LG Nexus 5 anmeldelse: Den venligste Android [MOBILTEST]

Seneste medlem i Nexus-familien er gedigen kvalitet bag et stille men stilsikkert ydre.

LG Nexus 5 anmeldelse: Den venligste Android [MOBILTEST]

Nexus for dummies

Hver gang man anmelder en Nexus er det værd at give et crash-kursus i Nexus historie. Google har oprindeligt ment Nexus som en smartphone henvendt til softwareudviklere. Bevæbnet med den kunne de prøve, afprøve deres nyeste software på den nyeste udgave af styresystemet Android.

Google har med den sidste Nexus 4 udvidet konceptet til også at være en kile til at dirke det amerikanske marked op. Telegiganterne regerer derovre med hundedyre abonnementer på 2 år, men misvisende billige mobiltelefoner. Nexus 4 skulle være billig at anskaffe, men også billig at abonnere på. Og eftersom Google også tjener på deres tjenester, reklamer og produkter i Play Store kunne Google sælge Nexus 4 til en forholdsvis rekordlav pris.

I år er Nexus gået i en tredje retning, prisen er sat lidt op, men telefonen er nu ude på at bide skeer med topmodellerne fra Samsung, Apple, HTC og LG.

Hvor Google tidligere har udviklet Nexus i samarbejde med en mobilproducent og resultatet har ligget nær samarbejdspartnerens topmodel, er Google nu gået egne veje i deres industrielle design. Hvor Nexus tidligere har været en afart af koryfæerne som LG Optimus G, Samsung Galaxy S-serien og HTC Desire, er nyeste design helt sin egen: minder den om noget, minder den mest om Googles egen tablet: Nexus 7. Selvom Nexus 5 formelt er baseret på samme platform som LG G2, er det nærmest ikke til at øjne.

Tyndere end LG G2 – og en smule mindre.

Nexus 5 – ikke nogen snob

Ved første håndgreb er Nexus 5 en helstøbt sag på lette 130 gram. En stor telefon – men blandt 5-tomme krabaterne på markedet, er den, det mest håndterlige. Selvom målene siger 138x69x8.6mm får de skrånede kanter og den buede bag telefonen til at virke tyndere end den egentlig er.

Tager man turen rundt møder man to typer plast: et gummiagtigt bagcover som sikrer et fast greb. Rundt om finder man en meget fast, nærmest metallisk plasttype som smyger sig en kvart millimeter omkring den store, skarpe Full HD-skærm, hvilket giver et minimal værn mod de uundgåelige stød.

Skærmen på Nexus 5 er den behageligste til dato, med 445 PPI er den knivskarp, og kombineret med dæmpede pastel farver er det kræs for hornhinden. Betragtningsvinklerne er gode, farverne er mindre mættede end dem man møder hos f.eks. storebror LG G2. men set i forhold til en kalibreret skærm, ser man at her er mere korrekte farver.

I bunden finder man en enlig højttaler, ensom og lidt skinger – her vil Hi-fi Klubben nok rynke på næsen (og ørerne). Undgår man at lukke lyden af med håndfladen fungerer den dog som den skal.

Alt i alt fremstår Nexus 5 aldrig nogensinde rigtig adelig. Her er ingen bling, ingen imponator-effekt, men ligesom med et par kameluldssutter er det hele altså behageligt og ligger godt (om tæerne) i hånden.

To filosofier mødes: Neutrale eller mættede farver?

Yder fantastisk men snubler i 4G-bølgerne

Under motorhjelmen finder man fire velvoksne såkaldte Snapdragon 800 cylindre, boret ud til 2,3 Gigahertz, og det kan mærkes. Samtidig er Android 4.4 KitKat optimeret, til at rulle gnidningsfrit, også på enheder med mindre power i maskinrummet. Det betyder fart over feltet.

Der er ingen tøven, hakken, stammen eller tvivl at spore i kræet. Selv under heftig multitasking såsom skift fra racerspillet Asphalt 8, til YouTube, til åbning af en ny browser og en stor PDF-fil, logrer Nexus villigt med halen og springer til næste udfordring. God hund.

4G-modemmet har dog givet nogle kvaler, hvor antennen ikke altid hægter sig fast på de hurtige frekvenser. Nedgraderer man til 3G er problemet løst. Her klarer fætter LG G2 sig noget bedre, men Telia har vist også noget af skylden her.

Batteriet har bekymret nogle, da det er noget mindre end det man finder i eksempelvis Samsung S4 (2600 mAh) og LG G2 (3000 mAh). Jeg kan derfor glædeligt meddele at, til trods for de ydmyge 2300 mAh, leverer den over forventning og kan holde til en fuld dags arbejde – så længe man ikke svinger pisken for hårdt.

