Derfor er Nexus 5 dyrere i Danmark end i USA

Web-TV: LG og Google har forskellig prissætning på Nexus 5. Her fortæller LG mere om prisen på den nye Nexus-telefon.

Derfor er Nexus 5 dyrere i Danmark end i USA

Når Google introducerer en ny Nexus telefon, sættes den til salg via Googles egen webshop til en relativt aggressiv pris, men når Nexus kommer til Danmark, er prisen noget højere.

Nexus 5 koster 349 dollars i Googles netbutik for 16 GB modellen. Det svarer til 1.925 kroner, men LGs vejledende pris er lige under 4.000 kroner.

Prisforskellen har fået flere potentielle Nexus-købere, til at anklage LG for at overprissætte Nexus-telefonen i Danmark.

 – ”Hvordan Google prissætter telefonen kan jeg ikke forholde mig til. LG dikterer ikke priser, men vi kommer med en vejledende pris. Det er op til den enkelte salgskanal at sætte prisen,” siger LGs danske landechef Morten Aagaard.

Han peger på, at hvis Nexus 5 købes hos Google i USA, får man ikke to års dansk reklamationsret. Desuden virker den amerikanske model ikke på det danske 4G LTE netværk.

Hvis man rejser til Tyskland og køber Nexus 5 hos eksempelvis MediaMarkt, er prisen 399 Euro, svarende til 2.976 danske kroner.