Motorola Atrix – Motorolas comeback? (mobiltest)

TEST: Motorola er for alvor tilbage på det danske marked med en smartphone i den høje ende, Motorola Atrix. Dog lever den ikke helt op til forventningerne.

Motorola Atrix – Motorolas comeback? (mobiltest)

Motorola Atrix er den første smartphone fra Motorola i high-end-kategorien, som vi har set i Danmark i mange, mange år.

Faktisk var håndværker-smartphonen, Motorola Defy, også at finde på det danske marked, men den fandt kun vej til hylderne hos ét enkelt teleselskab, og salgstallene var da også til at overse.

Atrix er derfor på mange måder Motorolas mulighed for at “komme igen”.

Men selvom Motorola Atrix på mange måder er en OK smartphone, er den samtidig ikke noget særligt. Og den har et par skønhedsfejl.

En ældre model

Motorola Atrix er ikke nogen ny mobil. Faktisk blev den lanceret i en 4G-version, allerede tilbage i starten af året. Den version kom dog ikke til Danmark, og Motorola overvejede, med egne ord, frem til nu, om de ville tage Atrix til Norden.

Det er dog sket nu, og Motorola Atrix er blevet lanceret i hele Skandinavien.

Men selvom man kunne være bange for, at en otte måneder gammel smartphone ville være håbløst forældet, er det umiddelbart ikke tilfældet. Faktisk er specifikationerne stadig meget godt med – selvom der selvfølgelig findes mobiler med bedre specs.

Se alle specifikationerne på den danske Motorola Atrix.

Det ydre

Motorola Atrix er en mellemsvær mobil, med en fire tommer skærm. Men køn er den ikke. Den er lidt tyk i det, med sine 11 mm, og føles generelt lidt klodset. Absolut ikke en mobil jeg ville købe for sin skønhed eller lækkerhedsfaktor.

Tænd og sluk-knappen sidder i toppen af mobilen, bagpå. Det virker ikke specielt praktisk, og er umiddelbart ikke det bedste sted at placere den knap.

Knappen er i øvrigt samtidig en fingeraftrykslæser, som kan kodes til ejermandens pegefingre. Mister man sine fingre, eller skal man låne mobilen ud, kan den også åbnes med en kode.

Aflæseren giver kun mig adgang til mobilen. Det virker – for det meste – fint med min højre pegefinger, men med venstre kan jeg ikke få den rigtige vinkel på, når jeg holder den i hånden, og må derfor give op.

På mange måder er idéen med en fingeraftrykslæser rigtig god, og man skal ikke være bange for, at folk kigger en over skulderen og ser ens kode.

Men i længden er det ikke noget jeg bruger, især ikke når det har drillet et par gange. I virkeligheden er det nok mere en gimmick, end det er fremtiden.

Usmart placering af stik

HDMI- og strøm-stik sidder i venstre side af mobilen, hvilket efter min mening er en irriterende placering, hvor man tit kommer i kambolage med stikkene, når man betjener mobilen, mens den sidder i opladeren.

Volume op/ned-knapperne sidder på højre side af mobilen, hvilket jeg også finder lidt bagvendt.

Til gengæld sidder jack-stikket til lyd-output i toppen i højre side, hvilket er helt optimalt.

Med i pakken

I Danmark kommer Motorola Atrix i en salgspakke med en docking-station, ligesom det er muligt at købe en såkaldt lap-dock, der omdanner din mobil til en laptop.

Motorola lægger dermed op til, at Atrix skal være stedet, hvor du gemmer alle dine dokumenter, fotos osv., og som gennem apps er centralt for din underholding – med andre ord, Atrix vil være hjertet i alt din kommunikation og underholdning.

Docking-stationen giver dig mulighed for at koble op til flere USB-stik til mobilen, og dermed kan du blandt andet sætte tastatur og mus til, hvis du ikke er til Bluetooth. Idéen er igen meget god, men nok næppe noget, der har værdi for alle brugere.

Nem opsætning

Når man første gang får Motorola Atrix i hånden, skal den selvfølgelig sættes op.

Opsætningen er Motorolas egen, og ligner derfor ikke den, man normalt møder på en Android-mobil. Den virker til gengæld ganske fortrinneligt. Man bliver allerede ved opstarten mødt med muligheden for at opsætte diverse konti.

Brugerfladen er også Motorolas egen, Moto Blur, og udseende og funktioner er derfor helt deres egne mange steder – andre steder ligner det Android, som vi kender det.

