Samsung Galaxy S II – den fedeste Android-mobil (kæmpe mobiltest)

TEST: Samsung Galaxy S II er den bedste og hurtigste Android-mobil vi endnu har set. Læs alt om den her!

Samsung Galaxy S II – den fedeste Android-mobil (kæmpe mobiltest)

Samsungs startede deres tilbagetog til smartphone-scenen sidste år, med lanceringen af Samsung Galaxy S, mobilen der satte ny standard for skærmkvalitet.

Selvom Galaxy S først efter en stor software-opdatering blev rigtig god, var modellen en vigtig brik i kampen mod HTC’s dominans på Android-markedet.

Opfølgeren, Galaxy S II, der er her nu, lider slet ikke af de problemer som etteren gjorde. Den virker nærmest perfekt – hvilket er HELT usædvanligt, når det drejer sig om smartphones. Men når der graves dybt nok, finder vi alligevel problemer.

Om problemerne er væsentlige for dig, kan du ud fra denne anmeldelse af Samsung Galaxy S II vurdere.

Samsung Galaxy S II
Samsung Galaxy S II (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Flot super-skærm – argument #1

Skærmen på 4,27 tommer (800 x 480 pixels) er det første store salgsargument for Galaxy S II. Typen er Super AMOLED Plus, som er en virkelig powerfuld sag – og endda i ridsefrit Gorilla-glas, som er ualmindeligt stærkt.

Da jeg startede mobilen første gang, troede jeg, at lysstyrken var sat til max, for at få den til, fra udpakningen, at virke imponerende.

Men jeg tog fejl! Lysstyrken stod som standard til “automatisk” – så skærmen ER altså bare MEGA flot. Selv når lyset sættes på minimum, kan det næsten være for meget, særligt hvis der er mørkt omkring én.

Hvis ens smag ikke er til kraftige “Disney-farver”, kan der justeres en smule ned for farveladen i menupunktet “Baggrundseffekt”.

Selvom Apples iPhone 4 har en højere opløsning (960 x 640 pixels), har iPhone 4 hverken en bedre eller flottere skærm. Samsung viser tydeligt, at de ER en af verdens absolut bedste skærmproducenter.

Samsung Galaxy S II
Samsung Galaxy S II (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Hurtig betjening – argument #2

LG Optimus 2X var verdens første smartphone med dual-core processor. Men Samsung Galaxy S II er hurtigere. 1,2 GHz mod 1,0 GHz. Naturligvis kan hastighed ikke alene afgøres på tal, da det også handler om, hvordan (eller om) producenten forstår at udnytte processor-kraften. Og her skuffer Samsung ikke.

Galaxy S II er HURTIG – meget hurtig, til enhver opgave den bliver stillet. Alt fra start af programmer, over afvikling af f.eks. krævende HD-spil, til den almindelige navigation rundt i brugerflade og menu, sker kvikt og effektivt. Jeg har på intet tidspunktet tænkt, at “her kan S II ikke følge med”.

Brugerfladen hverken hakker eller halter (lagger) – hvilket ellers er kendetegnene ved hovedparten af de Android-mobiler, der findes på markedet. Samsung har dog taget nogle valg, i forhold til, hvordan grafikken håndteres og ser ud, når man f.eks. bladrer fra side til side i menuerne – men der er ikke tale om, at mobilen ikke kan håndtere grafikken korrekt eller hurtigt nok.

I øvrigt åbner alle menupunkter og applikationer lynhurtigt, så snart der klikkes på dem.

Samsung Galaxy S II
Samsung Galaxy S II (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Fuld fart på internet – argument #3

Samsung Galaxy S II håndterer trådløse forbindelser hurtigt. Bluetooth, såvel som trådløst internet, aktiveres og tilsluttes, i det øjeblik der trykkes på knappen.

Store websites indlæses hurtigere, end jeg tidligere har set på de konkurrerende produkter, og hvis Flash er slået fra (browser – indstillinger – aktiver plug-ins), kan hastigheden speedes yderligere op.

Det er let at navigere rundt på siderne, hvor der kan zoomes med to fingre (multitouch). Desværre er det ikke muligt at zoome, mens man flytter websiten – og teksten skaleres ikke nær så godt til skærmbredden, når der zoomes, som tilfældet er på HTC’s modeller.

S II fungerer glimrende via trådløst netværk. Men indikatoren viser en forholdsvis lav signalstyrke, selvom man er relativt tæt på den trådløse router. Det interessante er, at den ikke ‘falder af netværket’, eller virker ustabil. Derfor formoder jeg, at signalstyrke-visningen ikke er i overensstemmelse med virkeligheden.

Når det er sagt, så er det en fornøjelse at være på internettet fra Galaxy S II.

Mail, kontakter og kalender er understøttet af blandt andet synkronisering med Google, Microsoft Exchange Activesync, Yahoo! Mail, Windows Live Hotmail m.f.

