HTC 10 Evo – klar til førtidspension [TEST]

HTC 10 Evo er en videreudvikling af HTC 10 - men den opleves mest af alt som et skridt tilbage.

HTC 10 Evo – klar til førtidspension [TEST]

Taiwanesiske HTC har som selskab haft det svært igennem de seneste par år. Til trods for en stribe nydeligt designede smartphones, er køberne ikke længere så vilde med mærket som de var en gang.

Til at vende om på sagerne, er selskabet nu ude med en ny topmobil, HTC 10 Evo – der, som navnet antyder, er en videreudvikling af forårets HTC 10 topmobil.

Nu satses der på et større display, vandtætte kvaliteter og lækre materialer og, som altid for HTC, er det industrielle design i hovedsædet.

Se også:  HTC afslører nyt, ukendt produkt den 12. januar

Specifikationer HTC 10 Evo

Mål: 153,6 x 77,3 x 3,7-8,1 mm, 174 gram
Skærm: 5,5″ Super LCD (2.560 x 1.440 pixels), 538 PPI
Processor: Qualcomm Snapdragon 810 v2, octa-core op til 2,0 GHz. Adreno 420 grafik
Lagerplads: 32GB + micro-SD op til 256GB
RAM: 3 GB
Kamera: 16 megapixel, f/2.0 optik med OIS, 4K video, 8 megapixel front
Batteri: 3.200 mAh, Quic-Charge 2.0, USB Type-C
Netværk: 2G/3G/4G Cat 6. LTE
Styresystem: Android 7.0 Nougat, Sense UI
Farver: Fås i gunmetal grå eller champagneguld
Andet: Fingeraftrykslæser, IP-57 certificeret
Pris: vejledende 4.490 kroner

HTC 10 Evo
Foto: Mobilsiden.dk

Flot HTC-design

En af kernekompetencerne hos HTC er deres evne til at snitte og skære i aluminium til i nydelige former. HTC 10 Evo bliver da heller ikke snydt for en lækker metalkonstruktion.

Den arver de skarpt udfræsede sider fra HTC 10, og det ser igen pænt ud. Designet styrkes yderlige af, at HTC placerer bagsidens komponenter som kamera, antennestriber og LED-flash langs symmetriakserne. Kameraet bagpå rager dog en smule ud, hvilket synes unødvendigt i en mobil med en profil på over 8 mm.

Set forfra er 10 Evo ikke nær så raffineret, for fronten er nærmest neutral i sit look og skæmmes af en fingeraftrykslæser der ligger decentreret for neden. Fingeraftrykslæseren er desværre heller ikke den mest effektive af sin slags. Der skulle ofte ekstra et tryk eller to til, før mobilen er oplåst.

I sin Evo-udgave får mobilen en upgrade i forhold til 10’eren. Den er er nu IP57-godkendt, hvilket betyder at den er vandtæt ned til en meters dybde i op til en halv time. HTC vælger dog at være på den sikre side og garanterer kun, at 10 Evo er modstandsdygtig overfor vand.

Læs også:  HTC 10 Evo – ny toptelefon fra HTC tåler vand

HTC 10 Evo
Foto: Mobilsiden.dk

Stor størrelse

Størrelsesmæssigt vokser 10 Evo betragtelig i forhold til sin forgænger – for her serveres du for et stort 5,5 tommer display. Konsekvensen er, at mobilen ryger op i samme kæmpemæssige liga som stormobilen iPhone 7 Plus.

Størrelsen alene gør, at det bliver svært at nå alting med en hånd – og her hjælper det så heller ikke, at HTC ikke inkluderer nogen form for softwareassistance til enhåndsbetjening.

10 Evo arver samtidig en anden bagdel fra iPhone 7: her er intet jack-stik. Du skal derfor enten ty til en trådløs løsning, det medfølgende USB-C baserede headset eller ud og købe en adapter, for det følger ikke noget med i salgsæsken.