Motorola har også deres egne widgets på Atrix, så udover de klassiske Android-apps og -widgets, er det muligt at tilpasse mobilen med Motorolas.

Motorola Atrix
Foto: Mobilsiden.dk

Tilpasning med apps og widgets

Apps kan frit placeres på de op til syv forskellige hjemmeskærme. Dog synes jeg det virker underligt, at når man under programmer finder ét, man gerne vil have på startskærmen, og holder fingeren på det, bliver man spurgt, hvad man vil gøre med det. På andre Android-enheder bliver applikationen som en selvfølgelighed taget med ud til startskærmene.

Det giver selvfølgelig nogle flere muligheder, men føles mest bare som ekstra-tryk, fordi det jeg 9 ud af 10 gange vil er det samme, nemlig have ikonet ud på startskærmen.

En anden finurlighed er, at hvis du vil af med en app fra startskærmen, og holder fingeren på den, skal den smides i skraldespanden i toppen af skærmen, og ikke i bunden, som ellers er standard.

Udover applikationerne på de syv hjemmeskærme, er det også muligt at tilpasse de fire genveje, der ligger i bunden af skærmen, og som følger med på alle hjemmeskærmene.

Opsætningen gik alt i alt smidigt, men jeg havde en udfordring med at få lov at sætte tid og dato manuelt. Efter en del forsøg lykkes det dog.

Man kan ikke på forsiden få overblik over alle startskærme ved at “zoome ud” med to fingre. Overblikket får man kun ved at trykke på “hjem”-tegnet, når man er på den første hjemmeskærm.

Motorola Atrix
Der er dansk tastatur på Motorola Atrix – men ikke dansk ordbog. Foto: Mobilsiden.dk

Mangelfuld SMS-skrivning

For at sige det lige ud: SMS-skrivning på Atrix er ikke nogen fornøjelse.

Man kan vælge mellem tre forskellige tastaturer; Android-tastatur (standard), græsk tastatur og Swype. Det græske vil jeg ikke beskæftige mig med.

Swype kan ikke indstilles til dansk, så hvis man vil skrive dansk, er det ubrugeligt.

Og til Android-tastaturet er der ikke dansk ordbog, så her er du overladt til dine egne evner til at ramme tastaturet. Det giver i praksis en noget drøj skrive-process, hvor man er nødt til at tjekke alle SMS’er igennem, for at sikre sig, at der ikke har sneget sig slåfejl ind.

Opkald og samtaler

På Atrix er der smart-dial, hvor det er muligt på T9-tastaturet at stave til navnet på en kontakt, fremfor at lede kontaktlisten igennem. Det fungerer, og er altid en fordel.

Facebook-venner og kontakter flettes automatisk sammen, hvis du har givet tilladelse til dette under opsætningen.

Lyden er god og klar, både når man taler i telefonen og i det medfølgende headset.

Kamera, der lader meget tilbage at ønske

Kameraet på Atrix er på fem megapixels, og burde egentlig være nok til at tage nogle hæderlige billeder. 

Men billederne kunne være meget bedre. Når man ser billederne er man på ingen måde i tvivl om, at der er tale om billeder, der er taget med en mobil. 

Man kan ikke selv vælge, hvor man vil fokusere, men er afhængig af autofokus, der altid fokuserer i midten af billedet. Generelt er der ikke mange funktioner at komme efter i kameradelen.

Første gang kameraet åbnes bliver man spurgt, om man vil gemme på SD-kort, eller internt i telefonen. Det kunne andre producenter godt lære noget af.

Kameraet har også den smarte funktion, at det selv lukker ned, hvis det har været inaktivt i en rum tid, for at spare på batteriet.

Se billeder taget med Motorola Atrix i galleriet herunder.

Billeder taget med Motorola Atrix

Motorola Atrix
Foto: Mobilsiden.dk

Hurtig browser

Broseren i Motorola Atrix er hurtig og kvik, og Atrix åbner hurtigt selv hele websider. Den kan da også køre web-TV, som for eksempel DR NU.

Atrix har pinch-to-zoom, hvor man med to fingre kan zoome ind og ud på siden. Man kan samtidig flytte rundt på siden, mens man zoomer, hvilket er en stor fordel, og langt fra en selvfølge på Android-mobiler.

Det er nemt at bogmærke, administrere dem, åbne flere vinduer, og skifte mellem dem.

Alt i alt en godkendt internetoplevelse.

