Ti gode råd før du køber GPS

Vi har her samlet et par gode råd til hvad du skal holde øje med inden du køber.

Ti gode råd før du køber GPS

1. Mærkevarer?

Se efter mærkevarer! De store firmaer leverer oftest sikre løsninger der virker.

Der findes en række meget billige navigationsløsninger men mange af disse er ofte uopdaterede og mulighederne for udvidelser, kan være begrænsede.

Med producenterne Tomtom, Garmin, Navigon og Mio går du sjældent helt fejl.

2. Kan de finde vej?

Ja. Alle veje fører til Rom. Men der kan være stor forskel på, om du kommer den letteste vej frem til bestemmelsesstedet.

Det er især afhængigt af, om kortmaterialet er fuldt opdateret. Kører du forkert, er nogle enheder meget langsomme, til at beregne en ny rute.

3. Trafikmeldinger?

Nogle GPS-enheder har TMC (Traffic Message Channel). Systemet giver opdaterede trafikmeldinger via FM-båndet. Meldingerne i TMC udsendes elektronisk via Danmarks Radios kanaler og datamaterialet leveres af Vejdirektoratet.

Andre systemer sender trafikmeldinger via en dataforbindelse (typisk mobiltelefoner har denne mulighed).

Når trafikmeldinger kommer som data, koster det på din telefonregning. Fælles for begge muligheder er, at de kun dækker stats- og amts veje og generelt kun er anvendeligt hvis du kører meget på de store veje i udlandet.

4. Kortopdateringer er vigtige!

Der findes to leverandører af kort, Tele Atlas og Navteq.

Som udgangspunkt har begge opdaterede kort, men der kan være stor forskel på, hvor tit de enkelte GPS-producenter får leveret nyt materiale samt detaljeringsgraden.

Når du køber en GPS, så husk at spørge, hvor nye kortene er – samt om de gratis kan opdateres. Mere end 15 procent af vejnettet i Europa ændrer sig hver år og det kan være surt at komme hjem med en enhed, som har ligget på hylden så længe, at kortene er blevet uaktuelle.

Spørg i forretningen hvad kortopdateringer koster. Nogle, typisk lidt dyrere enheder, har adgang til enten gratis eller billige opdateringer via rabatkort i salgspakken.

5. Europa eller norden?

Gå efter enheder med Europa-kort. Det kan sjældent svare sig kun at købe med nordiske kort da prisforskellen ofte er meget lille.

Rejser du i østlandene i Europa, bør du tjekke hos forhandleren, om de lande du skal til, er inkluderet i europakortet.

Nogle gange deles GPS-kort stadig op i vest- og østeuropa.

6. Skærmen!

Køb med så stor skærm som muligt men undgå overkill.

Bruger du GPS ofte og kører i ukendte områder er en stor skærm at foretrække da overblikket er større.

7. Gode funktioner!

Kun de færreste bilister har brug for afspilning af mp3-musik eller mulighed for billedevisning derfor er der ingen grund til at betale ekstra for dette.

Bluetooth kommunikation med mobilen er også noget bøvl og virker kun sjældent godt.

Derimod bør du se efter funktionerne ‘avanceret vognbaneskift’ og ‘Reality view’ som er meget nyttige. Vognbaneskift fortæller dig i hvilken vejbane du skal placere bilen mens ‘Reality view’ (kan også have andre navne) via tydelig grafik hjælper dig ved store vejkryds og sammenfletninger.

8. Prisen er vigtig

Hold skarpt øje med dagstilbud.

På grund af den store interesse for området, kan “sidste års model” ofte findes til en meget god pris.

En dyr GPS er ikke nødvendigvis det samme som det bedste produkt.

9. Undgå brugt udstyr

Køb kun brugt GPS-udstyr hvis du ved hvad du køber og hvis prisen er MEGET lav.

Markedspriserne for nye enheder er så langt nede at brugt kun sjældent kan svare sig. Desuden kan det ofte være ganske dyrt at opdatere gamle enheder med nyt kortmateriale.

10. Vejen er vigtigst

Når du kører med GPS så husk at det du ser ud af frontruden er det rigtige. Du skal stole på GPS-enheden men ikke blindt – den sunde fornuft skal bevares.