Net1 – test af mobilt bredbånd i udkantsdanmark (produkttest)

TEST: Net1 tilbyder mobilt bredbånd der hvor andre ikke dækker. Men virker det og er prisen rigtig? Vi har testet Net1 dybt i skoven og i udkantsbyer.

Net1 – test af mobilt bredbånd i udkantsdanmark (produkttest)

Net1 – hvis navnet ikke lige ringer en klokke hos dig, så er du bestemt ikke alene.

Net1 er langt fra så kendt som de fire store konkurrenter TDC, Telenor, Telia og 3. Net1 er faktisk det femte teleselskab, der tilbyder 3G mobilt bredbånd i Danmark, og selskabet er lidt anderledes end de fire andre.

Net1 kan nemlig tilbyde mobilt bredbånd på 450 MHz fra selskabets 25 danske mobilmaster, hvilket betyder, at selskabet stort set dækker over alt i Danmark – og via partneraftaler også i Norge og Sverige.

Når man benytter 450 MHz til bredbånd, er rækkevidden væsentligt længere, end det vi kender fra almindelige mobilmaster.

Med knap 6.000 kunder så er Net1 ikke ligefrem nogen stor spiller på markedet, men selskabet har fremgang, og selskabets teknologi er velafprøvet.

Lige netop manglende dækning er et af de store klagepunkter ved mobilt bredbånd, og senest med Skylines konkurs, har der været mange historier fremme i medierne, om folk der slet ikke kan få 3G-dækning på deres bopæl. Fælles for alle disse historier er, at folk i de fleste tilfælde har forsøgt sig med løsninger fra TDC, Telenor, Telia og 3 men ikke Net1.

Net1 kan måske være løsningen for de uheldige mennesker i udkants Danmark, derfor har vi testet Net1 overhovedet dækker helt ude i skoven bagved Lars Tyndskids marker.

Hvad siger andre om Net1?

Når vi skal vurdere et produkt, så starter vi nogle gange med at læse brugeranmeldelserne på f.eks. Trustpilot eller på Mobildebat.dk.

Disse hjemmesider er altid et godt sted at starte, når man skal danne sig et overblik over et selskabs gode og dårlige sider – skønt man altid skal tage brugeranmeldelserne med et gran salt, da der helt klart er en del “fejl 40”-indlæg imellem. Ikke alle folk er lige tekniske og nogle har  urealistisk forventninger til både produkt og teknologi.

Nu kan det godt virke lidt underligt, at starte med at læse andres anmeldelser, men det er faktisk en ganske fornuftig måde at skabe sig et overblik over, hvilke ting vi skal teste lidt ekstra.

Generelt får Net1 gode karakterer på Trustpilot for deres dækning, skønt et par klager over dårlig dækning. Det ser dog ikke ud til, at klagerne benytter sig af en ekstern antenne, hvilke Net1 anbefaler ved svag eller manglende dækning.

Net1
LED lys indikerer routerens status (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Kort om Net1

Man skal have realistiske forventninger til Net1, da træerne som bekendt ikke vokser ind i himlen. Net1 har måske dækning mange steder, men hastigheden er også begrænset.

Ved hjælp af kun 25 mobilmaster, der benytter 3G-teknologien CDMA, er hele landet stort set dækket. Net1 oplyser dog selv, at Djursland og Nordsjælland er områder, hvor det kan være svært at få tilstrækkeligt signal, men ellers er der stort set fornuftig dækning i resten af landet.

Man skal ikke forvente samme høje-3G hastigheder, som kendes fra de andre danske teleselskaber. CDMA teknologien kan give op til 3,1 Mbit/s downloadhastighed og 1,8 Mbit/s upload, men Net1 lover kun en download på omkring 2 Mbit/s og en uploadhastighed på 1,5 Mbit/s.

Hastigheden er altså langt fra de andre teleselskabers hastigheder, hvor der ofte bliver talt om både 16 eller 32 Mbit/s.

Er det så fordi CDMA teknologien er dårlig? Nej, CDMA teknologien kan faktisk køre med højere hastigheder, hvilket Net1 faktisk gør i Sverige og Norge, men i Danmark har selskabet ikke de nødvendige landsdækkende licenser at sætte mere speed på.