Samsung Galaxy S II. Hurtigindstillinger / strømbesparelse (widget) er standard på Galaxy S II (Foto: Mobilsiden.dk)

Touchwiz brugerfladen

Touchwiz er Samsungs svar på en Android-brugerflade – altså et grafisk overlay på Android styresystemet. På HTC’s mobiler er dette kendt som HTC Sense. Men i Samsung-universet hedder det altså Touchwiz.

Samsung har lagt deres betjeningsoplevelse ind på forside-skærmene: beskeder, kalender, kontakter, opkaldsdelen, FM-radio, kamera m.v. Og de har gjort det virkelig godt.

Man fornemmer et godt sammenhængende brugerinterface, hvor Touchwiz fungerer effektivt, uden at være generende. Særligt hurtig-genveje til Wifi, Bluetooth, GPS, lyd og auto-rotation, der ligger i topgardinet, er stærkt vanedannende.

Samsung har også lavet en masse lækre grafiske detaljer i brugerfladen. Et par af disse, kan du se i web-TV indslaget herunder.

Touchwiz er gennemført. Men der ER problemer. Blandt andet SMS/MMS-delen halter enormt.

Web-TV: Se mere af interfacet på Galaxy S II

Samsung Galaxy S II. Her ses det originale Samsung-keyboard til beskeder. Det er også muligt at benytte et Swype-tastatur. (Foto: Mobilsiden.dk)

SMS, MMS og tastatur er ikke godt nok

Udviklerne hos Samsung har sovet i timen, da de programmerede beskeddelen i Galaxy-smartphonen.

Der er ikke komma direkte fremme på tastaturet, ord-forslag under skrivning får skærmbilledet til at hoppe, da linjen kommer og forsvinder hele tiden, og leveringsrapporter vises som selvstændige beskeder i toplinien.

Dertil kommer en række andre småting, der samlet set får besked-oplevelsen til at trække ned på karakteren. Du kan læse artiklen om SMS-funktionen i Galaxy S II, for at få mere viden om, hvad problemerne i denne funktion, mere præcist er.

Samsung Galaxy S II. Gamehub giver mulighed for at prøve og købe HD-spil. (Foto: Mobilsiden.dk)

En spilmobil?

Den kraftige processor gør oplevelsen af HD-spil unik på Galaxy S II, og mobilen kommer med en “Gamehub”, der samler en række premium HD-spiltitler fra producenten Gameloft.

Det er muligt at hente prøveversioner af spillene, inden de købes – og hele spiloverblikket er faktisk bedre, end det vi har set på Sony Ericsson Xperia Play, der ellers er dedikeret til spil.

Så hvis du er til spil, er kombinationen af en forrygende god skærm og kraftig processor, en rigtig god cocktail.

Samsung Galaxy S II, kamera
Samsung Galaxy S II . Kamera-indstillinger (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Virkeligt godt kamera

Fotolys, 8 megapixels og HD-videooptager. Galaxy S II har, hvad der skal til, for også at være en fotomobil.

I forhold til mange andre smartphones, starter dette kamera op lynhurtigt og fokuserer i tilsvarende hast. Dermed er der større sandsynlighed for, at man ikke misser et perfekt motiv.

Den gode nyhed er billedekvaliteten, der efter min opfattelse, holder hele vejen. (Læs også: Sådan er kameraet i Galaxy S II)

Også videokameraet gør det godt, og der kan optages i HD-kvaliteten 1080p. Desuden medfølger en videoeditor, der gør det muligt at redigere videoklips direkte på mobilen, sådan som det kendes fra iMovie på iPhone og iPad.

Videoeditor på Samsung Galaxy S II er preinstalleret (eller hentes via Samsung Apps) og dermed gratis. Programmet fungerer fornuftigt, men er ikke på iMovies niveau – omend det dog stadigt er anvendeligt.

Vi har i testperioden oplevet fejl i den færdige fil, når vi har forsøgt at eksportere i opløsningen 1280×720, mens 720×480 fungerer fint.

Billeder taget med Samsung Galaxy S II

Opkald med smartdial

Lydkvaliteten ved opkald er rigtig god på S II, og den har smartdial, hvor du kan stave dig frem til en kontaktperson på opkaldstastaturet.

Der er også let adgang til ubesvarede opkald, kontakter, favoritter m.v.

Jeg har ikke i testperioden oplevet fejl i forhold til telefonopkald. Også her virker Samsungs topsmartphone  temmelig god.

Samsung Galaxy S II, screenshot
Samsung Galaxy S II. Screenshot fra Samsungdive hvor man kan spore sin mobil. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Hvor er min mobil?

Galaxy II kan sættes sammen med en brugerkonto på Samsungdive.com. Med en sådan, er der mulighed for at spore hvor mobilen aktuelt befinder sig – og endda tracke dens bevægelser over en periode.

Bliver mobilen væk, kan den fjernlåses og fjernslettes – ligesom det også er muligt at se opkaldslisten, samt aktivere ringning på fuld lydstyrke.

Samsungdive minder om HTCSense.com – og tjenesten virker også på forgængeren Samsung Galaxy S.

