iRobot Roomba skaber ro på hjemmefronten (produkttest)

TEST: Støvsuger-robotten iRobot Roomba 581 er så effektiv, at den evindelige slåskamp om, hvem der skal støvsuge, helt er aflyst hjemme hos os.

iRobot Roomba skaber ro på hjemmefronten (produkttest)

Støvsugere er ikke et primært indsatsområde for Mobilsiden.dk, andet end vi naturligvis kan argumentere for, at der er tale om “en mobil enhed”. Og BING, så passer den ind i konceptet. Okay lidt søgt måske.

Tidligere anmeldte vi Samsungs bud på en støvsuger-robot, og nogle læsere opfordrede os til at se nærmere på iRobot.

Design-mæssigt ligner iRobot en klassisk robot af denne type – dog er iRobot Romba 581 lidt lavere end Samsungs, hvilket er en klar fordel, da den kan komme ind under flere møbler i stuen.

iRobot har kun én fang-børste, men det udgør ikke et problem i forbindelse med rengøringen.

Stor mænge tilbehør medfølger

Når robotten pakkes ud kommer en række overraskelser frem. Udover en godt skrevet dansk manual, er der også nye børster, ruller m.v. Man skal altså ikke ud at købe tilbehør, når den trænger til f.eks. en ny børste.

Pakken indeholder også tre “fyrtårne”. Disse anvendes, når der er et område i hjemmet man vil forhindre støvsugeren at besøge. Et fyrtårn kan også bruges, når man gerne vil vise robotten, hvor et nyt rum starter.

I den mere muntre afdeling er en fjernbetjening, så iRobot kan styres fra sofaen.

Det er et kæmpe plus, at salgspakken ikke blot indeholder selve produktet – særligt når man tænker på, at der er tale om et forholdsvist dyrt indkøb.

Alle Roombas dele er i øvrigt farvekodet, så det er let at skille ad og samlet igen, uden man er i tvivl om, hvor det var ruller og børster sad.

Hvordan gør den rent?

Siden vi fik iRobot Roomba 581 ind i hjemmet, har vi faktisk ikke haft fat i den gamle støvsuger, andet end i forbindelse med støvsugning af møbler.

Jeg tror ikke, der nogensinde er blevet støvsuget SÅ meget, som tilfældet er nu. Og det interessante er, at det er blevet lettere at få børnene inddraget. De synes støvsugeren sjov, og så længe de selv må starte den, er der slet intet bøvl med at rydde op på værelset.

Jeg synes rengøringskvaliteten er rigtig god og den kommer godt ind i kanterne, men det er klart, at den ikke selv flytter blomster eller møbler. Derfor skal man forvente, en gang i mellem at tage krogene med den gamle manuelle støvsuger.

En robotstøvsuger skal køre oftere end den manuelle, for at opnå samme renhed. Men det er bestemt heller ikke et problem – den kører jo selv. Roomba 581 kan også programmeres til at køre på bestemte tidspunkter, f.eks. når man ikke er hjemme.

Roombaen har også en “dirt detect”. Det vil sige, kører den over et område, der er mere snavset end andre, så kører den en ekstra gang over dette område. Det virker egentlig meget godt.

Kommer let rundt

Hjulene og opbygningen af modellens underside gør, at den let kommer rundt i hjemmet. Selv forhindringer som tæppekanter og lave dørtrin forceres uden problemer.

Hvis du har en bolig uden dørtrin er dette i sagens natur det mest optimale.

I vores hjem har jeg dog konstateret, at den kan have svært ved at finde ud i køkkenet, til trods for, at det ligger i forbindelse med stuen. Lidt roden rundt med fyrtårne har dog næsten fået Roomba til at komme over det hele.

iRobot har humor

Da jeg første gange startede iRobot fra dens dock / ladestation kunne jeg ikke lade være med at smile. Når den kører ud af docken bipper den lige som en lastbil, der bakker – det er da en sjov gimmik.

Hvis den kører fast eller har brug for hjælp afspilles en lille melodi, hvorefter den f.eks. siger “Fejl: Flyt Roomba til en ny lokation” – naturligvis på dansk. Roomba taler også til dig, når den hænger fast i ledninger eller trænger til rensning. Ja, den er faktisk utroligt brugervenlig.

Så mangler vi bare, at den fik forlygter, for at være ekstra sjov.

Jeg støvsuger ikke mere!

Efter introduktionen af iRobot har jeg stort set droppet at støvsuge på den gammeldags måde. I dagligdagen håndterer robotten denne form for rengøring uden problemer.

iRobot Roomba 581 er nu en del af familien og derfor er det også helt naturligt, at give den topkarakteren seks ud af seks stjerner.

…og så en tak til en moderne tidsalder 😉

Den vejl. pris er 4.999 kroner men vi har set den på nettet til omkring 3.400 kroner.