Net1 router. De to store antenner kommunikere med mobilnettet, mens de to små antenner er til Wi-Fi (Foto: Mobilsiden.dk)

Brug Net1 i Sverige og Norge

Et af argumenterne for Net1 er deres brede dækning i Sverige og Norge. Med et Net1 abonnement, så får man nemlig mulighed for gratis at benytte selskabets CDMA-netværk i både Sverige og Norge.

Hastigheden i både Norge og Sverige er endda højere end i Danmark, og der kan downloades med op til 9,3 Mbit/s i vores nabolande.

Dækningen leveres ligesom i Danmark på 450 MHz frekvenser, hvilket giver en god dækning selv i skovområder eller langt fra kysten, og det vil sikkert appellere til sejlere, campister og folk med sommerhuse i Sverige.

Samtidig er Net1 i Skandinavien officielt “testmarked” for den store svenske teleudstyrsproducent Ericsson. Det betyder, at Ericsson benytter Net1 til at teste og udvikle de nyeste løsninger til CDMA. Det betyder dog ikke, at Net1 kunder er forsøgskaniner, men derimod at de i praksis altid bliver serviceret med det nyeste af det nyeste CDMA-netværksudstyr.

Router med store antenner

Net1 tilbyder kun ét stykke hardware, en trådløs 3G-router. Selve routeren kommer med både 220 og 12 volt tilslutning, så den både kan benyttes i f.eks. en campingvogn eller et sommerhus. Routeren har indbygget fire ethernet porte samt Wi-Fi b/g.

Bagpå routeren sidder der et relativt stort batteri, der bruges i  tilfælde af strømafbrydelser. Derved kan man faktisk tage routeren med rundt, og bruge den uden at der er strøm i nærheden.

Ibrugtagelsen af Net1s router er legende let. Man pakker den ud, sætter batteriet i, monterer de to medfølgende antenner på siden, tilslutter strømmen og trykker på tænd knappen. 15 sekunder senere er routeren på nettet, og man kan koble ens computer til via Wi-Fi eller ethernet.

Selv den lidt mere avancerede opsætning er relativ let. Man kan tilgå routerens indstillinger via browseren, hvis man vil pille under motorhjelmen.

Alle standardindstillingerne som navnet på adgangspunket og kodeord kan ændes, men desværre understøtter routeren kun de usikre WEP og WPA krypteringsformer. Den nyere og mere sikre WPA2 kryptering understøttes ikke.

Priser og produkter

Til private tilbyder Net1 tre forskellige løsninger: 1 GB data til 149 kroner, 5 GB data til 199 kroner og 10 GB data til 299 kroner om måneden.

Dertil skal der lægges 29 kroner for leje af router eller et kontantkøb af en router til 1.750 kroner. Fragten koster 75 kroner uanset valg af produkt. Oprettelsen ligger mellem 199-299 kroner afhængig af, om man køber eller lejer.

Prisen på Net1 er i den høje ende sammenlignet med andre teleselskaber. Hvis man er så heldig, at husstanden er medlem af f.eks. FDM, så er der dog lidt rabat at hente.

Hvis man bruger mere end den inkludere datamængde, så har Net1 speeddrop, hvilket betyder, at forbindelsen neddrossles til 100 Kbit/s resten af måneden.

Løber du tør for data kan en ekstra datapakke på 1, 5 eller 10 GB tilkøbes, som er gældnende resten af måneden til henholdsvis 119, 179 eller 249 kroner.

Net1 kører også med princippet “dækning eller pengene tilbage” inden for de første 30 dage. Det betyder, at man har 30 dages fuld returret, hvis man mod forventning ikke er tilfreds med produktet. Det er en meget fin service, så man har tid til at afprøve produktet grundigt, før man binder sig i længere tid.

Normalt fokuserer vi på Mobilsiden.dk udelukkende på løsninger til private, men i dette tilfælde vil vi gøre en undtagelse. Som mindre erhvervsdrivende – som f.eks. landmænd – så tilbyder Net1 nemlig nogle ganske attraktive produkter.

Erhvervskunder kan således købe en 50 GB datapakke til 299 kroner plus moms per måned. Til gengæld så medfølger routeren gratis. Tør vi sige ordene “et reelt alternativ til Skyline”?

