Mobilsiden.dk  /   Tips  /   Tip: Lav dine egne julekort med mobilen

Tip: Lav dine egne julekort med mobilen

Med mobiltelefonen i hånden kan du let skabe et personligt julekort til familie og venner. Vi har her beskrevet tre lette metoder, hvor alle kan være med.

Inden du kan lave julekort, skal du have et foto.

Find dit motiv og vær kreativ. Giv ungerne en nissehue på og find en passende baggrund. Det kan være, at du har et grantræ i haven, eller noget andet 'juleagtigt' som kan benyttes.

Det er vigtigt, at lysforholdene er i orden. Mobiltelefonernes kameraer fungerer ofte dårligt indendørs, det er det mest optimale, at tage billedet udendørs i dagslys.

Benyt aldrig kameraets zoomfunktion. Det forstørrer bare pixels på billedet, og resultatet bliver grovkornet. Gå i stedet tæt på motivet, og hold mobilen helt stille indtil billedet er taget.

Hvis du er usikker på mobilens funktioner i kameramenuen, så sæt det hele på automatisk eller standard. Er du mere øvet, kan der skabes spændende resultater ved, at tage billedet i sort/hvid eller sepia.

Metode 1: Bestil julekort på nettet

På en række hjemmesider med speciale i fotos kan julekort bestilles med egne fotos på. Når billedet er flyttet fra mobilen til computeren, er det utrolig enkelt, at overføre dit julefoto til tjenesten.

Der kan vælges mellem mange forskellige julekort-layouts og størrelser. Prisen er mellem 1,50 til 2 kroner pr stk, men mange kører særlige tilbud op til jul. Efter bestillingen modtager du, de færdige julekort med posten, der blot skal tilføjes dine personlige hilsner og sendes ud.

Links:
Print2people.dk
mittrykkeri.dk

Metode 2: Vær kreativ på computeren

Billedebehandlingsprogrammer har mange kreative skabeloner og muligheder. Flyt dine fotos fra mobilen, og åben dem i programmet. Brug noget hyggetid foran computeren, og leg med skrifttyper, figurer og farver.

Efterfølgende kan du enten selv printe billedet ud på en fotoprinter, eller gemme det færdige resultat på en cd eller usb-stick, og gå ind i en fotoforretning, der kan overføre det til postkort.

Et billigt og godt program er Adobe Photoshop Elements 7.0.

Link:
Download prøve version af Elements 7.0

Metode 3: Fotoprinteren

Specielle fotoprintere er efterhånden faldet så meget i pris, at alle kan komme i nærheden af dem. Der findes mange forskellige typer, men fælles for dem er, at benyttes den efter producentens anbefaling kan et hjemmeprintet foto holde i 100 år.

HP har med Photosmart A636 skabt et meget kreativt produkt. På den store otte tommer skærm kan fotos efterbehandles og f.eks. rammer, tekster og grafik kan tilføjes. En tegnefunktion gør det muligt, direkte på skærmen, at tegne mønstre, snefnug, nissehuer eller hvad du måtte have lyst til. Det hele kan efterfølgende gemmes eller printes ud.

Det smarte er, at hukommelseskortet fra telefonen eller det digitale kamera, kan sættes direkte i printeren. Der behøves således ikke en computer, for at få glæde af produktet.

Også Canon har lavet fotoprintere med nogenlunde tilsvarende features.

Når du er på printerindkøb, så spørg ekspedienten til råds, så du får det produkt, der opfylder netop dine behov.

Andre muligheder

De metoder til hjemmelavede kort vi her har beskrevet, kan sagtens kombineres. Når du først har en fotoprinter i hjemmet, kan du sagtens lave kreative ting i f.eks. Photoshop Elements og printe det selv...

Fotoprintere er meget små og kompakte. Derfor kan du sagtens medbringe den juleaften og lave billeder fra den store aften, som gæsterne kan få med hjem.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies