LG G Pad anmeldelse: Et gedigent godt køb.

LG lægger med G Pad op til et stærkt comeback på tabletscenen

LG G Pad anmeldelse: Et gedigent godt køb.

LG buldrer frem for tiden med teknologiske perler som LG G2 og G Flex, men lever samtidig en skyggetilværelse på tabletfronten. Husker man halvandet år tilbage, og har man ellers fulgt godt med, vil man huske LG’s første forsøg i tabletgenren: ’LG Optimus Pad’. Erindrer du den ikke er du tilgivet, den nåede aldrig at blive nogen anmelder-darling.

Men nu er LG tilbage med en to komma nuller.

Siden dengang har Android-tablets gjort deres svære indtog i det Apple dominerede felt, hvor de mest succesfulde landvindinger indtil videre, har hvilet hos enten sponsorerede tablets fra Google (Nexus) og Amazon (Kindle), eller Samsungs tegne(bogs)venlige tablets.

For LG’s nye Pad G er udfordringen altså kolossal. Teknologikløften mellem hedengangne Optimus Pad og konkurrencen skal indhentes, og der skal samtidigt findes en niche i det aggressive marked. Hvor Google og Amazon kan læne sig op af deres medie- og app-forretning for at generere overskud, er LG, ligesom Samsung, afhængige af at leve på pris og kvalitet alene. Held og lykke.

LG G Pad er meget nær den perfekte størrelse til en tablet.

Den perfekte størrelse?

Allerede ved første greb virker LG G Pad som et godt kompromis. Skærmstørrelsen på 8,3 tommer befinder sig halvvejs mellem de 7 og 10 tommer som udgør yderpunkterne i tablet verdenen – LG er vist kun et mulehår fra den gyldne middelvej her.

En fiks detalje er selve rammen omkring skærmen. Slanke 8 millimeter er den, og G Pad smyger sig dermed ned i lommevenlige mål på 217x126x8,3 mm. Man kan, i ramme alvor, have tabletten med sig i inderlommen på blazeren. Det smalle format og den lave vægt på 338 gram gør, at man trygt kan bladre sig igennem bibeltykke e-krimier, uden at risikere overbelastningsskader i arm og håndled.

Power og volumen knapperne er det eneste, der ikke har den rette kvalitetsfornemmelse.

Nord for skærmen finder man en lille låge der gemmer på en Micro-SD kortlæser samt en infrarød sender til at styre TV og anlæg. Power knappen og volumenknapperne på siden er lidt bløde og ubeslutsomme, men står ikke i vejen og er nemme at ramme.

Konstruktionen kombinerer plastelementer for oven og neden, mens en aluminiumsbagside spreder et drys adelighed over designet. Alt i alt fremstår G Pad som en stillig, men robust og anvendelig herre, der også kan holde til knubs uden at kny.

Man skal helt tæt på for at øjne pixels på denne flotte kontrastrige skærm.

Gavmild skærm og rigelig mislyd.

Skærmen er med sine 273 PPI ikke nær så skarp som de 324 PPI man finder hos Nexus 7 og retina iPad mini. Men 273 PPI betyder stadigt full HD (faktisk 1920×1200) og langt hen af vejen er skærmen da også rigelig skarp. LG er desuden rundhåndede med kontrasten og farverne så film, magasiner og fotos forkæler nethinden.

Lydkvaliteten byder derimod på blandede bolsjer. På den ene side, nederst på bagsiden faktisk, finder man velplacerede stereo-højttalere der ikke er bange for at skrue op til 11, men på den anden side er lyden tynd, tør og mangler bass.

Middelmådige højttalere, men den lille låge gemmer på en Micro-SD kortlæser.

Livlig og vågen – det meste af dagen

Kompromiserne fortsætter på ydelsesfronten. Her finder man fire villige Snapdragon 600 CPU-kerner på 1,7 gigahertz som gør det godt – men bare ikke ligeså godt som dagens topmodel Snapdragon 800 på 2,3 GHz. Samme historie gør sig gældende på grafikfronten hvor Adreno 320 chippen halter efter Snapdragon 800s Adreno 330.

At der findes bedre og dyrere indmad derude betyder dog ikke at G Pad er et sløvt bekendtskab. Tværtimod. Der er hverken host eller harken i daglig brug, på nær i meget få scener i nogle tunge spil. De samme tunge spil behøver da også halvanden gange længere tid for at starte, end hos dyrere konkurrenter som retina iPad mini.

Batteriet er af den 4600 mAh store slags, tilstrækkeligt, men langt fra det 6300 mAh store batteri man finder hos retina minien og batteriet holder da heller ikke nær så længe: efter 5-6 timers intensivt brug er man henvist til nærmeste ladestation. Skrues lysstyrken ned, og nøjes man med afslappet sofasurfing, kan man klemme en hel dags læsning ud af G Pad.