Du får dog et USB-C headset med i handlen, og det lyder faktisk ganske godt – og det kan man jo ikke sige om de fleste medfølgende headsets.

Se også:  Nu forsvinder jackstikket også fra HTC-smartphones

HTC 10 Evo
Foto: Mobilsiden.dk

Skarpt, men aldrende display

På papiret ser displayet i Evo 10 spændende ud. Quad HD opløsningen sikrer at alt står hyperskarpt og Super LCD teknologien har tidligere været garant for både livlige farver, brede betragtningsvinkler og godt med kontrast.

Det er dog den aldrende Super LCD 3 du finder i Evo 10 i modsætning til den femte generation fra HTC 10. Evolutionen synes altså at være gået baglæns, for Super LCD 3 teknologien stammer helt tilbage fra 2012 – dengang smartphones som HTC One (M7) regerede.

Det overordnede indtryk er da også middelmådigt. Farverne er lidt blodfattige og kontrasten er kun tilstrækkelig, men generelt er det da brugbart.

På et punkt falder Evo 10 markant igennem: lysstyrken er så svag, at det af til forhindrer brug udendørs. Selv når der er skruet helt op, er lysstyrken langt under det, den langt billigere OnePlus 3 præsterer.

Læs også:  Vildt HTC-koncept: En knapløs smartphone [VIDEO]

HTC 10 Evo
Foto: Mobilsiden.dk

Heller ingen lydspecialist

HTC har længe kunne bryste sig af, at have markedets bedste lyd i smartphones – men det slutter her med Evo 10.

Den ene højtaler i bunden gør sådan set et udmærket stykke arbejde, men den bliver distanceret af smartphones som lillebror HTC 10 og Apples iPhone 7. Begge spiller højere, klarere og byder på stereolyd.

Placeringen i bunden er heller ikke min kop te, for man skærmer let for den, når der spilles.

Se også:  HTC 10 – Glimrende metalmobil uden magi [TEST]

HTC 10 Evo
Foto: Mobilsiden.dk

Forrige års problemmekanik

Under motorhjelmen venter der en overraskelse. HTC har afpudset det samme processor som i sin tid voldte store varmeproblemer i deres HTC One M9 og klemt den ned i Evo’en(!)

Det er godt nok den fejlrettede version af Snapdragon 810, og den opfører sig pænt i denne her omgang: den bliver ikke for varm og den crasher heldigvis ikke. Det får mig dog ikke til at glemme, at denne processor nu snart har to år på bagen og at den i dag fås til spotpris i f.eks. LG G Flex 2 eller Sony Xperia Z3+.

De otte kerner snurrer samtidig ved en 20 procent lavere frekvens end det de bør. Der optræder derfor tænkepauser i ny og næ der røber, at HTC har sparet på processoren.

Her følger desuden kun 3GB RAM – lidt i underkanten når high-end segmentet i dag har 4 eller 6 GB at lege med. Lagerpladsen på 32GB er tilstrækkelig og den kan udvides med et micro-SD kort.

Se også:  Tidlig udgave af HTC One M9 overopheder

Driftstiden er også middelmådig til trods for et relativt stort batteri på 3.200 mAh. Det rækker til en hel dag, men kræver du noget af processoren, skal du regne med et pitstop hen af aftenen. Snapdragon 810 er en forslugen sag, når du spiller spil.

Til formålet understøtter HTC 10 Evo Quick-charge 2.0, hvilket igen er sidste års standard, men rækker til en relativ kvik opladning fra 0 til 42 procent på en halv time, mens der tankes næsten helt op på halvanden time.

På netværksfronten er HTC’ens alder igen at spore, for den nøjes med at understøtte 4G LTE Cat.6. hvilket sætter en øvre grænse på 300 mbit/sekund. Det halve af hvad dagens toptelefoner præsterer.

Selve antennen gør dog generelt en god figur når der hentes eller uploades data på farten. Talekvaliteten er også tilfredsstillende.

