Nokia Lumia 930 anmeldelse – Smuk svanesang for Nokias æra [TEST]

Microsoft er ved roret nu, men Lumia 930 er stadigt en overbevisende Nokia topmobil

Nokia Lumia 930 anmeldelse – Smuk svanesang for Nokias æra [TEST]

Lumia 930 er første Nokia topmobil under Microsofts ledelse. Selve navnet kan forvirre for telefons officielle navn er Nokia Lumia 930, men det er altså et Microsoft produkt. Direktør for Microsoft Devices i Norden Ossi Korpela bekræfter til mobilsiden.dk, at Microsoft vil anvende Nokia navnet året ud, hvorefter Microsoft-brandet vil pryde Lumia telefonerne fremover.

Læs også: Snart slut med Nokia-telefoner

Med navneforvirringen af vejen, kan vi nu dykke ind i Microsofts nye topmobil. Med Lumia 930 i porteføljen vil Microsoft slå et stort slag for Windows Phone, som hidtil har haft svært ved at finde indpas i den dyrere ende af mobilspektret.

Her er store forandringer, Windows Phone 8.1 er modent, indmaden er potent og Nokias mobilerfaring gennemsyrer stadigt Lumia-familien. Og så er prisen et hak lavere end konkurrenterne.

En lovende cocktail altså – men kan den mon katapultere Lumia 930 til toppen af salgslisterne?

Nordisk vitaminkur

Både Nokia og Microsoft er farveglade, og en Nokia 930, i pangfarverne orange og grøn, strutter af vitaminoverskud. I en verden af mørkegråt plast læskes man i humørfarverne, og Microsoft mestrer ikke at vige over i det barnlige. Synes man alligevel, at 930’eren logrer lige lovligt med farverne, kan man vende sig mod de mere konsensussøgende sorte eller hvide varianter.

Set forfra er der derimod ingen antydninger om farve-fanfarer. En sirligt udskåret alu-ramme løber kanten rundt og sammen med den dybt sorte front er kvalitetsindtrykket i hus. Små slidser på højre side giver plads til fint udskårne knapper til volumen, power og kameraudløser.

Nokia Lumia 930: her er alle vores billeder

Så snart man fatter Lumia 930 er man ikke i tvivl. Lumia 930 er solidt industrielt design, der kan få nordiske designhjerter til at banke lidt hurtigere. En lille hage er dog vægten, som med sine 167 gram er i den tunge ende. Men det overbeviser en om, at Lumia 930 er bedre egnet til at banke søm i end de andre.

Profilen på Lumia 930 er atypisk. Både bagside og forside bugner udad i forhold til alu-kanten. Hviler telefonen nedad er displayet altså i direkte kontakt med underlaget. Man skal derfor være opmærksom på hvad og hvordan, man lægger telefonen fra sig. Heldigvis er det hærdet Gorilla Glas 3, der beskytter det 5 tommer store display.

Vægten, profilen og det kantede design gør, at Nokia 930 synes større end den egentlig er, og den forsvinder ikke rigtig i bukselommen. Windows Phone 8.1 er til gengæld godt tænkt og ens tommeltotter skal sjældent vandre den lange vej mod nord under brug. Skærmen er samtidig følsom nok til, at vanteklædte fingre kan betjene den.

Se også: Nokia Lumia 930 – de første indtryk [WEB-TV]

Lumia 930 følger Nokia-traditionen med ClearBlack skærme med deres dybsorte signatur: den eminente kontrast. Opløsningen på 1920×1080 er høj, betragtningsvinkler er brede og farver er mættede, uden at overdrive. Dermed parkerer Nokia 930 sig i førerfeltet blandt topmobilerne når det kommer til både kvalitet og skarphed. Ikke nok med det så gør Nokia det muligt at justere farvernes intensitet og korrigere farver efter smag.

Bagerst finder man en enlig højtaler, som placerer 930 i den voksende skare af højtråbende, men knap så velspillende mobiler. Den kurvede bagside gør, at 930 altid giver lyd fra sig, selv når den hviler på bordet. Også her er brugertilpasningen i højsædet og man kan vælge en lydprofil der er tunet ind på ens trommehinders præferencer. 

Man skal til gengæld lede længe efter en udvidelser til Nokia 930 – de er borte. Man kan altså ikke udvide de indbyggede 32GB lagerplads eller skifte batteriet ud når det er slidt ned. En fiks detalje er dog at, SIM-kortet nu er gemt bag en lille låge, som ikke kræver et dedikeret værktøj til at trykke kortet ud, en lille negl gør det ligeså godt.

Nokia 930

Specifikationer Nokia Lumia 930

Mål: 137 x 71 x 9,8 mm, 167 gram
Skærm: 5” PureView Full HD display med Gorilla Glass 3, 441 PPI
Ydelse: Snapdragon 800, 2,2 GHz quad-core, Adreno 330, 2GB RAM
Kamera: 20 megapixels med optisk billedstabilisering,1/2,5” sensor, f/2,4 Carl Zeiss optik, dual flash og Full HD video med surround sound. 1,2MP front kamera
Lager: 32GB + 7GB gratis Skydrive
Batteri: 2420 mAh,
Software: Windows Phone 8.1, 
Netværk: 2G, 3G, 4G LTE, Bluetooth 4.0, NFC, DLNA, A-GPS, Wi-Fi b/g/n/ac
Pris: 3.995,- kroner

Nokia 930

Strutter af overskud

Selvom Nokia 930 ikke er Ferrari-rød, er der mere end godt bundtræk i Nokias og Microsofts nye øjesten. Motorhjelmen dækker over en firekernet Snapdragon 800 processor, der snurrer ved 2,2 GHz sammen med 2GB RAM.

Det er ikke allernyeste 801-platform som i forårskollektionen af Android mobiler, men det mærker man ikke. Windows Phone 8.1 er ligesom forgængerne skabt fra bunden til at køre let og elegant, selv når motorkraften er marginal. 930’eren har derfor rigeligt overskud. De medfødte apps som Explorer, Store og HERE Maps er lynhurtige og lader aldrig vente på sig.

Når det kommer til tunge spil der traditionelt får iOS og Android mobiler i knæ, er de ikke særligt velrepræsenteret i Windows Store. To af mobilsiden.dks sædvanlige testspil, Real Racing 3 og X-COM: Enemy Unknown, er ikke at finde på Windows Store – man skal derfor lede lidt længere efter de store udfordringer til Lumia 930.

I alternativet, 3D-racerspillet Asphalt 8: Airborne møder Lumia 930 nogen modstand. Den blev varm, men tabte aldrig pusten. Det får til gengæld batteriet til at lide – for kombinationen af en stor skærm og kraftig processor er forslugen og kan få det relativt lille batteri på 2420 mAh til at gå i sultestrejke på fire timer.

Alligevel er Lumia 930 en habil telefon på langdistancer hvis man er mådeholden i sit forbrug. Det mindre app-udvalg gør, at færre applikationer tikker i baggrunden. Windows Phone regerer desuden over applikationer med hård hånd, så ingen app får lov til at te sig. Nokia 930 har ellers en strømsparemodus – men den har ikke behov for det. Man kan altså presse en eller to dages driftstid ud af Lumia 930, så længe man ikke udfordrer batteriet med tunge spil.

Når det kommer til at koble sig på netværk, trækker Nokia tydeligvis på deres store erfaring og formår at få hul igennem. Alt fra 2G til hurtige 4G frekvenser bryder igennem under selv marginale netværksforhold.

En moden efternøler

Windows Phone er efternøleren i smartphone-land. Med knapt 4 år på bagen er Windows Phone stadigt i børnehaven, hvor Android på 6 år og iOS på 7, i dag ville starte i folkeren. Storebrødrene har altså et par klassers forspring som Microsoft skal indhente.