Der er ikke tale om en u-undværlig feature – men en der er “nice to have”, der bestemt er lig med pluspoint i karakterbogen.

Du skal være opmærksom på, at tracking af mobilen over en tidsperiode, bruger ualmindeligt meget strøm.

Samsung Galaxy S II. Batteriforbrug (Foto: Mobilsiden.dk)

Imponerende batteritid

Jeg er imponeret!

Galaxy S II holder strøm i LANG tid, i forhold til andre Android-mobiler. 16-18 timer i drift med fuld synkronisering og mange samtaler er ikke unormalt. Og så er der endda stadig 15-20 procent på batteriet.

En af årsagerne er naturligvis batteriets størrelse, som er hele 1650 mAh – men det er virkelig en fornøjelse, ikke at skulle løbe fra oplader til oplader.

Men uanset batterikapaciteten, så er Galaxy S II den smartphone, som jeg har fået længst driftstid ud af.

Under indstillinger finder man en strømspare-opsætning, hvor synkronisering, trådløst netværk m.v. kan deaktiveres, når batteriet når ned på et bestemt niveau. Også skærmlyset, kan automatisk sættes til et minimum, for at spare strøm.

Desværre virker strømspare-funktionen relativt forvirrende og buggy. En af de mest trælse ting er, at den ikke automatisk slår funktionerne til igen, når mobilen oplades og batteriet igen når over niveauet for, hvornår strømspare skal slåes til. Så her må Samsung tilbage i arbejdstøjet.

Samsung Galaxy S II. Her ses Musichub hvor der kan købes musik.(Foto: Mobilsiden.dk)

Bonusfunktioner

Samsung har lagt en række ekstrafunktioner i denne smartphone. F.eks. Musichub, hvorfra man kan løbe musik fra butikken 7digital, samt diktafon m.f.

Det er også muligt at administrere indholdet på mobilen via trådløst internet. Det kræver blot, at computeren er på samme trådløse netværk som mobilen. Derefter kan man åbne programmet Kies Air på mobilen, og indtaste den adresse programmet viser, direkte i browseren på computeren, hvorefter mobilens indhold vises i browseren.

Galaxy S II kommer i øvrigt med et par fine in-ear-hovedtelefoner, og den har en glimrende musikafspiller, der tilmed lyder godt.

Det er derimod total nedtur når man opdager, at højtaleren sidder på bagsiden af mobilen.

Resultatet er, at når mobilen lægges på særligt bløde overflader, så kommer der næsten ikke noget lyd ud, da mobilen “ligger oven på højtaleren”. Sådan en detalje, forstår jeg ikke, at Samsung ikke har fanget undervejs i udviklingsprocessen.

Som vi tidligere har beskrevet, så kommer Samsung Galaxy S II uden NFC-understøttelse. 

Samsung Galaxy S II
Samsung Galaxy S II.  (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Konklusion: Toppen af poppen

Uden abonnement koster Samsung Galaxy S II, ifølge Mobilpriser.dk, omkring 4.300 kroner. En meget konkurrence-dygtig pris, der giver meget topsmartphone for pengene.

Galaxy S II er ikke perfekt, for der er problemer hist og her. Men det er der i alle mobiler.

Min opfattelse er dog, at Galaxy S II klart er den bedste Android-mobil netop nu. Derfor scorer den i den kategori seks ud af seks stjerner.

S II er overordnet set lige så god som iPhone 4. Men det er vigtigt at forstå, at der er tale om to MEGET forskellige mobiler, der henvender sig til nogle forskellige købegrupper.

Samlet på smartphone markedet, lander vi dog kun på fem ud af seks stjerner – hvilket er samme karakter, som jeg i sin tid gav Apples iPhone 4.

Jeg giver ikke topkarakter, da særligt SMS-funktionen, som er MEGET væsentlig for de fleste, trækker kraftigt ned. SMS-delen er tilsvarende den som findes i Galaxy S, men til trods for et års ekstra udviklingstid, er der intet sket på denne front. Og når vi ligger i den høje ende prismæssigt, så SKAL basis-feature være på plads. Omvendt er jeg ikke i tvivl om, at rigtig mange købere, vil opfatte Galaxy S II som en topkarakter-mobil. 

Galaxy S II er ikke velegnet til førstegangskøberen, men er for dem, som ved hvad de vil have, samt for dem, der vil have toppen af poppen i øjeblikket.

Web-TV: Samsung Galaxy S II – bedste Android-mobil nogensinde

Web-TV: Sådan er Galaxy S II i sollys

Web-TV: Lækkert tilbehør til Galaxy S II

Samsung Galaxy S II, screenshot
Samsung Galaxy S II – screenshot.  (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Videre nyt om Musik

Næste fortælling om sagen kan også være interessant. mobilsiden har bragt sagen videre. 13/5/2011 gik vi videre med nyheden HTC Wildfire S – et godt køb til prisen (mobiltest) – Den finder du her. Meget er sket siden. Du kan klikke her for sidste nyt i sagen..