HTC 10 Evo
Foto: Mobilsiden.dk

HTC Sense giver mening

Når det kommer til Android-styresystemet læner HTC sig tæt op af forbilledet fra Googles selv – en kurs som vil glæde de fleste Android-brugere.

Det er enkelt at gå til og du får endda den nyeste Android 7 med ombord. Brugertilpasningen er som altid i hovedsædet, med en effektiv temagenerator hvor du på enkel vis kan generere dit helt eget look til din mobils software.

HTC benytter sig fortsat af sin særlige nyhedshjemmeskærm Blinkfeed, men der synes at være flere og flere reklamer der sniger sig ind i nyhedsfeedet – og dem vil jeg helst være fri for. Det synes også som dobbeltkonfekt når en anden nyhedsapp, News Republic, er præinstalleret.

Den medfølgende apps er ellers holdt til det minimale, Googles app-pakke er naturligvis sammen med Facebooks sociale apps.

Se også:  HTC One M9: Stadig dejlig, men magien savnes [TEST]

HTC 10 Evo
Foto: Mobilsiden.dk

Brugbart kamera

HTC er ekviperet med 16 megapixel stærkt kamera udstyret med en stabiliseret, lysstærk f/2,0 optik.

Det lyder som en tro kopi, af det du i dag finder i OnePlus 3 kameraet, og efter at have brugt mobilen nogen tid, bliver jeg stadigt mere overbevist om, at det er samme kameramodul, der findes i begge telefoner.

Som i OnePlus 3 får du hæderlige resultater, der vil fungere under de fleste lysforhold. Der er dog fortsat et stykke til markedets bedste smartphonekameraer.

Kameraet synes samtidigt at prioritere lange lukkertider, hvilket kræver at både du og dit motiv står bomstille når mørket har lagt sig – ellers vil du få slørede fotos.

Softwaren i HTC 10 Evo byder samtidig på en rig palette af fotomuligheder. HTC Zoé er fortsat en glimrende måde at sammenstykke mindeværdige videoer og en RAW-funktion giver foto-entusiasterne mulighed for at presse kameraet til det yderste.

Se også:  OnePlus 3T – Fortsat et fantastisk køb [TEST]

HTC 10 Evo fotosample
Foto: Mobilsiden.dk

På videofronten klarer HTC 10 sig godt. Stabilisationen fungerer, også under 4K-optagelser, og der er masser af detaljer at se i de endelige klip. Frontkameraet på 8 megapixels er også ganske brugbart.

HTC 10 Evo
Foto: Mobilsiden.dk

Mindst et år for sent ude

HTC 10 minder mig på mange måder om OnePlus 3 – bare i en sløvere, bedaget version. Processoren har et par år på bagen, antenneteknologien er bedaget og displayet er decideret outdatet. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at denne model allerede nu er klar til pension, eller i det mindste en efterlønstilværelse.

Den fejler som sådan ikke noget grælt, men den har heller ikke noget at byde ind med, i et marked som har rykket sig meget igennem de seneste par år.

Når HTC til slut prissætter 10 Evo til 4.500 kroner forsvinder det eneste tilbageværende argument for mobilen. Det bliver derfor kun til 3½ ud af 6 mulige stjerner for HTC 10 Evo.

Fordele:

  • Lækre materialer
  • Pænt, vandafvisende design
  • HTC Sense fungere

Ulemper:

  • Forældet skærmteknologi
  • Skuffende ydelse
  • Intet jack-stik
  • For høj pris

Mere nyt i sagen

Siden vi publicerede denne artikel er der kommet nyt i sagen. mobilsiden har holdt fast i temaet. Allerede d. 4/1/2017 kørte vi en opfølgning med artiklen om LG Tone Studio er en højtalerhalskæde – skørt eller genialt?Klik her for at læse artiklen.. Få også seneste nyt i sagen her..