Huawei Mate 8: Stor telefon med lang standby-tid [BRUGERTEST]

Stor skærm, hurtig processor og lang standby tid. Det lyder som en succes, men er den store størrelse der følger med, et problem?

Huawei Mate 8: Stor telefon med lang standby-tid [BRUGERTEST]

Gæsteanmeldelse skrevet af Kim Vidkær Andersen, vinder af Mobilsiden.dks Huawei Mate 8 konkurrence.

Da jeg en fredag eftermiddag modtog pakken med min Huawei Mate 8, var det første der imponerede mig, hvor lækkert det hele var pakket ind.

Alt fra den ydre kasse med guldskrift, til de små æsker indeni med små logoer, der viser hvad de indeholder, er utrolig gennemført.

Det andet der imponerede mig, var hvor stor Mate 8 egentlig er. Og den er stor. Så stor at jeg et øjeblik overvejede om det overhovedet var muligt at have den med i lommen.

Læs også: Huawei Mate 8: Trofast gigantmobil [TEST]

Stor, men håndterbar

Jeg fik telefonen op af æsken og det første man oplever, er hvor overraskende let den er at håndtere i forhold til dens størrelse.

Den har en god balance og er nem at holde om pga. den buede bagside med de tynde kanter. Huawei har virkelig formået at bruge pladsen på forsiden af telefonen bedst muligt og der er ikke meget spildplads rundt om skærmen.

Designet med lækker unibody i aluminium er svær at slå og ikke så glat at holde på, som man kunne frygte. Jeg har endnu til gode, at være ved at tabe telefonen. Men skulle man alligevel mene den er for glat, følger der et cover i gennemsigtig plast med i pakken.

Bag på den flotte bagside sidder også kameraet og den, til dags dato, bedste fingeraftrykssensor jeg har prøvet. Den er lynhurtig og fejllæsninger har jeg ikke oplevet endnu. Det krævede lidt tilvænning at den sidder bagpå telefonen, men blev hurtigt ligeså naturligt, som at bruge andre fingeraftryks sensorer. Det er for mig blevet en vane at lægge fingeren på den, på vej op af lommen, så telefonen er låst op når jeg har den i øjenhøjde.

Se også: Huawei Mate 8 – Bomstærk hypermobil kommer til Danmark

Lyder næsten lige så godt, som den ser ud

I bunden af telefon sidder højtaleren og den er god. Den er ikke frontvendt, som moden foreskriver, men lyden er rigtig fin, uanset om det er YouTube videoer eller musik man lytter til. Feinschmeckere indenfor lyd, vil nok mene, den lader noget tilbage at ønske.

I toppen sidder jackstikket og her er lyden upåklagelig. Det medfølgende headset kan jeg ikke sige så meget om. Det passede simpelthen ikke til mine ører og faldt hele tiden ud. Holdt jeg dem på plads med fingrene, var lyden ikke dårlig, men bestemt heller ikke god. Smider man derimod sine favorit hørebøffer i, ændres det hele og de fleste typer musik lyder godt.

Og nu er det jo en telefon, så lyd under opkald er naturligvis vigtig. Jeg havde aldrig problemer med at høre dem jeg talte med og de kunne også fint høre mig. Var jeg ude i blæsevejr, klagede et par stykker over meget vindstøj. Noget jeg for eksempel aldrig har været plaget af på min tidligere Sony Z5 Compact.

Huawei Mate 8

Stor skærm, lav opløsning

Når du kommer fra en skærm på 4,7” virker 6” meget stor. Men i løbet af de små 2 uger jeg har haft telefonen, er jeg blevet afsindig glad for den.

Instagram billeder er blevet en fornøjelse at kigge på telefonen, at skrive mails på farten, er lettere end nogensinde og tabletten bliver oftere liggende på hylden, når der skal kigges YouTube videoer. Betragtningsvinklerne er gode og lysføleren finder hurtigt et passende niveau for skærmlyset.

Opløsningen på skærmen lever ikke op til konkurrenterne, men det gør for mit vedkommende ikke noget. Ikoner er tilpas store og tekst er letlæselig. Hvad til gengæld irriterer mit øje, er at sort sjældent er særlig sort.

Læs også: Huawei P9 : Kameraet gør forskellen [TEST]

Kongen af batteritid

Stor skærm og hurtig processor spiller sjældent godt sammen med god batteritid. Men det har Huawei lavet om på med et 4000 mAh batteri.

Jeg har endnu til gode, at løbe tør for strøm og det er ikke fordi jeg har skånet telefonen på nogen måde. Den har fået på alle cylindre med GPS i bilen, spil som Asphalt 8 og Real Racing 3 i pausen, YouTube under madlavningen, musik på cykelturen og masser af surf og mails i løbet af dagen. Og jeg har endnu ikke været under 40% ved sengetid.

