HTC One M8 Dual sim: Businessmobil i alu-jakkesæt [TEST]

HTC er ikke fremmede i Dual SIM-verdenen og vender stærkt tilbage med HTC One M8

HTC One M8 Dual sim: Businessmobil i alu-jakkesæt [TEST]

Der var engang hvor mobiler med SIM-kortstvillinger var forbeholdt den prisskrabede ende. Man var ikke tilladt luksus i både privat- og arbejdstelefon – man måtte derfor slæbe og holde styr på to enheder.

I Danmark har der hverken været det store fokus eller behov, men sandheden er at mange eksempelvis bor i Malmø, men arbejder i København. Det ville da være smart med en telefon hvor der ikke skulle skiftes SIM-kort eller at holde styr på to telefoner.

HTC kommer til undsætning.

Som det blev gjort med første version af HTC One-linjen, har HTC genleveret sit flagskib af en designperle – to SIM-kort, to antenner. Den oprindelige HTC One M8 blev lanceret i marts, og fire måneders tid efter kom Dual SIM-versionen.

Mobilsiden.dk ser nærmere på hvorvidt arbejdstelefonen skal skiftes ud for aluminiums-skønheden. Der vil derfor i denne anmeldelse være større fokus på, hvorvidt HTC One M8 Dual SIM fungerer som privat- og arbejdstelefon. Du kan læse vores dybdegående anmeldelse her.

Bibeholdt design – hurra!

HTC har vedligeholdt det sublime stykke designværk.

Med sine 160 gram og en bagside der omlægges af 90% letvægtsaluminium, er der intet sparet på denne topmodel. Man kan i denne omgang ikke ane forskel på de to varianter, medmindre man med forstørrelsesglas iagttager størrelsen på SIM-kortskuffen.

Der er nemlig plads til to signal-givende kort side om side, hvoraf begge er af Nano-SIM kaliber. På forrige model (M7) afslørede mobilen sine kapabiliteter ved at have aftageligt bagcover, samt en plastkant der skulle sikre kommunikation.

Læs også: HTC One Dual SIM anmeldelse: Skræddersyet til businessklassen

Man finder her kun de velkendte plastikrender bagpå, som sikrer signalets adgang gennem det polerede aluminium.

Derudover er Single og Dual SIM-versionerne identiske, men desværre er den uopnåelige power-knap stadig placeret øverst på den lange enhed, som gør det en udfordring at få liv i éneren.

Heldigvis eksisterer ”Motion Launch” der med forskellige swypes eller dobbelt prik kan vække skærmen fra sin lur.

Godt opvartet til den lange tur

Når stuealteret ikke er i nærheden, sørger HTC for multimedieoplevelsen. Dual SIM-versionen eksisterer i både 16 og 32 GB intern lagerplads, men takket være en MicroSD-kompagnon kan du udvide helt op til 128 GB for dine film at boltre sig på.

Skulle dette ikke være nok, har HTC droppet Dropbox til fordel for Google Drive, hvori du foræres yderligere 50 GB skyplads. 

Det er ikke kun bagsiden der er prydet med kvalitetsmaterialer, da den 5” store skærm fortil er i særdeleshed også førsteklasse.

Med Full-HD (441 PPI), perfekt afstemte farver og fornøjelige betragtningsvinkler er HTC One M8 en udsøgt fornøjelse at læse det sidste nye eller betragte Ninja Turtles uddele prygl.

Når man til og med omgives af de skamroste Boomsound-højtaleres sprøde lyd, bidrager det blot til en mere overvældende oplevelse. HTC sidder altså stadig på lydtronen i telefonformat. Ligeså hjælper 2.5 V forstærkeren i høretelefonstikket dig, til en lydstærk oplevelse når tonerne skal holdes privat.

Altid frisk og produktiv

HTC har velsignet Dual SIM-versionen med samme imponerende mekanik som sin bror. Man finder nemlig Qualcomms Snapragon 801 processor som er fordelt på fire stærke kerner der leverer dig 2.3 GHz.

Det visuelle præsteres af Adreno 330 grafik i samarbejde med 2GB Ram, hvilket ikke matcher konkurrenternes valg af 3GB. Man skal dog ikke lade sig skuffe, for HTC One M8 er hurtig – meget hurtig.

Man oplever ingen form for hakken og stammen, tværtimod en hæsblæsende hurtig og smidig oplevelse ved brug. Fra morgen til aften strutter business-mobilen med overskud, så meget man vænner sig til ikke at være nødsaget til at lukke sine åbne programmer.

Når der skydes eller ræses i grafiktunge spil, oplever man heller ingen snublen, og i samspil med det 2600 mAh store batteri skal man ikke være bekymret for nedlukning.

Batteriet er som sine RAM på papiret ikke i højde med konkurrenternes, men følger sagtens med i praksis. De to antenner og SIM-kort tærer kun marginalt på strømmen, og man kan sagtens hente en halvandens dags brug hjem.