Der er færre ikoner i Android 4.4 – men også bedre overblik.

Enter the Google Experience

Da Android 4.0 udkom, modtog robotten sit hidtil største face-lift. Med Android 4.4 ser vi antydningen til et nyt design Android bevæger sig imod, i den kommende 5.0. Google går her nye veje og adskiller den såkaldte ’Launcher’ (hjemmeskærmen og applikationsbakke) fra styresystemet. Og så er den, udover at være re-designet, nu i stand til at adlyde mundtlige ’OK Google’-kommandoer, til søgninger, åbne lukke applikationer, med mere.

Med den nye launcher introducerer Google også en ny lysere farvepallette, hvidt er det nye blåt og tidligere sorte menu-baggrunde er nu enten hvide eller gennemsigtige. Fonten er tyndere og ikonerne er pustet op og langt mere læselige end tidligere, og man står tilbage med en enkel, funktionel brugergrænseflade. Præcis som de skal være.

Generelt er der luget ud i de overflødige knapper – mens nogle features er gemt lidt længere nede i menuerne. Der kræver lidt tilvænning, og det har da også taget mig længere tid end jeg bør indrømme, at udføre en simpel tjans, som at tilføje en startskærm.

Android 4.4 byder også på en masse nyt i motorrummet, men for os slutbrugere, er den nye print funktionalitet og forbedrede fildeling, mest med til at gøre Android 4.4 til det mest avancerede styresystem til telefoner.

Kameraet i Nexus 5 får detaljerne med, men undereksponerer lidt (taget før 4.4.1 opdateringen)

Kamera i automatgear

Kameraet har fået en blandet medfart, til at starte med var det faktisk dømt ude af flere anmeldere, på grund af den uregerlige autofokus, som helst vil bruge et par forsøg på at finde det rigtige fokus. Men den nye 4.4.1- opdatering har givet kameraet noget mere beslutsomhed, og det er nu langt hurtigere og langt mere sikker i fokuseringen.

Hvad der til gengæld halter er selve betjeningsdesignet. Der er ingen dedikeret udløser knap (rettelse: man kan bruge volumenknapperne som udløserknap, god detalje), nærmest ingen manuelle indstillinger, og selve billedvisningen beskærer det øverste og nederste væk af billedet. Nexus er bare mere til fuldautomatik og intelligent billedbehandling. Den kan sammenstykke panoramaer, 360 grader vistaer og HDR-billeder – men som fotograf får man ikke meget at skulle have sagt.

Heldigvis er billedkvaliteten, især efter opdateringen, god. Den erstatter ikke spejlrefleksen, men den er et mulehår efter klassens bedste såsom iPhone 5S og Galaxy S4. Og så har den optisk billedstabilisation – billederne bliver mindre rystede.

Video delen foregår i Full HD med 30 billeder/sek. og en data-rate på 17 mbps. Det er tilstrækkeligt, men falder noget tilbage i forhold til topmodellerne derude, men stabilisationen sikrer igen her at der ikke går Dogme-film i optagelserne.

Nexus 5 – en mobil man kan stole på.

Bliver Nexus nogensinde til Nægsus?

Som Nexus-ejer er man garanteret de første opdateringer til de nyeste udgaver, samt de seneste features i Android – bare ikke på dansk. Maskinrummet er selvfølgeligt det samme, men Google Now – Googles nærmest clairvoyante søgetjeneste er stadig, halvanden år efter udgivelsen, ikke at finde på dansk.

En anden hage er tilgængeligheden, hvor vores franske, tyske og britiske naboer kan bestille den direkte ved Googles Play Store til 349€ og 399€ (2600kr. og 3000 kr.) for henholdsvis 16GB og 32GB versionerne. Lidt mere multikulturel, og især dansk, ånd fra Googles efterlyses, så vi kan få nogle danske Nægsus’er i handlen.

Som landet ligger i dag kan den parallelimporteres for 3400 kr. (16GB) – stadig en meget fornuftig pris.

Alt i alt er Nexus 5 en tro følgesvend, den har sine særheder og et arrogant forhold til det danske sprog, men kan man overse dens små svagheder, får man sig et fantastisk stykke elektronik. Altid på dupperne, også fremadrettet, Nexus 5 er den behageligste Android til dato.

Fordele:
+ Vellykket underspillet design
+ Godt greb
+ Fantastisk skærm med naturlige farver
+ Simpel men komplet brugergrænseflade
+ Android 4.4 og hurtige opdateringer.

Svagheder:
– Manglende funktionalitet på dansk
– 4G modtagelse er svag
– Meget få manuelle kamerafunktioner
– Middelmådig video