Og skulle uheldet være ude og du glemmer at lade op i løbet af natten, smider du bare telefonen i den medfølgende hurtiglader en halv time, så kan du klare endnu en dag.

Længste tid uden opladning jeg har oplevet, var 2 døgn. Og så er der stadig Huaweis batterispare funktioner tilbage, at gøre brug af.

Huawei Mate 8

Huaweis svar på Android

Emotion UI kan være lidt af udfordring, til at starte med og man fristes til at lægge Google Now launcher på, fra dag et. Men da dette jo skulle være en test, holdt jeg mig i skindet og gik Huawei vejen.

Man bliver fra starten taget i hånden og hjulpet godt igennem opsætningen af telefonen. Er man bekendt med Android i forvejen, virker det hele meget ligetil, på trods af nogle lidt sjove oversættelser af og til.

Den manglende app-drawer, kom jeg aldrig rigtigt til at mangle. Man finder hurtigt ud af at lave mapper til forskellige app´s og så er det ikke meget anderledes at finde rundt i, end en hvilken som helst anden Android telefon.

Telefonen er til tider lidt for ivrig med at advare om app´s der bruger for meget strøm. Det giver god mening i forhold til den gode batteritid, men kan være forstyrrende i hverdagen. Dette kan heldigvis slås fra.

Hvad der til gengæld er helt ubrugeligt, er Huawei Swype-tastatur. Det blev skiftet ud med Swiftkey tastaturet i løbet af få timer.

Alt i alt synes jeg, efter man har vænnet sig til det anderledes udseende, at Emotion UI virker flydende og overskueligt. Man kunne have frygtet et tungt og klodset UI, med alle de ændringer Huawei har lavet.

Foto taget med Huawei Mate 8

Kamera med mangler

Kameradelen har altid været lidt af en dealbreaker for mig. Kameraet i vores telefoner er efterhånden det eneste vi har og det skal bare virke. Og her indfrier Mate 8 næsten alle mine ønsker. Det tager gode og detaljerede billeder. Også selvom det går hen og bliver lidt mørkt.

Kamera app´en er hurtig og let at bruge i auto-mode. Benytter man professionel-mode, kan der virkelig nørdes igennem med manuelle indstillinger. Frontkameraet er også godkendt og tager fint de obligatoriske billeder sammen med hund og barn.

Videodelen virker for så vidt også godt, men er slet ikke i samme liga som billederne. Der mangler detaljer og det ser lidt udvasket ud. Og hvor er 4K optagelserne? Det undrer mig at en så kraftig processor ikke formår at optage i 4K.

Fantastisk telefon, men ikke for alle

Huawei Mate 8 er en utrolig lækker telefon. Flot konstrueret i lækre materialer og en følelse af kvalitet. Det hjemmebryggede Kirin chipset æder alt hvad man smider efter det, uden betænkningstid og kameraet tager flotte billeder. Alt virker bare. Selv Emotion UI bliver en fornøjelse, efter lidt tilvænning.

Så ja, jeg er blevet rigtig glad for min phablet, meeen.. For der er et men. Phablet størrelsen er ikke for alle.

Se også: Huawei P9 får interessant lillebror til skarp pris

Har man ikke så store hænder er en hånds betjening besværlig. På trods af et godt design, er det en stor telefon at have med i lommen på løbeturen, på arbejde osv.

Jeg har i testperioden, brugt den som jeg ville alle andre telefoner. Så den har været med til koncert, ude og køre mountainbike, ordne have og hoppe i trampolin med sønnen. Det hele kan lade sig gøre, men en mindre størrelse havde lettet det en del.

Jeg ville, uden at blinke, anbefale Mate 8 til andre der leder efter telefon i phablet-segmentet. Du får rigtig meget telefon for pengene. For mit vedkommende er den bare lige et nummer for stor. Men kunne sagtens se en Huawei telefon i min fremtid. Måske en Huawei P9.

Jeg giver Huawei Mate 8 5½ stjerner ud af 6.

Læs også mobilsiden.dks test: Huawei Mate 8 – Trofast gigantmobil [TEST]

Opfølgning af sagen

Få den kronologiske fortsættelse i sagen og anvisning til hvor du finder seneste nyt om emnet. mobilsiden fastholdt sit fokus på emnet. 3/5/2016 blev bolden spillet videre med historien; Streaming-app’en SoundCloud Go får europæisk debut – Den videre historie om temaet finder du her. Se de seneste nyheder om emnet her.