Første store skridt i den retning er Windows Phone 8.1. Forårets update bringer mange forbedringer med sig, som kan løfte Nokia 930 fra outsider til decideret udfordrer.

Mest iøjnefaldende er notifikationscenteret, hvor det omsider er muligt at få tjep adgang til notifikationer. Et rullegardin trækkes ned fra oven og nu kan beskeder fra apps skubbes til side eller hele striben kan ryddes i et enkelt hug. Her findes også en kvik-adgang til indstillinger, Wi-Fi, bluetooth, flytilstand og rotationslås, hvilket sparer brugeren for mange omveje til indstillingsmenuen.

Visuelt er Windows Phone stadigt vellykket pandekageflad. Microsoft skal have ros for Metro-designet, for det viser sig at være et fremtidssikret formsprog. Fire år senere virker det stadigt friskt og snappy. Men nu får man mere, man som bruger kan tilpasse.

De levende klinker kan nu indrettes i flere søjler, og kan justeres i flere størrelser. Samtidig kan man nu tilføje baggrundstapeter som klinkerne bliver ruder ind til. Windows Phone får vinduer!

Det er de 3 sædvanlige knapper, hjem, tilbage og søg, der navigeres med og det fungerer. Et kronisk irritationsmoment er dog Microsofts insisteren på at opstille lister. Indstillinger, applikationer, kontakter og flere er alenlange lister som tager evigheder at gennemgå. Man kan selvfølgeligt søge i stedet, ja, men man får aldrig det samme overblik, som ikoner giver.

Den medfølgende softwarepakke bygger på godbider fra både Nokia og Microsoft, hvor Office, HERE Maps, Internet Explorer, Skype og Nokias kamera-apps udgør kernen.

Internet Explorer skal fremhæves, for den er et potent alternativ til Chrome og Safari. Her kan der navigeres lynhurtigt, hvis man vænner sig til søgemaskinen Bing. Tastaturet er også opdateret og er både dygtig til at forudsige og vælge det rette ord for en.

Lumia 930 er i stand til at tage uhyre detaljerede billeder

Pureview-kamera er mere end marketing

Nokias ekspertise på kamerafronten er næsten uden sidestykke, med alt fra de første til de bedste kameramobiler i porteføljen. Nokia 930 lever op til familienavnet og præsenterer et kamera med 20 megapixels, optik fra specialisterne fra Carl Zeiss og optisk billedestabilisering.

Mobilkameraet kan enten fyres op i enten Microsoft eller Nokias kamera-app. Nokias er lidt generelt lidt rigere på udstyrslisten og giver lynhurtig adgang til mange avancerede indstillingsmuligheder.

Der kæles faktisk for de mere avancerede fotografer i Lumia 930. Billeder kan optages i 20 megapixels, men de allermest ambitiøse kan optage i delevenlige filer på 5 megapixels, mens der gemmes et digitalt negativ (DNG) som kan efterbehandles i Adobe Photoshop eller Lightroom.

Og det er umagen værd.

Negativerne kan redde undereksponerede billeder og hive uhyre mange detaljer ud af motivet. Er der ellers lys nok, kan man, i ramme alvor, printe billederne ud i plakatformat!

Billeder taget som digitalt negativ kan reddes i Photoshop. Her er himlen genskabt ud fra DNG-filen.

Det vil måske ikke overaske brugere af Nokias ambitiøse kameramobil Lumia 1020, men i modsætning til fætter 1020 oplever man ikke ventetider på flere sekunder når billeder knipses. Fokus foregår hurtigt og billede plus negativ, lagres på under et sekund.

Når lysene dæmpes bliver man mindet om, at det trods alt kun er en kameramobil. Billeder er stadigt skarpe men noget blodfattige, for det kniber for f/2.4 optikken at hive nok med lys og farver ind. Man opnår dog stadigt hæderlige resultater der sagtens kan måle sig med feltet af topmobiler. Skal der et skud lys til afgiver den dobbeltløbede flash, lys med den rette farvetone, for at give en naturlig belysning.

