JBL E45BT – lidt for skrabet [TEST]

JBL E45BT er et prisvenligt trådløst headset, hvor der desværre er sparet for meget visse steder.

JBL E45BT – lidt for skrabet [TEST]

Mobilverdenen begynder så småt at skrotte det aldrende kablede headset, og hos lydproducenterne er derfor travlt med at introducere løsninger i alle tænkelige prislag.

Hos JBL er et af svarene den prisvenlige E45BT, som ikke vil afskrække nogen med sit rimelige prisskilt men alligevel vil byde på en fuld trådløs pakke med fine detaljer såsom sleavede kabler og tekstilfinish.

Er den mon et hit til prisen?

Se også:  Klipsch Groove højtaler – Både stærk og skrabet [TEST]

JBL E45BT kommer i fire farver

JBL E45BT specifikationer

Type: halv-åben, on-ear
Mål: 15,5 x 6,5 x 18,5 cm
Vægt: 186 gram
Ydelse: 40mm driver, 20-20.000 Hz respons
Batteri: 610 mAh, 16 timer, 2 timers micro-USB opladning
Kabellængde: 120cm
Bluetooth: 4.0, A2DP v2
Øvrigt: Foldbart design
Farver: sort, rød, hvid eller blå
Pris: Fra omkring 700 kroner

JBL E45BT
Udover den fine tekstilbeklædte bøjle føles JBL E45BT billig. Foto: Mobilsiden.dk

Føles billigt

JBL satser på det friske og tilgængelige med E-serien, hvilket ses i et design, der forener friske primære farver med et par fine detaljer: en bøjle i tekstil med matchende sleavet jack-kabel.

Det gode indtryk stopper dog her, for nærstuderer du selve ørekopperne virker tingene lige lovligt skrabede. Man er ikke i tvivl om at JBL har førsøgt at spare, når man rører plasten der både lyder hult og knirker lystigt.

Det gavner heller ikke helhedindtrykket, at det hele både flekser en del og at det rasler når man giver headsettet rystetur. Hængslerne er også i den samme tarvelige plast – jeg tvivler på, at det vil holde på den længere bane.

Det medfølgende sleavede kabel er heller ikke nogen succes. Det ser pænt ud, men når kablet kurer mod eksempelvis ens jakke, forstærkes lyden, hvilket slutter som støj i ørekopperne. Du er altså bedst tjent med bare at bruge E45BT trådløst.

Se også:  Sony XB950BT – en billig basbombe [TEST]

JBL E45BT
JBL E45BT byder på billigt, knirkende plast. Foto: Mobilsiden.dk

Vellykket betjening

JBL E45BT føles altså lidt billig, og det indtryk fortsætter når headsettet tages på.
Det er et on-ear design, som klemmer om hovedet, hvilket hurtigt bliver varmt på grund af puder i plastisk simili-læder. Efter en 20-30 minutter vil man gerne have headsettet af igen.

Selve betjeningen er derimod vellykket. Der er fem knapper i alt – en til hver funktion og de er spredt således, at man aldrig er tvivl om hvad der skal ske. Eneste knapper med dobbeltfunktion er volumenknapperne, der ved et langt tryk kan spole frem eller tilbage i stedet for op eller ned.

At slutte JBL E45BT til ens mobil er også en formssag. Tryk på den dedikerede Bluetooth-knap og find derefter enheden inde under dine indstillinger. Når pardansen er afviklet holder de to enheder sig forbundne – selv hvis du skulle overskride de lovede 10 meters rækkevidde.

Forbindelsen foregår igennem den nyere Bluetooth 4.0 standard, men lossless AptX medfølger desværre ikke.

Læs også:  Sennheiser OCX 686 – klar til start [TEST]

JBL E45BT
Foto: Mobilsiden.dk

Rimelig lydkvalitet

JBL har med årene etableret sig et ry som et selskab der kan det med vellyd til rimelige penge. I dette headset savner jeg dog noget af dette JBL-DNA.

Lyden er generelt rimelig, men især bassen skuffer med en tendens til at få stortrommer til at lyde som blaffrende stykker pap.

Mellemtonerne og diskanterne gør sig langt mere umage i E45BT. Sangstemmer går klart igennem, mens diskanten er nogenlunde detaljerede.

Alt i alt lyder de rimeligt, men man kan altså finde væsentligt bedre i samme prisleje.

Bruger du headsetfunktionerne til opkald, er JBL E45BT også kun knapt bestået. Det vil fungere, men begge samtalepartnere lyder noget forvrængede, når de har været en tur igennem JBL E45BT’s mikrofoner.

Alt i alt er E45BT ikke nogen musikalsk stjerne, men den vinder igen med et relativt stort batteri der leverer en glimrende driftstid på over et dusin timer. Selve opladningen tager kun et par timer via et medfølgende micro-USB stik.

Læs også:  BeoPlay H8 – Design og styrke med svagheder [TEST]

JBL E45BT
JBL E45BT skuffer på helhedsindtrykket. Foto: Mobilsiden.dk

Bare for skrabet

JBL’s prisvenlige E45BT headset havde ingen ambitioner om at konkurrere med noble Hi-FI headsets som Sonys eller Sennheisers allerfineste og dyreste.

Men med en listepris på små 800 kroner kan man godt forlange, at oplevelsen løfter sig over det budgetprægede. Det gør den desværre ikke.

E45BT ender derfor med at skuffe, de virker som de skal og lyder fint nok – men den sløje plast gør, at aldrig bliver rigtig glad for dem.

Det bliver derfor til 4 ud af 6 stjerner.

Læs også:  Plantronics BackBeat FIT – Skræddersyet til løbeturen [TEST]

Fordele:

  • God driftstid
  • Pænt udseende
  • Rimelig lydkvalitet

Ulemper:

  • Billig konstruktion
  • Meget kabelstøj
  • Middelmådigt headset

 

 

Emnet er ikke færdigdebatteret

Siden vi bragte denne nyhed er der kommer nyt i sagen. mobilsiden fulgte op på sagen. 18/1/2017 puplicerede vi en ny vinkel om temaet med en artikel om Sony MDR-1000X – Stillekupé til audiofile [TEST] – Læs den her. De seneste nyhedsartikler om temaet “Headset” finder du her..