Anmeldelse: GPS alarmer til Windows Phone

Kører du altid for langt med bussen eller toget? Så mangler du en GPS alarm til Windows Phone.

Anmeldelse: GPS alarmer til Windows Phone

Hvis du dagligt er afhængig af offentlig transport, så kender du nok problemet med at komme af det rigtige sted.

Man kører langt i toget, en møgunge skriger, passageren ved siden af snakker højlydt i telefon, og man ønsker sig bare langt væk.

Så man sætter hovedtelefonerne i ørene og drømmer sig væk… Og falder i søvn! Endnu engang kører man for langt, og skal bruge en time ekstra i toget tilbage til den korrekte station.

Men nu skal det være slut. Løsningen er GPS Alarmer til Windows Phone.

Med GPS Alarmer applikationen kan man få ens smartphone til alarmere, når man er i nærheden af et bestemt sted – f.eks. når man nærmer sig et station eller busstoppested.

I applikationen kan man indtaste en adresse eller angive et punkt på et landkort, hvor alarmen skal lyde. Alarmen udløses, når man befinder sig indenfor en bestemt radius fra det angivne punkt. Radiusen er selvfølgelig også valgfri.

Under vores afprøvning af applikationen, fandt vi dog hurtigt ud af, at det virker bedst med en stor radius på 1-2 kilometer. Når GPS alarmer ligger i baggrunden, så opdateres GPS positionen ikke så tit, og med en lille radius risikerer man, at køre forbi positionen uden alarmen går i gang.

Avancerede muligheder

Men ikke nok med at GPS alarmer kan alarmere dig – der er også flere avancerede muligheder.

Man kan lave prædefinerede indstillinger for de alarmer, man ofte benytter, og man kan selvfølgelig navngive stederne, samt angive om telefonen skal alarmere med lyd eller vibrator.

Endvidere kan det angives om alarmen skal være konstant aktiveret, eller om den kun er aktiveret på bestemte dage og tidsintervaller i løbet af ugen.

Applikationen GPS Alarmer kan hentes gratis på Windows Store – tryk her for direkte link.

GPS Alarmer app