Asus Eee Transformer Prime – ultimativ Android-tablet (produkttest)

TEST: Asus Transformer Prime er det hidtil bedste bud på en tabletcomputer med Android-systemet.

Asus Eee Transformer Prime – ultimativ Android-tablet (produkttest)

Jeg har testet adskillige tablets i 2011, og mange læsere opfordrede os i slutsommeren til at se nærmere på Asus Eee Pad Transformer, som på én gang var både en almindelig tablet og ”mini bærbar”, da der medfulgte et tastatur, som Eee Pad kunne dockes ned i.

Selvom denne tablet på mange områder er ganske fin, var der på ydelse, design og udvalget af tablet-applikationer, alt for langt op til iPad 2, som er markedslederen på tablet-markedet.

Efterfølgende har Asus sendt en ny version på gaden, kaldet Transformer Prime. Konceptet er det samme som på forgængeren, men på flere punkter, er den nye udgave flere længder bedre.

Processor med power

På specifikationslisten mangler Asus Eee Transformer Prime bestemt ingenting. Processoren er en quad-core 1,3 GHz type (Cortex A9), der er grafikprocessor fra GeForce og skærmen på 10,1 tommer (1280 x 800 pixels) har den brudstærke Gorilla Glass overflade.

Kvaliteten af grafik på skærmen er absolut enestående, hvilket også gælder lysstyrken, der desuden har en særlig outdoor-funktion, så det er lettere at se skærmindholdet i kraftigt lys.

Dertil kommer et 8 megapixels kamera, 32 eller 64 GB indbygget hukommelse, samt en lang række udvidelsesmuligheder f.eks. microSD- såvel som standard SD-hukommelseskort.

Vægten er kun 597 gram, eksklusiv tastaturet, hvilket betyder at Asus er lettere end iPad 2, til trods for de også meget hidsigere specifikationer.

Meget bedre design

Transformer Prime er LANGT bedre designet end den oprindelige Transformer.

Da jeg åbnede æsken fik jeg straks en WOW-effekt ud i hele kroppen. Egentlig ligner den iPad virkelig meget – men hvad gør det, når designet holder.

Coveret på Transformer Prime er i aluminium, og det er lykkedes for Asus at flytte enheden væk fra følelsen af dårlig kvalitet, som tilfældet var på den foregående version.

Om man så kan lide, at have en tablet der ligner iPad på udseendet er en individuel vurdering, men jeg synes, at Asus Prime, er en fornøjelse at holde ved, og se på.

Asus Eee Pad Transformer Prime, tablet
Asus Eee Pad Transformer Prime. (Foto: Asus). Foto: Asus

Hurtigt interface

Menu- og brugerinterfacet er dejligt flydende, og ikke mindst hurtigt. Så den irritation jeg ofte har med Android-brugerfladen, er på denne tablet væk, men der er jo så også ret mange kræfter under motorhjelmen.

Android-tablets lider dog fortsat under af manglen på tablet-apps, altså applikationer der udnytter den store skærm, og jeg savner en tablet-kategori i Android Market. Dette er jo trods alt ikke Asus’ skyld, men alligevel vigtigt at vide, hvis man overvejer en tablet baseret på Android-systemet.

Desværre holder Asus ikke hastigheden oppe i hele enheden, der er stadig steder, hvor man irriteres over ting der hænger.

Asus Eee Pad Transformer Prime, screenshot
Screenshot fra Asus Eee Pad Transformer Prime. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Internettet halter

Den absolut vigtigste funktion i en tabletcomputer, internet-browseren, er desværre ikke i det niveau, som jeg mener, man med rette kan forvente.

Indlæsning af websites sker ofte gabende langsomt, også med Adobe Flash, deaktiveret. Dette gælder danske, såvel som internationale sites – nogle naturligvis både langsommere og hurtigere end andre. Men den generelle oplevelse er, at det går for langsomt.

Vælger man at køre med Adobe Flash plug-in aktiveret, skal man være forberedt på endnu længere indlæsningstider.

Navigationen rundt på siderne, er heller ikke nogen speciel god oplevelse. Hakker, pauser og manglede indhold når der scrolles og rykkes rundt, er en irriterede del af dagligdagen.

Asus burde have gjort meget mere end de har, for at optimere oplevelsen på nettet. Det er dog også efterhånden et kendt problem, at internet-delen på Android-enheder, ikke er på niveau hvad der ellers findes.

Så uanset om man kan lide at høre det eller ej, så er iPad fortsat en sikker vinder, på denne funktion.

Asus skal dog have stort ros for skærmtastaturet, der har ÆØÅ, og som generelt fungerer virkeligt godt og præcist.