Billede gemt i 5 megapixel

Vender man sig mod videodelen er Nokia ikke hoppet på 4K-vognen endnu. I stedet satses der massivt på lydkvaliteten. To HDR-mikrofoner spredt ud på chassiset danner et 3D-lydbillede som kan tilføje et 5.1 surround-lydspor til ens hjemmevideoer.

Det er svært at ane surround-effekten i videoerne, men den høje dynamik fungerer som en drøm til koncertoptagelser, eller andre larmende begivenheder. Selve filmene er detaljerede men mangler et skud farve og det sidste bid for at måle sig med de allerbedste. Den optiske stabilisering er dog en velsignelse som sikrer sikker føring under optagelserne.

Den sædvanlige klagesang

En anmeldelse af en Windows Phone enhed vil ikke være komplet, uden den sædvanlige hændervriden omkring manglende apps. Men Windows Store er ikke længere noget supermarked fra DDR-tiden, for den er nu over 400.000 apps stærk. Konkurrenterne fra Google og Apple har dog for længst rundet millionen.

Problemet er, at platformen sjældent får nyeste apps på samme tid som Android og iOS, men de plejer at finde vej før eller senere. Siden sidste top-Nokia, Lumia 925, blev til, er væsentlige apps som LinkedIn, Instagram, Pinterest, VLC, Spotify, Vine og flere at finde. Nogle af apps’ene er dog ikke nær så funktionsrige, Instagram er eksempelvis stadigt i beta.

Nokia Lumia 925 – endnu en succes [TEST]

Visse applikationer larmer stadigt med deres fravær. Der kan opstøves alternativer, men ofte med reduceret funktionalitet til følge. Dropbox, Gmail, YouTube, Flipboard og Pocket findes der råd for, men alternativerne bærer præg af at være tredjeparts-ersatz og giver DDR-associationer.

Nogle danske apps, som kun har vores lille andedam som potentielt marked, forbigår desværre platformen helt. DBA.dk og DSB’s mobilbillet app er eksempelvis ikke at finde på Store endnu – 3 år efter udgivelsen. Ansvaret hviler selvfølgeligt hos udviklerne, men her bør Microsoft iværksætte et større charmeoffensiv for at få væsentlige udviklere ind i folden. App-manglen kan jo tilgives i budget-enheder, men det er sværere at forsvare når målsætningen er toppen af poppen.

Den bedste Windows telefon nogensinde

Microsoft og Nokia underspiller i deres approach til en topmobil. Man finder ingen flashy marketings-funktioner eller varm luft i Lumia 930. Alt fra kamera til software er bundsolide erfaringer omsat til anvendelighed.

Hvorvidt Lumia 930 er mobilen for en, afhænger derfor af ens profil. Er du app-junkie der kronisk opsøger det nyeste app-fix eller 3D-spil, vil det bare ikke være mobilen for dig. Er man mere mådeholden og egentlig bare ønsker en god platform til Office, sociale tjenester, billeder, chat og surfen på nettet er Nokia 930 svær at slå.

Dagsprisen er lige syd for 4000 kroner, en skarp pris for en topmobil der kombinerer vellykket hardware og software til et 12-tal, eller seks stjerner. Men begiver man sig ofte uden for Microsofts og Nokias økosystem, bliver oplevelsen ofte frustrerende, og vi dratter ned til fire stjerner.

Microsofts Nokia Lumia 930 får derfor 5 af 6 mulige stjerner.
Det betyder mobilsiden.dks stjerner.

Du kan finde den bedste pris på Lumia 930 her på mobilpriser.dk

Fordele:

  • Bundsolid men frisk design
  • Potentiale for fantastiske billeder
  • Lynhurtig i brug

Ulemper:

  • De nyeste apps savnes
  • Brugerfladen er kluntet til tider