Microsoft Lumia 530 – Billig og basal [TEST]

Anmledelse: Microsoft Lumia 530 - en lavpristelefon der er skåret ind til benet.

Microsoft Lumia 530 – Billig og basal [TEST]

Microsoft og Nokia har sendt Nokia Lumia 530 på gaden. Telefonen skal afløse den populære og prisbillige Lumia 520, men kan den nye enhed blive lige så populær som sin forgænger?

Lumia 530 er billig, meget billig! Den vejledende udsalgspris er på 699 kroner, og til den pris vil de fleste nok kunne være med.

Plastic, plastic, plastic…

Lumia 530 er en lille buttet sag på 119,7 x 62,3 x 11,7 mm – Den vejer 129 gram og så føles den som det den er: Plastic!

Det mest iøjnefaldende er det farverige bagcover der dækker bagsiden og siderne af telefonen. Der er ikke kælet særligt for detaljerne, og bagcoverets meget glatte overflade og runde kanter, gør det svært at holde telefonen stabilt i hånden. Enheden har en tendens til at glide ud af hånden.

Bagcoveret kan udskiftes, og findes i farverne orange, grøn, hvid og mørkegrå.

Under hjelmen

Drivkraften i Lumia 530 en 1,2 GHz quad-core Qualcomm Snapdragon 200 processor, der akkompagneres af 512MB RAM og 4GB internhukommelse, der kan udvides med micro-SD kort på op til 128GB.

Til alt held kræver Windows Phone ikke de helt store ressourcer for at køre, og det reder faktisk måsen på Lumia 530, der på ydeevne fremstår mere potent, end man måske skulle forvente af en lavprisenhed med disse specifikationer.

Lagerpladsen kan dog hurtigt blive et problem, da det indbyggede lager hurtigt slipper op. Derfor er det et must, at anskaffe sig et microSD-kort, hvis man drømmer om at installere mere end bare et par apps.

Af samme årsag har Microsoft og Nokia nok også valgt ikke at præinstallere applikationer som HERE Maps og HERE Drive, der sædvanligvis ellers er en fast bestanddel i deres telefoner.

Det er dog muligt at hente HERE-apps, men vil du gerne hente kort til offlinevisning, så er du godt på vej ned i elektronikbutikken, for at hente et microSD-kort.

Skærm – Her er der sparet

Lumia 530 har en fire tommer FWVGA LCD skærm på 854 x 480 pixels, med en pixeltæthed på 246 ppi. Det kan hurtigt konstateres, at der her er sparet på ingredienserne. Specielt når der sammenlignes med en anden billig model, Lumia 630, er der stor forskel på skærmen.

Skærmen på Lumia 530 virker langt mindre lækker end på Lumia 630. Farverne er udvaskede, kontrasten er ikke imponerende og skarpheden noget sløv.

Sort vises ikke som sort, men som en art grå nuance, der desværre er med til at give telefonen et virkeligt billigt look.

Så længe man kun skal læse lidt mails eller surfe på internettet går det an, men når der kommer billeder eller video med lidt farver på, er der mildest talt intet at råbe hurra for.

Betragtningsvinklen er heller ikke til den gode side. Kigger man på skærmen i en lidt skrå vinkel, bliver billedet meget hurtigt sløret og utydeligt. Blikket skal være vinkelret på skærmen, ellers duer det ikke.

Kamera – 5 megapixel

5 megapixel kamera uden flash – det siger næsten alt. Du skal med andre ord ikke forvente at kunne tage lækre billeder med Lumia 530. Billeder udendørs i dagslys bliver acceptable, men indendørs eller i tusmørke kommer enheden hurtigt til kort. Billederne bliver slørede og der kommer en del støj på den endelige resultat.

Slutresultatet kan dog blive af nogenlunde karakter, men problemer med fokuseringen kan i mange tilfælde være den store synder, hvilket også fremgår af test-billederne til denne anmeldelse.

Der findes ikke noget frontkamera på Lumia 530, men det betyder ikke at du kan vinke farvel til selfies. Hvis du henter Lumia Selfie fra Microsoft Windows Phone Store, kan du ad et par omveje tage selfies med det primære kamera. Det fungerer, og her er det faktisk lykkedes mig at skyde nogle af de skarpeste billeder med Lumia 530.

Med Lumia 530 får du også gratis onlinelagerplads med OneDrive, som du med stor fordel kan anvende til at uploade dine fotos. Lagerkapaciteten er begrænset, og derfor vil det være oplagt at benytte OneDrive.

Batteri – rigeligt til en hel dag

Man kan ved selvsyn se at batteriet i Lumia 530 ikke fylder meget. Batteriet er udskifteligt, og findes bag det aftagelige bagcover.

Batteriet er på 1.430 mAh, hvilket rigeligt rækker til en hel arbejdsdag. Men ærligt, så indbyder Lumia 530 med sin ringe skærm ikke til langevarigt brug, hvilket i sidste ende er en fordel for batterilevetiden.

Nyeste version af Windows Phone

Styresystemet i Lumia 530 er Windows Phone 8.1 med Lumia Cyan, der er den nyeste version af Microsofts mobile styresystem.

Systemet er intuitivt, nemt at navigere rundt i, og så kræver det ikke mange ressourcer for at køre.

I telefonen er der sparet på de præinstallerede app, hvilket tydeligvis er sket for at spare på den interne hukommelse.

Savner du HERE-apps eller nogle af Nokias Lumia-apps kan de hentes i Store, men ret hurtigt kommer du nok til investere i et microSD-kort, hvis du har tænkt dig at fylde din telefon med apps og billeder.

Konklusion – der findes alternativer

Skal jeg være helt ærlig, så har jeg svært ved at se hvem Microsoft og Nokia havde tænkt sig som målgruppe for Lumia 530.

Skærmen er mildest talt ikke imponerende, og kameraet tager billeder i en kvalitet der kun er anvendelige, hvis du absolut ikke har andre muligheder.

Den vejledende udsalgspris er på 699 kroner, hvilket er fantastisk billigt. MEN….

Står du og overvejer Lumia 530, så tag lige et kig på Lumia 630, der kom på markedet i midten af maj, til en vejledende pris på 1.195. Lumia 630 har 8GB hukommelse og en større og flottere skærm end Lumia 530.

Læs også: Nokia Lumia 630 – mega meget mobil for få penge [TEST]

Lige nu koster Lumia 630 kun 777 kroner i Elgiganten, altså bare 78 kroner mere end Lumia 530 til 699 kroner.

Med andre ord: Står du og mangler en telefon til 7-800 kroner, så vælg Lumia 630. Du får langt mere for pengene og ender ikke med at blive skuffet.

Med ovenstående i mente får Lumia 530 tre ud af seks stjerner.

PLUS:
Lille og kompakt
Meget billig
Windows Phone 8.1 – Lumia Cyan

MINUS:
Dårlig skærm
Kameraet skraber bunden
Glat overflade – glider i hånden