Web-TV: Se Asus browser-test

Det eksterne tastatur

Asus Transformer Prime kan sættes på et medfølgende fysisk tastatur, der i den grad speeder hastigheden på indtastning af tekst en hel del op. Som nævnt er skærmtastaturet også godt, men intet slår de rigtige taster.

Tastaturet tilføjer også mere funktionalitet til ens Asus tablet, f.eks. SD-kort læser, og USB-port. Man kan altså sætte SD-kortet fra digitalkameraet direkte i Asus-enheden, og overføre billederne. Via USB porten kan der f.eks. tilsluttes et USB-hukommelses-stick, eller et andet tastatur eller mus.

På tastaturdelen er desuden genveje til forskellige systemfunktioner, såvel som en mousepad. Du får altså en enhed, som på nogle områder, minder om en lille bærbar computer.

Skærmen, selve tabletten, kan lukkes sammen om tastaturet, så det hele passer godt i tasken, og tastaturet har indbygget et ekstra batteri, så man kan opnå relativ lang batteritid på enheden.

I testperioden har Asus et par dage været brugt til radioafspilning via Tunein Radio, med skærmen tændt. Med docken, og altså ekstrabatteriet på, har det været muligt at køre en normal arbejdsdag. Det svarer til, hvad en iPad 2 præsterer i samme situation.

Selvom det lyder smart med et sådan tastatur, betyder det ikke, at Asus så har skabet en tablet, der fuldt ud kan erstatte en bærbar computer. Der er stadig mange steder i dagligdagen, hvor den rigtige computer skal i brug – særligt hvis der skal skrives meget, eller man skal sidde og arbejde i længere tid. I den sammenhæng er tasterne og skærmen stadig størrelsesmæssigt i underkanten.

Tastaturet er et glimrende supplement at få med – men altså ikke et absolut must at have.

Den samlede vægt for tablet og tastatur er 1,13 kg.

Asus Eee Pad Transformer Prime, tablet
Asus Eee Pad Transformer Prime. (Foto: Asus). Foto: Asus

Er den pengene værd?

Den vejledende udsalgspris lidt under 5.000 kroner for 32 GB versionen. Og jo – det ER mange penge. Spørgsmålet er, om det er for meget.

Når jeg sammenligner med forgængeren fra Asus er Transformer Prime et kæmpe skridt i den rigtige retning. Jeg vil gå så langt og sige, at den tidligere version aldrig burde have set dagens lys, for den nye er mange gange bedre.

Funktions- og mulighedsmæssigt ligger Asus-produktet sig klart over alle andre producenter i tablet-kategorien. Men desværre er internetoplevelsen og udbuddet af applikationer ikke god nok.

Asus har dog kræfter nok til mere krævende apps, som f.eks. større spil.

Du skal købe Asus Transformer Prime hvis du har et behov for fysiske taster, og hvis du generelt synes godt om Android platformen. Men du skal også vide, at der ikke kan sættes SIM-kort i enheden, så du kan komme på nettet, når der ikke er trådløst netværk.

Du kan købe en 32 GB WiFi-udgave af iPad 2 cirka 4.400 kroner – men så har du heller ikke tastatur, og det store udvalg af tilslutningsmuligheder, uden at der skal købes ekstraudstyr.

Apple er stadig kongen af tablet-computere på grund af smidighed, internet og udvalget af tablet-apps. Men Asus har et godt bud, til dem som ikke vil have en iPad.

Asus Transformer Prime er lige nu den bedste og ultimative Android-tablet.

5 ud af 6 stjerner.

Plus / minus

+ Godt design og lav vægt
+ Stor skærm med høj lysstyrke
+ Mange tilslutningsmuligheder og tastatur i salgspakken

– Ikke god nok på internettet
– Android mangler tabletapps der kan matche udvalget på iPad
– Forholdsvis høj pris

Grundspecifikationer på den testede model

– Processor: Nvidia Tegra 3 (1.3 GHz quad-core)
– Skærm: 10,1” HD (1280 x 800 pixels) med Gorilla Glass
– 8 MP kamera på bagsiden – 1.2 kamera til videosamtaler
– 32 GB indbygget hukommelse
– Trådløst netværk, Bluetooth
– 3,5 mm jackstik, micro-HDMI udgang, microSD kortlæser, SD korlæser
– Mål: 263 x 180.8 x 8.3 mm.
– Vægt uden tastatur: 597 gram.
– Vægt med tastatur: 1.13 kg.
– System: Android Honeycomb version 3.2.1.

Flere nyheder om emnet

Historien døde ikke med denne fortælling. mobilsiden valgte at gå videre med sagen. 19/12/2011 puplicerede vi en ny vinkel om temaet med en artikel der tunede ind på Avis: Apple arbejder på iTV – Du kan læse den her. Den absolut seneste udvikling i sagen kan du følge her.