Net1
Ekstern magnetantenne (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Ekstraudstyr

Udover den medfølgende router, er der mulighed for at tilkøbe forskellige ekstra antenner. En komplet antennepakke til installation i båd, sommerhus, bil eller campingvogn kan f.eks. købes for 499 kroner, hvilket er relativt billig.

Der er nogle forskellige antenneløsninger at vælge imellem – alt afhængig af hvilken situation man skal bruge den til. Antenners “effekt” måles i dBi, og skalaen fungerer på den måde, at 3 dBi svarer til en fordobling af signalet.

Hvis man er fritidssejler, så vil en 2 dBi marineantenne give dækning langt ude på vandet. Campister eller lastbilchauffører vil kunne bruge en 3 dBi magnetantenne, som kan monteres uden på campingvognen eller lastbilen.

Sommerhusejere eller folk med boliger langt fra sendemasten vil kunne benytte en 15 dBi retningsbestemt antenne, som virkelig giver signalet et ordentligt boost.

Som testen også vil afsløre så er det en god ide som minimum at købe en magnet antenne. Alle testens resultater er således målt med en eksterne  antenne.

Sådan testede vi

Ligesom i vores tidligere tests, så valgte vi at benytte hjemmesiden Speedtest.net til at teste upload og download-hastighederne med. På speedtest.net benyttede vi Zen Systems server, der har hjemsted i København.

Speedtest.net angiver hvilke hastigheder, der kan sendes og hentes med, samt forbindelsens pingtid. Ping måles i millisekunder og jo lavere en ping jo bedre.

Ping er, hvor lang tid det tager at sende et signal fra din computer ud til computeren i den anden end af internettet, og så tilbage til din egen.

Lidt firkantet kan man sige, at jo lavere svartid (ping), jo hurtigere er forbindelsen til at kommunikere med omverden. Når vi benytter pingtiden til at måle mobile bredbåndsprodukter, så skal vi dog pointere, at visse netværk – specielt fra Ericsson – kan være opsat på en speciel måde, hvilket kan give et lidt misvisende resultatet. Af mangel på en bedre testmetode, så vælger vi dog alligevel at medtage pingtiden.

For at teste selve forbindelsens kvalitet valgte vi at benytte hjemmesiden Pingtest.net, som giver en indikation af den kvalitet, som forbindelsen giver i test øjeblikket. Pingtest.net tester flere forskellige parametre, og  benytter en skala mellem A til F, hvor A er bedst og F er værst. Læs mere om karaktergivningen her.

For at udelukke eventuelle fejl, så testede vi også forbindelserne ved at hente en 10 MB stor fil via en FTP-forbindelse. Filen var placeret på en server hos DSQ AG. Vi målte så, hvor lang tid det tog at hente den 10 MB store fil ned.

FTP-testen kan ikke sige noget om forbindelsens maksimale hastighed, da det lige så godt kan være serveren eller internetforbindelsen til serveren, der er flaskehalsen. FTP-testen kan dog sige noget om stabiliteten af forbindelsen og om hastigheden i en virkelig applikation – altså noget om den hastighed, som man i virkeligheden kan opleve med 3G.

Vi foretog hver test tre gange på hver lokation for at sikre, at det endelige resultat blev så retvisende som muligt.

Her testede vi

Det er svært at teste et produkt, som virker over næsten hele landet, så vi har været kreative for at kunne teste Net1 under (u)retfærdige og udfordrende forhold. Vi har heller ikke mulighed for at køre rundt i hele landet, og teste alle mulige og umulige steder, så vores test bliver et kompromis.

Det giver ikke så meget mening at teste produktet i de store byer, da Net1 slet ikke henvender sig til beboere i storbyerne, der har mulighed for bedre og billigere løsninger fra andre teleselskaber.

Net1s store fordel er derimod, at de kan dække langt ude på Lars Tyndskids brakmark eller ude over vandet. Men det er ikke nok med at teste ude, hvor kragerne vender. Net1 skal “stresses” lidt, og derfor udvalgte vi tre områder, der ligger relativt langt fra Net1s sendemaster og med hver deres udfordringer.

De tre udvalgte områder – alle beliggende i udkantsdanmark blev: Klosterhedeplantage, Lemvig midtby og Vedersø Klit.

