Asus Eee Pad Transformer – tablet til skolebrug (produkttest)

TEST: Asus' Android-baserede tablet-computer Eee Pad Transformer ligner en perfekt enhed til studerende. Vi har set nærmere på produktet.

Asus Eee Pad Transformer – tablet til skolebrug (produkttest)

Over det seneste lille års tid har jeg haft en del tablets gennem testmøllen, her på Mobilsiden.dk. Undervejs har jeg hørt fra mange, som har anbefalet os også at teste Asus Eee Pad Transformer, som ifølge mange af læserne, er en værdig konkurrent til Android-produkterne fra Samsung og HTC, samt naturligvis iPad.

På nogle områder må jeg medgive, at Asus har skruet en helt fornuftig Android 3.2-tablet sammen, men der er samtidigt også tydeligt, at der ikke er tale om en high-end tabletenhed.

Designet er det første, som rammer én. Den føles som det, den er -en småtyk plastik-enhed. Det er i hvert fald ikke en fornemmelse af kvalitet, som er førstehåndsindtrykket.

Selvom vi hverken er på iPad eller Samsung Galaxy Tab 10.1 niveau, så er det trods alt heller ikke den værste konstruktion, som jeg har været i kontakt med.

Uheldigvis har Asus begået samme fejl som findes på Motorola Xoom, ved at lave bagsiden en smule buet, så enheden ikke kan ligge stabilt på et bord, uden at vippe, særligt hvis man kommer ud til kanterne.

Det medfølgende tastatur virker til gengæld helt fornuftigt. Tasterne sidder godt nok rimeligt tæt, men er alligevel lette at ramme.

Asus Eee Pad Transformer
Tastaturet der medfølger til Asus Eee Pad Transformer. Foto: Asus

Sæt Eee til tastaturet

Asus’ tablet kan både fungere som stand-alone tabletcomputer, og som en slags bærbar computer.

Når den klikkes på tastaturet, får man adgang til at styre Android-systemet med en mousepad, og en markør viser, hvor man er. Præcis som på en rigtig computer, kan programmer aktiveres ved at klikke på dem “med musen”.

Tastaturet har desuden genveje til de mest almindelige Android-funktioner, som f.eks. lysstyrke, volumen, internet osv.

Til mine store fingre er tasterne for små, men sammenlignet med de såkaldte Netbooks, så er dette tastatur klart på niveau med disse. Det egner sig fint til notater, men ikke til skrivning af store opgaver eller artikler.

Som en ekstra bonus har tastatur-docken også indbygget et batteri. Det betyder en markant udvidelse af driftstiden, når Asus Eee Pad sidder i docken.

Selve tablet-computeren kan klappes ned over tastaturet, som det sker på en bærbar. Lyset i skærmen slukker når enheden lukkes, og tænder igen, når den åbnes.

Asus Eee Pad Transformer, screenshot
Asus Eee Pad Transformer, screenshot.

Android-classic

Asus har heldigvis ikke haft en masse ambitioner om at pille i Android-systemet og tilføje deres egen brugerflade, dermed er man som bruger sikret en ren oplevelse af Android.

Det vildeste er, at Asus har inkluderet nogle egne widgets og applikationer, men altså ikke nogle direkte indgriben i Android, hvilket jeg synes er en stor fordel, da det dermed skulle være let at få de nyeste systemopdateringer fra Google.

Asus lægger med deres Eee-tablet tilpasninger og justeringer over i brugernes egne hænder.

Musikafspilleren fungerer i øvrigt vældig fint, men de indbyggede højtalere lyder overhovedet ikke godt, på nogen måde. Vil du bruge enheden som musikafspiller til et anlæg i stuen, er der 3,5 mm. standard jackstik-udgang.

Asus Eee Pad Transformer
Asus Eee Pad Transformer med tastatur set fra siden. Foto: Asus

Rimeligt fungerende interface

Brugerfladen på Android 3.2 Honeycomb kan godt være lidt vanskeligt at komme i gang med for nye brugere, men når grundprincipperne er på plads, så er det ikke det store problem.

Smidigheden halter lidt, og grafikken har tendens til at hakke i det. Det var i øvrigt også det problem, som jeg beskrev i anmeldelsen af Samsung Galaxy Tab 10.1, men her vurderede jeg, at problemet var Samsungs egne tilpasninger, som trak hastigheden ned.

Jeg er typen som irriteres grænseløst af ting der hakker, specielt når producenter som Apple for længst, og på en dårligere hardware, har vist, at det sagtens kan lade sig gøre at gøre tingene HELT flydende.

Asus skal dog have ros for den ridsefrie og brudsikre skærm (Gorilla Glass) på 10.1 tommer, som har en opløsning på hele 1280 x 800 pixels.

Browser i low-speed

Uanset hvor godt jeg vil synes om Asus Eee Pad, så er den ikke helt godkendt, når det kommer til brugen af internettet.

Store websites indlæser langsomt og det er en tung omgang at navigere rundt på siden, mens der indlæses. Efter hele siden er klar, er det en hakkende omgang, når man skal zoom ind/ud flytte osv.

Så når ejere at en Asus-pad siger, at den er på niveau med iPad 2, så er det langt fra tilfældet på browserdelen. Her er iPad fortsat helt unik og klart den enhed, der sætter standarden på tablet-markedet.

