Samsung: Galaxy S4 er meget mere end Galaxy S III

Web-tv: Er der for lidt nyt i Galaxy S4? Mobilsiden.dk spurgte Samsung om forskellen på forgængeren og den nye er for lille.

Samsung: Galaxy S4 er meget mere end Galaxy S III

Den netop præsenterede Samsung Galaxy S4 minder utrolig meget om forgængeren, Galaxy S III. Hvilket bestemt heller ikke er den værste telefon at blive sammenlignet med – Galaxy S III blev kåret til ”Årets mobil 2012” i en afstemning på Mobilsiden.dk. Men er Galaxy S4 bare ”mere af det samme”?

 – ”Nej, den er jo så meget mere. Vi har lyttet til hvad folk gerne vil have og det har vi så inkluderet i vores nye S4. Og vi er rigtig spændt på hvordan folk tager imod den,” sådan lyder det fra Claus Holm, chef for Samsung i Danmark, til Mobilsiden.dk.

En række af brugerne i chatten på Mobilsiden.dk under selve præsentationen, samt efterfølgende i kommentarfelterne mener, at der er for lidt nyt. Noget Samsung dog ikke er enig i.

 – ”Alle de nye ekstra funktioner der er implementeret i Galaxy S4 er ikke noget man bare har set før. Jeg mener faktisk det er noget helt nyt,” siger Claus Holm.

Samsung Galaxy S4 kommer på markedet i løbet af andet kvartal til en vejledende pris på 5.199 kroner.