Klosterheden plantage
Klosterheden plantage er Danmarks største plantede skov og Danmarks tredje største sammenhængende skovområde. I området er der enestående natur, bævere og masser af vildt. Udover naturen så byder skovområdet også på mange efterladenskaber fra 2. verdenskrig i form af en flyveplads, ammunitionsdepoter og en hospitalsbunker. Men alt dette er bare turistinformation – det vigtige er at området er så tæt bevokset med skov, at det er noget nær radiotæt.

Man skal således være mere end heldig for at kunne ringe med TDC, Telia eller 3 inde midt i selve skoven. Telenor har sporadisk, begrænset dækning i skovområdet vha. to mobilmaster i selve skoven, hvilket både turister og skovløberne nok er ganske tilfredse med.

Ifølge Net1s dækningskort er der dækning overalt i skovområdet. På forhånd er vores forventninger altså på nulpunktet, så det vil være en stor overraskelse, hvis der overhovedet er signal midt i skovområdet.

Lemvig midtby
Lemvig er en såkaldt naturlig forhindring for alle radiosignaler. Selve midtbyen ligger i en naturlig dal ned til Limfjorden. Dalen gør det meget svært for radiosignaler at række ned i dette store “hul”, og derfor er der da også opsat hjælpesendere til både radio og TV i byen.

Ifølge Net1s dækningskort er der dækning i byen. Visse dele af byen er ikke dækket ifølge Net1s dækningskort, så testen bliver altså foretaget i udkanten af det område, hvor Net1 lover dækning.

Vedersø Klit
Er et stort sommerhusområde på den jyske vestkyst, og området er i flere omgange udnævnt i diverse medier, som et område hvor TDC har notorisk dårlige ADSL-forbindelser. Området ligger tæt på vesterhavet, der er en del skov i området, og området er langt fra alting.

Vi har altså valgt tre rimelig udfordrende steder at teste, og det er måske ikke helt fair overfor Net1. Men der skal jo være dækning ifølge teleselskabets dækningskort.

Forbehold

Testen blev gennemført i en parkeret bil. Det vil sige, at samtlige tests blev gennemført på forsædet af en bil. Det giver ikke helt ideelle radioforhold, men heller ikke de værste.

Testforholdene var derved ikke lige så gode, som hvis man testede udenfor, men samtidig heller så dårlige, som hvis man testede indenfor i bygninger.

Vi skal pointere, at denne test ikke siger noget om, hvordan dækningen er generelt i netværket. Vi har udelukkende testet nogle udvalgte område, og testen kan således ikke benyttes til at konkludere noget om den generelle dækning hos de forskellige teleselskaber.

Testen kan give et fingerpeg, men der kan være store lokale forskelle.

Testens resultater

Område

Ping (ms)

Download (Mbit/s)

Upload (Mbit/s)

FTP – 10 MB data (Min/sek)

Pingtest.net (Karakter)

Klosterhede plantage med ekstern antenne

109

0,86

0,15

2:34

C

Klosterhede plantage med ekstern antenne

98

0,93

0,17

2:09

B

Klosterhede plantage med ekstern antenne

94

0,88

0,18

2:02

C

Lemvig (med antenne)

Testen ikke gennemført – ustabil forbindelse

Lemvig (med antenne)

Testen ikke gennemført – ustabil forbindelse

Lemvig (med antenne)

Testen ikke gennemført – ustabil forbindelse

Vedersø Klit Camping (med antenne)

120

1,28

0,76

1:11

D

Vedersø Klit Camping (med antenne)

115

1,46

0,69

0:55

F

Vedersø Klit Camping (med antenne)

96

1,36

0,69

0:57

D

                     

Der var ikke meget signal i Klosterhedeplantage – lige indtil vi satte den eksterne antenne på. Uden den eksterne antenne gik det dræbende langsomt, og med en hastighed på under 10 Kbit/s.

På med den eksterne antenne og hastigheden steg markant op til omkring 0,9 Mbit/s. Det er altså seriøst imponerende at sidde inde midt i et kæmpe skovområde og streame video fra dr.dk/nu.

Der er ikke 2G/3G dækning fra andre selskaber og normale mobiltelefoner kan ikke fanger noget signal overhovedet. Testen i Klosterhedeplantagen var en ganske positiv overraskelse og mere end godkendt.

Lemvig var dog en anden historie. Lemvig er “et hul i jorden” da byen er beliggende i en naturlig dal i landskabet.