Det betyder ikke, at browseren og internettet er uanvendeligt, blot er det ikke på niveau med konkurrenten Apple. Vil du se TV, så er den gode nyhed dog, at Asus fint afvikler f.eks. DR’s live-tv direkte i browseren.

Googles tjenester som Gmail, kalender, kontakter m.v. fungerer som på andre Android-enheder, ganske glimrende.

Asus Eee Pad Transformer
Asus Eee Pad Transformer. Foto: Asus

Android Market mangler stadig apps

Som altid når det kommer til Android-tablets, så sidder vi som brugere og venter i spænding på, at der kommer flere tablet-versioner af de populære apps, sådan som det er tilfældet på iPad.

Men ak. De tablet-apps der eksisterer er svære at finde – og der er ikke ret mange. En række apps, som f.eks. Facebook for Android, kan dog af systemet enten strækkes til fuld skærm eller zoomes. Men det bliver bare ikke den oplevelse, som man har på iPad.

Applikationsproblemet er ikke isoleret til denne Asus-enhed, men til alle Android-tablets, sådan som markedet lige nu ser ud.

Gode tilslutninger

Udover, at tastaturet i nogle situationer kan være en ret stor fordel for brugeren, er der også en ekstra bonus med.

Der er to USB-porte, så man kan sætte en USB-nøgle i og overføre data til og fra tabletten. Der er også en SD-kort læser, så kortet fra ens digitalkamera, kan læses direkte, uden man først skal forbi en rigtig computer.

Men der hvor det bliver VIRKELIG smart er, at USB-portene også understøtter rigtigt tastatur og mus. Du kan bruge dit gamle USB-tastatur, når du skal skrive længere ting på Asus Eee-enheden. Dét er rigtigt smart!

Fordelen her er altså, at man ikke skal ud at købe ekstraudstyr, for at få f.eks. et SD-kort i sin tablet. Ulempen er, at alt den ekstra teknik naturligvis flyder fysisk og vejer. Dermed skal man altså have et behov for denne feature, for at den giver mening.

Skal den bærbare computer på pension?

Nej, det skal den nok ikke. Bare fordi man køber en tabletcomputer der ligner en bærbar, så betyder det ikke, at det ER en bærbar computer.

Der er stadig begrænsninger, som gør det svært at sende den gammeldags computer på pension. NEMID fungerer f.eks. ikke på en tablet, og enheden er stadig fysisk for lille til løsning af større opgaver.

Derimod er Asus’en her, ganske fin til nyhedslæsning på nettet, notater ved møder eller forelæsninger og den slags. Det medfølgende Office-program, Polaris Office, er også ganske fint til små tekst-, regneark- og præsenationsopgaver. Men i længden er begrænsningerne for store.

Asus Eee Pad Transformer, screenshot
Asus Eee Pad Transformer, screenshot. Foto: Mobilsiden.dk

Konklusionen er klar

Asus Eee Pad Transformer, er en af de bedre Android-tablets, som vi har set, men den er stadig ikke optimal.

Jeg er sikker på, at rigtigt mange lidt mere øvede brugere, kan få stor glæde af Asus, da de så ved, hvad de køber, og er opmærksomme på, at der er kompromisser forskellige steder.

Prisen omkring 4.000 kroner synes jeg er for meget, specielt fordi Asus så konkurrerer direkte med mærkevare-tablets fra både Samsung og Apple. Ja faktisk koster en tilsvarende iPad 2 kun 3.699 kroner.

Jeg ved godt, at man ikke får tastatur med i pakken hos konkurrenterne, men der skal også et specifikt behov til, før man får glæde af det. Det samme gælder for f.eks. SD-kort læser og USB-tilslutninger, som heller ikke er en del af konkurrerende produkter.

Eee Pad kan være fin for studerende eller folk som går meget til møder, men det kræver stadig en rigtig computer ved siden af til de store opgaver.

Så er spørgsmålet, om man ikke blot skal købe en lækker PC’er eller en Macbook Air, sidstnævnte vejer i øvrigt præcist det samme, som Asus Eee Pad Transformer, inklusive tastaturet (ca. 1,3 kg.).

Karakteren ender på tre ud af seks mulige stjerner. Kort sagt er Asus-produktet ganske fin på mange områder, men den er for dyr i forhold til markedslederen.

Læs også:
Test af Asus Eee Transformer Prime

For / imod

+ Fysisk tastatur medfølger
+ Grundversion af Android uden tilpasninger
+ SD-kort læser og USB-porte

– Browseren og internet opleves sløvt
– Plastik-agtigt, kluntet design
– For høj pris i forhold til markedsleder-produkter

Grundspecifikationer for Asus Eee Pad Transformer

– Processor: NVIDIA Tegra 2 dual-core 1 GHz
– Android 3.2 Honetcomb med Adobe Flash 10.2
– Komplet tastatur med i salgspakken
– Skærm: 10″ 1280×800 pixels
– Hukommelse: 1 GB + 16 GB brugerhukommelse
– Understøtter SD-kort
– To stk. USB-porte
– Trådløst netværk
– Vægt: 688 gram (tablet alene)
– Vægt: 1,3 kg. (tablet + tastatur)

Efterfølgende om temaet

Siden redaktionen kørte denne artikel er der kommet nyt i sagen. mobilsiden fulgte op på historien. 7/9/2011 gik vi videre med en vinkel på Apple skal bevise, at Samsung har skadet salget – Den finder du her. Seneste nyheder om iPad findes her..