Oppo R5 – Vi prøver verdens tyndeste mobil [WEB-TV]

Kan en mobil blive for tynd? Med en profil på bare 4,85 mm er Oppo R5 skræmmende tynd - men den er ikke sart af den grund.

Oppo R5 – Vi prøver verdens tyndeste mobil [WEB-TV]

Der findes åleslanke mobiltelefoner, og så findes der Oppo R5. Den kinesiske high-end producent seneste kreation er en mobil som ikke stiler efter at være størst og hurtigst – men derimod tyndest.

Se også: KAZAM Tornado 348 – Verdens tyndeste smartphone

Hvis du vifter med en R5 vil du utvivlsom opleve reaktioner fra omverdenen. For selv med mobilen i hånden er det svært at fatte at et stykke elektronik kan koges ned til så små dimensioner – for udenforstående synes det uvirkeligt. 4,85 millimeter måler den om livet – eller omtrent det halve af hvad en almindelig telefon fylder.

Oppo’s tryllerier stopper ikke ved det rekordtynde format: den virker såmænd også holdbar. Hemmeligheden ligger nok i et kraftigt metalkabinet der afstiver telefonen så selv beslutsomme vrid ikke får telefonen til at give efter. Det stive kabinet vejer derfor også godt til, og vægten lander på 155 gram.

Se også: Oppo N3 første kig – en meget alternativ mobil [WEB-TV]

Slankhed kræver ofre

Det er dog ikke helt uden omkostninger at sende en telefon på sultekur. Stikket til hovedtelefonerne er skåret fra og afløses af en adapter som kobles til bundens micro-USB port. En upraktisk, omend nødvendig, detalje. Kompromisser kan også øjnes ved kameraet som rager et par millimeter ud af telefonen, samt i en manglende micro-SD kortlæser.

Sidste forbehold er på batterifronten, som med sine 2000 mAh rummer en tredjedel mindre end i sammenlignelige Sony Xperia Z3, som også huser en fuld HD skærm på 5,2”. Hvorvidt det vil udmønte sig i febrilsk jagten af stikkontakter hen mod aften er endnu uvist, men dagen kan reddes af Oppos VOOC ladeteknologi som kan tanke op fra 0 til 75% på en halv time.

Læs også: Sony Xperia Z3 – Endelig fuldkommen [TEST]

Processoren hører heller ikke til toppen af den nuværende top med en 1,5 GHz octa-core, men Snapdragon 615 hører alligevel til den øvre mellemklasse, takket været sin 64-bit arkitektur, 2GB RAM og 16GB lager. Styresystemet er Android 4.4 KitKat, krydret med Oppos egen tilpasning, døbt Color OS, som integrerer iOS-lignende elementer med Android.

Kameraet byder på 13 megapixel og kan optage scener med Oppos Ultra HD modus, hvor 10 billeder tages i rap og sammenstykkes til et billede på 50 megapixels. Til selfie-fans er frontkameraet på 5 megapixels godkendt.

Oppo R5 får debut i januar til vejledende 499,- USD, eller omtrent 3000,- kroner før dansk told og afgifter.

Se Oppo R5 i aktion nedenunder:

Specifikationer Oppo R5

Mål: 149 x 74,5 x 4,85 mm, 155 gram
Skærm: 5,2” Full HD, 1920 x 1080 (423 PPI)
Kamera: 13 megapixel, 4K video, 50 mp UHD, 5 MP frontkamera
Ydelse: Snapdragon S615 1,5+1,0 GHz octa-core, Adreno 405 grafik, 2GB RAM
Lager: 16GB
Netværk: micro-SIM 2/3/4G
Software: Android 4.4.4 KitKat
Pris: 499,- USD
Øvrigt: verdens tyndeste mobil, metal-konstruktion, kviklader.

Læs også: Oppo Find 7 – Pixelspækket bæst [TEST]