Ifølge Net1 dækningskort, så burde der være dækning, men både med og uden ekstern antenne, så var det svært at fange signal. Det lykkedes med den eksterne magnetantenne at komme op på omkring 10-12 KB/s, men det var i praksis ikke brugbart til andet end at hente e-mails.

Hastigheden var elendig og selve forbindelsen var så ustabil, at vi ikke engang med ekstern antenne påmonteret kunne gennemføre vores tests.

Konklusionen på testen i Lemvig må være, at selvom Net1 benytter lave 450 MHz frekvenser, så kan signalerne altså ikke på magisk vis klare store forhindringer i terrænet – såsom en dal og store bakker.

I Vedersø Klit var signalet fremragende. Forbindelsen kørte hurtigt og stabilt. Faktisk var forbindelsen så hurtig, at vi kunne sidde og se DR Update streamet over forbindelsen samtidig med, at denne artikel blev skrevet i Google Docs.

Det gik rigtig fint og målingerne viste også med alt tydelighed, at forbindelsen kørte hurtigt, selvom området er kuperet og beliggende mere end 35 km fra nærmeste Net1 mobilmast. Det er altså godkendt.

Opsummering af Net1

Net1 er ikke de billigste, de leverer ikke de højeste hastigheder og man kan ikke få samme mængde data og hurtige hastigheder hos mange af deres konkurrenter.

Men derfor er Net1 stadigvæk en super god løsning, såfremt der ikke er ordentlig dækning af andre selskaber.

Selskabet dækker meget bredt i hele Danmark, og man kan gratis benytte Net1 i både Norge og Sverige. Installationen af produktet er super let, og hvis man ikke har dækning, så har Net1 30 dages returret, hvilket flere andre teleselskaber godt kunne lære noget af.

Hvis man er sommerhusejer, fritidssejler, landmand eller bare uheldig husejer som er ramt af Skylines konkurs, så kan Net1 måske være en god og fornuftig løsning – med de begrænsninger som produktet dog har.

Vi har også testet Net1s forbindelse lidt mere intensivt et par andre steder – både med og uden den eksterne antenne. Generelt så kørte Net1 tilfredsstillende, og hvis man befinder til højest 15 km fra en sendemast, så kan den eksterne antenne sagtens undværes.

Konklusion – holder det?

Net1 kører ganske fornuftigt, og produktet fejler bestemt ikke noget, men Net1 kan ikke få en topkarakterer af den simple grund, at produktet sammenlignet med konkurrenterne er for dyrt og for langsomt.

Et mobilt bredbånds abonnement med 10 GB data kan hos f.eks. 3 erhverves for 129 kroner, hvor Net1 for samme produkter forlanger 299 kroner. Og hos konkurrenterne er hastigheden langt højere end Net1s 2 Mbit/s. Som testen også afslører, så bør man have en ekstern antenne tilsluttet, hvis man befinder sig langt fra nærmere mobilmast. Det koster desværre ekstra.

Til gengæld så er der gratis roaming i både Norge og Sverige, dækningen er MEGET bred over hele landet, og det er legende let at montere en ekstra antenne til routeren.

Med 30 dages tilfredshedsgaranti, så har man mulighed for grundigt at afprøve Net1s produkt, før man binder sig til selskabet – og det er altså et stort plus, når vi taler om mobilt bredbånd, hvor man ikke kan garantere dækning overalt.

Der er masser af argumenter, som taler for god karakter til Net1, for produktet kører fint, og det holder nogenlunde, hvad selskabets reklamer lover. Men tager man konkurrenternes priser og produkter med ind i udregningen, så trækker det altså ned.

Net1 ender på 4 ud af 6 stjerner.


PLUS
+ Bred dækning og batteribackup i routeren
+ Gratis roaming i Norge og Sverige
+ 30 dages tilfredshedsgaranti

MINUS
– Hastigheden på maks. 2 Mbit/s
– Prisen og datamængden sammenlignet med konkurrenterne
– Ingen WPA2 kryptering

Seneste nyt om emnet

Der blev stadig hvisket i krogene. mobilsiden fortsatte fortællingen. Allerede d. 15/6/2012 fulgte vi historien op med nyheden; Auktion over danske telefrekvenser – Læs videre her. De sidste nyheder om emnet finder du her.