Atrix vil være PC

Som tilbehør til Motorola Atrix kan man købe en såkaldt Lapdock, som er en cumputer-skal, som mobilen kan sættes ned bag i.

Med skal mener jeg, at den hverken har processor eller hukommelse, men udelukkende køres af mobilen.

Indholdet fra mobilen vises på skærmen, som starter automatisk op, når mobilen sættes i.

Det virker meget fint, og kan sikkert tilfredsstille et behov hos nogle for at have et tastatur og en større skærm, hvis der skal ses web-TV, eller skrives lidt mere end én SMS.

Dog har jeg oplevet, at Atrix skal genstartes efter en tur i Lapdock’en, for igen at ville vende vertikalt. Det er usmart.

Nødvendigheden af en Lapdock

Motorola Atrix er en dual-core-mobil, og Motorola mener den er kraftig nok, til at drive en Lapdock.

Og det kan den faktisk godt. Men hvor man, når man browser på mobilen, har en vis tålmodighed, er sagen en anden, når den leger PC.

På en PC har man nemlig en anden forventning om, hvor hurtigt det skal gå. Jeg vil umiddelbart mene, at Lapdocken ikke er en løsning, der vil egne sig som erstatning for en PC, selvom det måske er en sekundær PC, som blot skal bruges til skolebrug eller under møder.

Vi kender ikke prisen på Lapdocken, og derfor er det ligeledes svært at vurdere, om det måske er et okay køb, eller et helt unødvendigt og dyrt køb.

Tung i numsen

Atrix er på mange måder en hurtig mobil, blandt andet på nettet. Hvilket er en vigtig faktor.

Til gengæld er det som om, at menuen ikke glider helt glat. Når man swiper i menuerne, eller rundt mellem startskærmene, følger mobilen ikke helt bevægelserne.

Jeg har også oplevet, at den nogle gange ‘fryser’ i en app, som det bliver umuligt at komme ud af, uden at tvinge mobilen til en genstart. Enkelte gange går skærmen i sort, og har ligeledes brug for genstart.

Det er kun sket nogle enkelte gange, men når man har haft mobilen i mindre end to uger, er det umiddelbart for meget.

Fantastisk batterilevetid

Motorola Atrix har et af de største batterier vi har set til dato. Med sine 1930 mAh er Atrix rigtigt godt med, og det er noget man mærker, og sætter pris på i hverdagen.

På vej i seng lagde jeg en dag mobilen i opladeren for natten, som jeg altid gør, bare for at se, at der stadig var 70 procent strøm tilbage. Det er MEGET godt klaret efter en hel arbejdsdag, og 16 timers drift.

For de fleste mennesker, der ikke kører Push-mail, Facebook, eller SMS’er og ringer så meget, kan man sikkert hive to dages strømforbrug ud af Atrix.

Skal jeg sige noget negativt, så er det, at fra den melder “rød streg” på batteri-ikonet, til den går helt kold og slukker, går der ikke ret lang tid, selvom mobilen er inaktiv. Det er altid irriterende, når man ikke får lang nok varsel.

Konklusion

Motorola Atrix har været en blandet fornøjelse. Den er egentlig en udemærket Android-mobil, men der er nogle irritationsmomenter. Samtidig er der ikke noget, der hiver indtrykket op, over middel.

Vi ender derfor på en karakter på tre ud af seks stjerner.

Så på mange måder: Godt begyndt. Men man kan samtidig håbe, at det går bedre næste gang.

Motorola har ikke kunne oplyse en pris på Motorola Atrix, men en søgning på nettet afslører en pris på omkring 4000 kroner fra salgsstart.

Det er ikke lykkes mig at finde den testede Lapdock til salg endnu, så prisen på den er endnu ukendt.

Fordele og ulemper

+ Laaaang batteritid
+ Standard Android
+ God browser-oplevelse

– “Hakker” i menuen
– Uskønt design
– Manglende dansk ordbog

Læs også:
– Motorola Xoom – powerfuld med klodset (videotest) 
– Her er alle detaljerne om Motorola Atrix
– Google: Derfor købte vi Motorola
– Atrix sælges med dockinstation
– Motorola Atrix kan forvandles til en laptop

Opfølgning på sagen

Interessen for temaet fortsatte. mobilsiden fastholdt sit fokus på emnet. 15/9/2011 havde redaktionen fokus på en artikel der tunede ind på Sådan er Windows Phone Mango: FEDT! – Artiklen finder du her. Få også seneste nyt om sagen ved at trykke her..