Skarp sjette sans

Den originale HTC One M8 har netop modtaget seneste Android-version, lydende på 4.4.4.  

Her må Dual SIM-brugere indtil videre se sig tilfreds med 4.4.2, men kan man undvære HTC Eye Experience lidt endnu, er det ikke større revolutioner den nye opdatering bringer.

HTC sørger nemlig godt for brugeroplevelsen vha. deres eget skin på Android samt nyhedslæseren Blinkfeed.

Man kan traditionen tro, tilpasse telefonen med adskillige widgets, hjemmeskærme og gennemgående farvetemaer. Der lænes tæt op ad Googles oprindelige ønskede designlinjer, så alt fremstår overskueligt, flot og minimalistisk.

Længst til venstre på din hjemmeskærm finder man Blinkfeed. Denne tjeneste sammenfletter alle sociale- og nyhedsmedier sammen på en lodret scrollende platform – flot og overskueligt.

Eftersom telefonen højst sandsynligt vil bruges af travle forretningsmænd, ville en addition af brugerprofiler have været oplagt for at holde de mange informationer adskilt.

Man måtte i HTC One M7 se sig tilfreds med 3G, hvor M8’eren har fået et kærkomment hastighedsløft i form af 4G.

Det primære SIM-kort tillader dig altså fuld hastighedsadgang og er derfor også HD Voice kapabelt. Det sekundære tillader derimod kun data og tale gennem 2G-netværket, hvilket på papir frarøver muligheden for krystalklar tale.

I praksis bemærker man dog ikke den svingende lydkvalitet, og HTC One gør et godt arbejde for at frasortere støj på begge ender af linjen.

Stadig Ultrapixels

Selvom HTC skænkede et 13 MP kamera i mini-versionen, har de altså bibeholdt de diskussionsskabende ultrapixels.

Man må altså nøjes med de magre men lysfølsomme 4 MP i HTC One M8 Dual SIM. HTC’s argument er at langt, langt størstedelen af vores telefonbilleder hverken bliver printet ud i plakatstørrelse, eller beskåret til ukendelighed. Dermed er det vigtigere at få kameraet til at yde godt i alle lysforhold – og så skal der færre pixels til.

Kameraet producerer nogle flotte og farvestærke billeder, men detajlegraden halter en smule efter konkurrenterne.

Dual SIM-versionen har dog stadig to kameraer bagtil, hvoraf det andet og mindre kamera indfanger 3D-data til billedet. Man kan derfor lege med billedets fokuspunkt efter billedet er taget.

Spørgsmålet er hvorvidt det ville være smart at spare det andet kamera væk eller at udskifte hele kamera-seancen til sædvanlige, da de ekstra detaljer deraf, ville være anvendeligt at have til eksempelvis konferencebilleder.

Frontkameraet tager yderst tilfredsstillende billeder med sine 5MP og ekstra vide vinkel.

Hvad der kan skabe undring er HTC’s fravalg af optisk billedestabilisering i M8 trods at forgængeren besad det.

Dette betyder at naturligt rystende hænder ikke afhjælpes på samme måde, og videodelen lider derfor nemmere af forstyrrelser i billedet. Der filmes med Full-HD og 30 fps.

Business-bygget

Siden der ikke fandtes førsteklassestelefoner der kunne administrere det private og erhvervsmæssige i et, valgte HTC at smede One M8 Dual SIM – og det har de gjort til UG.

Med sit anmelderroste og dragende aluminiumskabinet, passer skønheden til enhver jakkesætslomme. Man får både en portabel multimedieoplevelse der kan underholde på farten, lynhurtig betjening samt en maratonløber af et batteri der kun mærker sig marginal af de to antenner. Man skal derfor ikke frygte afhængigheden af den nærmeste stikkontakt.

Som med sidste generation er Dual SIM-versionen dyrere – i dette tilfælde med 800,- kroner og man skal derfor af med omtrent 5000,- kroner. Man befinder sig derfor i den dyre ende af skalaen, men skal man have samme oplevelse koster to telefoner hurtigt dette tilsammen. Heraf har man blot fornøjelsen af at holde det hele samlet.

HTC har trods sine økonomiske besværligheder, genleveret et flagskib med samme kapabiliteter – og blot adderet en ekstra antenne og SIM-skuffe. Stort cadeau til virksomheden for at huske denne niche-kategori.

HTC One M8 Dual SIM får derfor 6 ud af 6 stjerner.

Telefonen findes kun i farven ”Gunmetal grey”.

Fordele:

  • Eminent industriel design
  • Lang driftstid
  • Lynende hurtig
  • Poleret brugergrænseflade
  • Billedkvalitet i svagt lys
  • Fantastisk skærm og højtalere

Ulemper:

  • Billedkvalitet i dagslys
  • Ingen billedstabilisering
  • For stor til nogle hænder
  • Kun 2G på sekundært SIM