LG G2 Mini – Handy forældretelefon [TEST]

Lillebroderen til LGs succes LG G2 fra sidste år sparer på kræfterne for at holde prisen nede, men udnytter sine muligheder godt

LG G2 Mini – Handy forældretelefon [TEST]

Der er to tendenser når det kommer til mini-bølgen, og det er, at der kommer flere af dem, og de bliver større og større. LG G2 Mini er det seneste skud på stammen af flagskibsmodeller, der har fået en nedskalering i størrelse og pris for at ramme et bredere publikum. LG G2 Mini har elementer, den kan sælge sig selv på, men bag dem gemmer der sig også nogle mangler.

Når man vælger at gå ned i kadence, som LG gør her, så må man vælge nogle punkter, hvor der ikke er skruet helt op for festfyrværkeriet, og om man vil mærke det, kommer meget an på hvem man er.

G2 Mini gør nogle ting godt, nogle ting anderledes og på nogle punkter halter den, så selvom din nabo kan være rigtig glad for den, kan du selv godt synes, at den bestemt ikke er noget for dig. Apps, baggrunde, ringetoner og så videre kan gøre en telefon personlig, selvom man har den samme som sidemanden, og man kan komme langt med software, men LG G2 Mini har nogle egenskaber, som gør, at man skal kigge lidt ekstra indad, inden man køber den. Nogle vil elske dem, andre vil ikke.

Specifikationer LG G2 mini

Mål: 129,6 x 66,0 x 9,8mm, 121 gram

Ydelse: 1,2 GHz Qualcomm Snapdragon 400 Quad-Core, 1GB RAM
Skærm: 4,7-tommer qHD IPS (960 x 540), 234 PPI
Hukommelse: 8GB, microSD-kort op til 32GB
Kamera: 8.0MP / frontkamera 1.3MP
Batteri: 2 440mAh (aftageligt)
Operativsystem: Android 4.4 KitKat
Netværk: 4G LTE Cat. 4, HSPA+ 21Mbps
Tilslutninger: Bluetooth 4.0, WiFi (802.11 b/g/n), A-GPS, NFC
Øvrigt: infrarød blaster, fås i sort eller hvid

Smagssagerne

Lad os springe direkte ud i de ting, der kan komme til at dele vandene. Skærmen på LG G2 Mini er 4,7”, og selvom LG er gode til at holde rammerne om skærmen meget små, så er det en størrelse, som mange ikke vil kalde en ’mini’. Personligt synes jeg dog, at det er en fin størrelse, hvis man ikke har så store hænder.

Bagsiden af LG G2 Mini er ikke glat, som den er på de fleste telefoner. Som jeg viste i unboxing-videoen af telefonen, så er det en nubret overflade, som giver et rigtig godt greb om telefonen. Jeg synes, det er et godt valg af LG, men der vil være nogen, der ikke er vilde med følelsen. Det samme gør sig gældende om knapperne på LG G2 Mini, som ligesom sin storebror har dem siddende bagpå, hvilket jeg synes fungerer virkelig godt.

Læs også: G Watch med quad-core processor

Lagerpladsen på LG G2 Mini er også begrænset. Telefonen kommer med 8GB indbygget lagerplads, og det er for de fleste ikke alverden. Er man vild med at tage billeder og videoer af børn/børnebørn, så vil man komme i vanskeligheder, hvis man ikke udnytter de ekstra 32GB, der kan udvides med ved microSD. Eksempler på billeder taget med LG G2 Minis 8MP kamera kan ses under videoprøven, og de er af en ganske fin kvalitet.

LG G2 Mini sample

Ikke de unges bedste ven

Jeg ved godt, overskriften kan have fået nogle til at tænke “hvad søren mener han dog med det?”, og lad mig endelig forklare mig. Overskriften er nemlig lavet ud fra den observation, at unge mennesker spiller flere spil og generelt har gang i mere på deres telefon, end deres forældre har. Det er lige netop her, nedskaleringen kommer i spil.