LG er vist ikke fan af minimalisme. Og de to ens indstillings-ikoner med hver deres funktion forvirrer.

Unødigt kompleks

Indtil videre har G Pad været et snusfornuftigt bekendtskab og LG har leveret et veldrejet stykke elektronik uden større mén. Det indtryk forsvinder når man giver sig i kast med LG’s version af Android 4.2.

Update: LG G Pad 8.3 – Android 4.4.2 Kitkat opdatering er klar

Ret beset er det den samme interface som man finder på LG’s nuværende topmodel i mobilverdenen, LG G2 – og det er både godt og skidt. Det giver mening, at en topmobil, henvendt til entusiasterne, giver fuld kontrol over alle telefonens aspekter. Men det er mindre oplagt, i en prisvenlig tablet som formodes at være henvendt til det bredere marked.

Ved første opstart, får man ikke lov til bare hurtigt at gå i gang med tabletten, først skal betjeningsknapperne farve og layout vælges. Kærkomment hos den teknofile, men et fordyrende mellemled for moster Oda og andre nybegyndere i Android verdenen.

Samme filosofi genfindes i notifikationerne og indstillingerne hvor et utal af features og konfigurations muligheder råber efter opmærksomhed. Der eksisterer en hårfin grænse mellem anvendelige features og overflødige, og til tider irriterende, gimmicks – LG hælder mest mod det sidste.

Eksempelvis har LG skrottet multitasking-knappen for i stedet at indføre en 3-fingers gestikulation. Man skubber op til 3 åbne applikationer til siden, hvorfra man kan trække dem tilbage igen. Det fungerer hverken bedre eller mere intuitivt end på andre Android enheder og LG går vist enegang her bare for at være anderledes.

Heldigvis er brugertilpasningen jo i højsædet og funktionaliteter kan slås til og fra efter behov. Nogle features er endda kærkomne: KnockON, et dobbelt prik til at åbne og slukke enheden er genial i al sin simpelhed og Q-slide, som åbner udvalgte programmer oveni en anden applikation og giver en anden måde at multitaske på.

Kameraerne på G Pad er middelmådige men kvikke i brug.

Mere til video end billeder.

Tablets har aldrig været berømte for deres billedkvalitet – oftest er man bedre tjent med mobilkameraet. G Pad er ikke nogen undtagelse. Fem megapixels, f/2.6 optik og 1/4″ sensor er i den billige ende og billederne er derefter.

Frontkameraet på 1,2 megapixels fungerer også, men er langt fra samme kvalitet man finder hos iPad mini 2. Videokvaliteten på kameraet rammer til gengæld 1080p, 30 billeder/sekund og 17 mbps og er en del bedre end hvad kameradelen byder på.

LG’s nye tablet kan sagtens bide skeer med retina iPad mini og Nexus 7.

G Pad – et gedigent godt tilbud

Hidtil har anbefalingerne blandt Androidtabletterne været ensidige: Nexus eller Galaxy Note-serien. Med G Pad har LG bevist at de ikke bare vil levere en medløber-tablet, for at tilrane sig nogle krummer fra tabletmarkedet. LG G Pad er et rigtigt godt produkt.

Der er skåret nogle hjørner for at ramme det lave prisleje, men det væsentligste, ydelsen, skærmen og byggekvaliteten er til stede.
Hertil kommer min personlige vurdering, at 8 tommer er noget nær den perfekte størrelse for en tablet. Stor nok til at video og spil kommer til live – og samtidig lille og let nok til myosefri betjening.

Der er nogle forbehold, software og styresystem findes i nyere og mere brugervenlig udgave hos både Nexus 7 og iPad mini, og så er der ingen 3G eller 4G. LG giver til gengæld gavmildt igen med den anden hånd, med den flotte skærm, infrarød sender og Micro-SD udvidelsesmuligheder.

Med en dagspris på 1900,- kroner for 16GB, er LG G Pad et fund til prisen – forudsat at man er villig til at bruge lidt tid på at tilpasse det krukkede software.

LG G Pad får derfor 5 ud af 6 stjerner.

Fordele:
+ Velbygget med alu-bagside
+ Glimrende skærm og skærmstørrelse
+ Letvægter
+ Lav pris

Ulemper:
– Krukket software og ældre Android version
– Middelmådige kameraer og højttalere
– Ingen 3G eller 4G

Opfølgning:

Emnet taget i betragtning, gik det hurtigt med fortsættelsen. mobilsiden gik videre med historien. 28/12/2013 kørte vi en artikel omkring temaet Tim Cook teaser for store planer i 2014Klik her for den påfølgende artikel.. Få også seneste nyt om emnet her.