Eksklusiv test af HTC Vive: Så godt virker det nye VR-headset

Håndfladerne er fortsat svedige og dugger på tastaturet mens jeg skriver dette. Mit motoriske nervesystem forsøger at finde ro, mens geléen i mine knæ så småt størkner. Jeg har prøvet HTC Vive.

I søndags overtrumfede HTC deres egen topmobil-lancering med et, for selskabet, utraditionelt samarbejde med spil-producenten Valve. HTC sprang ud som producent af headsets til ’Virtual Reality’.

Se også: HTC Re Vive – HTC genopliver virkeligheden

Lanceringen er ikke nogen tøvende eller stilfærdig tådyppen i et nyt marked. Partneren Valve er blandt de mest indflydelsesrige spil-producenter med science-fictions hits som Half-Life og Portal på CV’et. Samtidig bidrager Valve med en unik snitflade til spilbranchen igennem deres Steam-butik som egenhændigt har revolutioneret, og måske endda reddet, PC-spilbranchen.

Produktet, HTC Vive, er derfor heller ikke nogen efterligning af tidligere koncepter. Det bygger videre på idéerne bag blandt andet Oculus Rift og Samsung Gear VR, men tilføjer en væsentlig dimension: nu kan du bevæge dig med headsettet. Du vil altså ikke længere betragte de virtuelle paralleluniverser fra et fikspunkt. Nu er du fri til at udforske dem.

VR-teknologien er altså ikke ny, men mangler fortsat et populære gennembrud. Det er stadigt kun nogle få, der ejer udstyret til at plaske udi de virtuelle universer. Samtidig er Virtual Reality som drømme eller ud af kroppen oplevelser: svære at forklare og formidle. Det skal opleves. Jeg må opleve det.

Min iver resulterer i nogle dage med skiftevis plagen og tiggen til HTC’s repræsentanter, som til sidst giver pote.  Jeg skal teste Vive.

Menneske møder maskine

Jeg befinder mig i et hvidt sterilt lokale på 4 gange 6 meter, mens Ives, en venlig tekniker med fransk accent, trækker kabler ned langs min ryg og hofter. Jeg skal tage blazeren af, for at kunne røre mig frit, mens buketten af sorte ledninger hæftes på porte i en overdimensioneret skimaske.

Ives undskylder kabelspaghettien og forklarer at Vive fortsat er en prototype – og kræver endnu mange regnekræfter. Og ganske rigtigt munder kablerne i hvad der ligner en high-end gaming PC i lokalets ene hjørne. Han forsikrer også at den endelige version som får debut senere på året, vil blive ledningsfri.

To controllers ergonomisk udformet som en barbermaskine udleveres. En til hver hånd. Øverst, i to af lokalets hjørner, pulserer en hybrid-anordning af lasere og kameraer med svagt rød lys. De to hvide bokses opgave er at hitte ud af hvor jeg befinder mig i rummet, eller rettere, den følger min maskes og controlleres placering i realtid.

Masken påmonteres, hørebøffer slutter om ørerne, hænderne klemmer om controllerne og jeg er nu klar til at dykke i HTC og Valves virtuelle verdener. Seancen er delt op i fem demoer, der hver skal belyse, hvad Vive kan bruges til.

Testen går i gang og nu bliver alt mørkt.

Spæde skridt

Vive fyres op og jeg befinder mig nu til et lysende hvidt rum, hvor væggenes defineres af et lysende wireframe som blusser op hvis jeg kommer dem for nær. Ives forklarer hvordan jeg både kan pege og klikke med mine kontrollers som svævende lyser op i rummet.

Selve overgangen til den virtuelle verden er overaskende simpel, og alene det at svæve rundt i et lysstofkube giver klare Matrix-associationer. Jeg bemærker dog at synsfeltet er bredt, men en smule pixeleret, hvilket giver mig et lidt uklart syn på mine omgivelser. Hjernen forstår dog hurtigt at tilpasse sig.

Testen er ikke startet endnu. Skærmen dæmpes og jeg teleporteres til første rum.

Den blå planet

Første opdagelsestur foregår omtrent 30 meter under havets overflade på dækket af et forlist skib. Den virtuelle sol blinker igennem havoverfladens bølger, mens jeg svæver blandt koraller og tjatter ud efter småfisk, som flygter skræmt. Jeg bliver så optaget af at prøve at gribe de små sardiner, at jeg først sent opdager, at en kæmpemæssig skygge tårner over mig. Besøg fra en blåhval.

Dybvandskæmpen stopper op i armslængde fra mig, kigger på mig og lunter videre. Jeg forsøger at gribe ud efter den – visuelt får jeg ram på den, men i den fysiske verden slår min hånd huller i luften. Der går altså ikke mere end fem virtuelle minutter, før min underbevidsthed forventede en form for stoflighed bag indtrykkene.

Det lidt for muntre køkken

Næste scene foregår i et velekviperet samtalekøkken med fyldt amerikanerkøleskab, gasblus og godt med plads til at snitte og hakke.

Jeg opdager til min overraskelse at mine hænder nu er skiftet ud med et par robothandsker. En skærm popper op i synsfeltet og stikker opgaven ud: jeg skal være køkkenrobot.

Tomater skal snittes, løg skal findes i køleskabet og saltbøssen skal drysses over hvad der skal blive min første virtuelle gazpacho. Jeg følger opskriften nøjsomt, belønnes med fortjente point, og får stukket næste opgave: et stykke smurt sandwich.

Opgaven lød som noget jeg havde prøvet før, og derfor gik jeg i stedet i gang med at splitte det virtuelle køkken fra hinanden. Gryder, grøntsager og køkkenværktøj flyver troværdigt igennem lokalet – lige indtil at jeg i min destruktionsiver mærker at jeg træder på noget jeg vist ikke burde træde på.

