateringer kom fra Google og ikke skulle igennem andre kanaler før den ramte telefonen. De spiste mig desværre af med den samme smøre om, at alle Galaxy Nexus telefoner får opdateringer direkte fra Google, og at Samsung intet har at gøre med at opdatere Galaxy Nexus herhjemme.

De vidste faktisk ikke engang, hvad Jelly Bean eller Ice Cream Sandwich var, for slet ikke at tale om yakju, yakjuxw etc.

0 0
Ole Christensen 29-07-2012 17:58:50

Hej
Bare følg denne: http://www.ndroid.dk/2012/01/vaer-blandt-de-forste-til-at-modtage-opdateringer-til-din-galaxy-nexus/#comment-402

Husk blot at vinge USB-fejlretning til inden du går igang/slukker telefonen... ;o)

0 0
Frederik 25-07-2012 22:35:47

.. dette har jeg gjort længe. Altså brugt eBay til at få fat i ting som ikke endnu er tilgængeligt i DK og jeg forstår ikke hvorfor ikke flere folk har indset det endnu. Man ser ofte at folk skriver at de er sure/skuffede over at et produkt ikke er kommet til landet endnu.. jamen så er det da heldigt at vi i en del år efterhånden har kunne handle over nettet fra andre lande. Problem solved :-)

0 0
DX 25-07-2012 14:16:14

Køber du af en privat har du ingen garanti og køber du af en forretning i UK slipper du ikke for moms, så måske bedre at vente nogle få uger og købe i DK

0 0
Jacob Smidt 25-07-2012 16:23:58

@DX

Tak for din kommentar.

Du har delvis ret, vi har rettet teksten til så der står dansk moms, og at det er det man slipper for at betale.

Man skal selvfølgelig altid betale moms i det land man handler i, men det er inkluderet i prisen, og man skal som dansk køber ikke selv sørge for at indberette eller særskilt betale den udlandske moms.

Angående reklamation, så har man ikke reklamationsret overfor den private sælger. Men man kan stadig godt gøre indsigelse overfor producenten af produktet.

0 0
25-07-2012 10:51:26

:)

0 0
Søren Resbo 25-07-2012 10:44:44

Der spåes at Nexus 7 kommer til Danmark til September. Til ca. 2100,- for 16GB modellen.

Jeg venter..

0 0
Mobilsiden.dk 25-07-2012 10:53:06

Vi har netop fået bekræftet af Asus, at Nexus 7 kommer til Danmark: http://www.mobilsiden.dk/nyheder/bekraeftet-nexus-7-kommer-til-danmark,lid.22359/

0 0

Om brug af cookies