LG G2 Mini har godt nok en quad-core processor, men den er kun på 1,2GHz, og sammen med den 1GB RAM, er der ikke den helt store power at rykke rundt med for telefonen. Min test for ydeevne indeholder blandt andet spillet Real Racing 3, som er et 3D racerspil, og jeg havde ikke spillet mere end et kvarters tid, før telefonen skruede ned for lysstyrken og slukkede for Play Musik for ikke at overophede.

Læs også: LG G3: Det store billedgalleri 

I og med at skærmen er så stor, så opvejer ‘mini’-delen af G2 ikke for, at opløsningen ikke er særlig høj. 960×540 er ikke mange pixels, især ikke taget i betragtning, at LG netop har lanceret LG G3, som har en QHD skærm, så LG ved godt, at pixels kan betyde noget (Hør Niels fortælle om denne skærm i HOTSPOT 23 her). De enkelte pixels er til at se, og er man vant til en større opløsning, så vil det irritere.

I menuerne og frem og tilbage på startskærmene kører LG G2 Mini aldeles problemfrit og flydende, ligesom Facebook og Google Chrome opfører sig som de skal, og derfor har jeg kaldt den en forældretelefon. Teenagerne med deres Minecraft og jeg skal komme efter dig vil nok ikke synes, at det er en tilfredsstillende oplevelse, men det vil min mor, der af og til tjekker rejseplanen (fra hendes browser, ikke appen, den har hun ikke opdaget), da hun ikke har brug for den gigantiske motor, der findes i andre telefoner.

LG gør det godt

I unboxingen af LG G2 Mini var telefonen utroligt let, og batteriet var da heller ikke i, men selv med batteriet er det en letvægter i hånden. LG har formået at skære rigtig mange gram af, og det betyder, at G2 Mini er ekstra handy, hvis man for eksempel skal ud og løbe en tur. Det er ikke en mursten, der slasker rundt i lommen eller hænger på armen.

Et punkt hvor LG har udmærket sig er standbyforbruget. Det er minimalt, hvor meget strøm LG G2 Mini bruger, når skærmen er slukket, og efter at have behersket mit brug af telefonen til lidt sms’er, navigation, facebook og en smule mere, har LG G2 Mini holdt knapt to døgn, hvilket er ganske godt. Under brug tager telefonen for sig af batteriet, ligesom langt de fleste andre smartphones, men til den knapt så krævende bruger, vil man uden de store problemer kunne nå op på to dages brug af LG G2 Mini.

Læs også: LG G3 Mini: specifikationer afsløret 

Knock Code er efter min mening en rigtig smart ting. Det er en smart og simpel funktion, som gør, at det ikke er nødvendigt at vække telefonen for så at taste pinkode eller på anden vis låse telefonen op, det sker i samme moment. Derudover er jeg også blevet glad for knapperne bag på. Det er igen en smagssag, men når man har vænnet sig til, de sidder der, vil jeg vove at påstå, at man vil finde dem ganske godt placeret, omend lidt utraditionelt.

Handy til den rigtige bruger

Man skal være bevidst om, at det er en nedskaleret model af et flagskib, man køber, når man investerer knapt 1900 kroner i LG G2 Mini. Er man det, vil man dog også blive tilfreds med telefonen, da den gør det, den skal, så længe man ikke presser den alt for meget.

LG G2 Mini er ikke rettet mod de unge mobilspillere eller high end-brugerne, så derfor er LG G2 Mini et godt valg, især for pengene, og det er med til at skubbe karakteren opad.

Det betyder mobilsidens karakterer.

LG G2 Mini ender med en karakter på 5 ud af 6 stjerner.

Find den bedste pris på LG G2 mini her.

Fordele:

  • Let
  • God batteritid
  • Fine billeder
  • God værdi for pengene

Ulemper:

  • Få hestekræfter
  • Knap indbygget lagerplads