Mine øjnene sortner, kasserollebaldren forstummer, og jeg undskylder brødebetynget over for Ives, mens jeg mentalt anslår hvad det vil koste at erstatte en af verdens mest avancerede VR-prototyper. Har jeg mon forseglet min økonomiske fremtid?

Levende brætspil

Ives, forsikrer mig at jeg bare kom til at flå en kabel løs. Et minut, og et løfte om at tage den med ro, senere, er jeg i gang igen.

Denne gang er universet reduceret til et spisebord hvorpå et mægtig miniatureslag folder sig ud. Små centimeterhøje space-infanterister rykker frem på pladen mod et fort, hvor ligeså små mænd besvarer laser-ilden.

Bordet er jo virtuelt så jeg kan vade uhindret igennem det. Ved at gå ned i knæ kan jeg opleve hele slaget og dens rullende kampvogns-divisioner i mini-øjenhøjde.

Bonsai-slagmarken minder mig mest af alt om et Warhammer-brætspil med liv i. Det her kunne meget vel blive fremtiden for mange brætspil, fra Stratego til Settlers.

Graffiti med lys

Næste univers er sort rum, hvor kun mine to lysende kontrollere lyser op. Et klik og et svirp skærer dog en lysende streg som bliver hængende i luften. Jeg tegner videre i flere farver og med både regnbue og flamepensler for til sidst at beundre mit abstrakte værk.

Mens jeg nyder min kreation, indser jeg, at dette værktøj vil være oplagt til grafikere, designere og andre indenfor visuelt drevne faggrupper. Den rumlige opløsning er høj, og jeg formår at skrive mit navn med lys i bogstaver, som bare er få centimeter høje.

Vild, vild Portal

Sidste, og mest ambitiøse, scene er til for at tage pusten fra de prøvende journalister.

Jeg var ingen undtagelse.

Jeg teleporteres til en sci-fi hangar taget ud af Valves genredefinerende Portal og Half-life spil. Jeg skal reparere en robot. Jeg hiver enheden ind i min rumhangar, men få uheldige klik eksploder hele robotten i hundredevis af svævende komponenter.

Hele seancen foregår under den ondsindede robot, GLaDOS, påsyn, som giver mig 30 sekunder til at få ordnet mit rod og stykket den sammen igen – hvis jeg ikke makker ret vil jeg blive tilintetgjort. En umulig opgave.

Jeg forsøger febrilsk at samle stumperne, mens GLaDOS får væggene omkring mig til at smuldre. Det åbenbarer, at min hangar befinder sig midt i en kæmpemæssig robotsamlefabrik, hævet mindst hundrede meter over samlebåndende. Adrenalinen pumper, mens jeg frenetisk prøver at samle mit futuristiske mekanosæt, men med bare få sekunder igen før deadline er jeg stadig langt fra færdig.

GLaDOS tordner med sin metallisk raspende stemme, og kvitterer ved at fjerne gulvpladerne omkring mig, hvilket åbenbarer en mørk, endeløs dyb – jeg hopper sidelæns for at forblive på fast grund og glemmer tydeligvis at alt bare er fiktion.

Timeren rammer nul og alt slukkes.

Det bedste VR nogensinde

Ives assisterer mig med at få masken og headsettet af. Jeg afleverer de svedige controllers og blinker ophidset. Min puls racer fortsat i techno-tempo og mine knæ skal finde fast grund igen.

Det var så HTC Vive, og det er min første og dermed største ’ud af kroppen’-oplevelse nogensinde.

Jeg skal foretrække hurtigt og frigøre pladsen til den næste nysgerrige tech-journalist. Jeg takker Ives og HTC-repræsentanten, mens jeg mentalt forsøger at efterbehandle mit centralnervesystems nylige bombardement af indtryk.

Læs også: Samsung advarer – Virtual Reality er ikke for børn

Er HTC Vive fremtiden for VR? Utvivlsomt. Er teknologien klar? Ikke helt, opløsningen kan forbedres og kabler og ledninger skal som bekendt afløses af en indbygget processor og batteri.

En af de største hager ved VR, den såkaldte ’barf-factor’, er væk. Den mikroskopiske tidsforskydning mellem bevægelse og skærmens reaktion er nu reduceret i sådan en grad, at kvalme og køresyge udebliver. Det gør dog oplevelsen så intens, at jeg frygter at den vil blive for overvældende for visse sarte sjæle.

Samtidig kan jeg nu se flere lavpraktiske issues for mig. Det kræver rigeligt med plads at benytte Vive i sin nuværende form. Det er i grunden de færrestes dagligstue som kan præstere 4 gange 4 meter ledig plads, fri for sofaborde og andre snublegenstande – eller ungernes vildfarne Duplo-klodser.

Læs også: Prøv Virtual Reality for en 20’er [MOBILDEAL]

Sidste, men yderst væsentlige, brik for HTC Vives succes ligger i udbuddet af indhold. Her kan partnerskabet med Valve vise sig at være guld værd. Med 60 millioner Steam-brugere, deriblandt mange inkarnerede gamere, står HTC og Valve med stærke argumenter når de skal overbevise spil-udviklere til at investere i platformen.

Det er dog lysende klart: Med HTC’s og Valves Vive er Virtual Reality omsider klar til den store globale udrulning. Vive er samtidig ikke nogen fjern fremtidsvision, de første enheder vil nemlig være klar til den brede offentlighed inden udgangen af 2015.

I mellemtiden vil jeg glæde mig til at følge, hvad spiludviklere får udviklet af eventuelle lyssværdsfight, virtuelle spacewalks og andre paralleluniverser til platformen.