Samsung Galaxy Tab 3 – skuffende langsom (produkttest)

TEST: Galaxy Tab 3 bør du gå uden om, når der skal vælges Android-tablet. De gode sider overskygges desværre af en ualmindelig sløv oplevelse.

Samsung Galaxy Tab 3 – skuffende langsom (produkttest)

Samsung har en bred pallette af produkter med skærme i forskellige størrelser, og også i tablet-kategorien er der mange valgmuligheder.

Samsung Galaxy Tab 3 er eksempelvis kommet i hele tre skærmvarianter på henholdsvis 7, 8 og 10,1 tommer. Vi har valgt at teste den store udgave med WiFi.

I Danmark findes produkterne på 7 og 8 tommer både rene WiFi-versioner, samt med både WiFi og adgang til datakommunikation via mobilnettet.

Velkendt design

Galaxy Tab 3 har designlayout fra samme streg, som telefonerne Galaxy S III og Galaxy S 4, hvilket skaber en genkendelighed og sammenhæng på tværs af produktkategorierne.

Ikke overraskende er materialevalget faldet på plastik, der som altid afføder en diskussion om, hvorvidt det kunne gøres smartere, og med nogle dyrere materialer.

Her skal man huske, at plastik udover at veje mindre end metal, på mange punkter også er mindre overfølsom, når det kommer til dagligdagens brugsridser og knubs. Alle med en telefon i aluminium (**host.. iPhone 5 *host*) vil anerkende at produktet i starten er vildt pænt, men tidens tand bider hårdt i dette materiale.

Tab 3 er sat godt sammen og hverken knirker eller knager.

Ikke de vilde specifikationer

Indmaden består af en dual-core processor på 1,6 GHz (Intel Atom Z2560) samt grafikprocessoren PowerVR SGX544MP2. Den interne hukommelse er i vores model 16 GB, men der findes også en med 32 GB. Begge modeller kan tilføres mere hukommelse, op til 64 GB, via microSD-kort.

Hvad der derimod ikke kan udvides er RAM-delen der i Tab 3 kun er på 1 GB.

Skærmen er vel det man kan kalde for en gennemsnitstype. LCD WXGA er den tekniske betegnelse, hvilket dækker over en opløsning på 1280 x 800 pixels og en PPI på 149. WiFi-delen under støtter 802.11a/b/g/n 2,4 + 5 GHz og Bluetooth er oppe på version 4.0.

Kvaliteten er god, uden man dog bliver blæst tilbage i sædet. Heldigvis er betragtningsvinklen fin, og der efterlades ikke tvivl om, hvorvidt Samsung kan noget med skærme.

Enheden fylder 243,1 x 176,1 x 8 mm og vejer 510 gram. Til sammenligning så var forgænger-modellen Galaxy Tab 2 både større og tykkere, og havde desuden en vægt på 588 gram.

Android udgaven hedder aktuelt 4.2.2 og oven på denne ligger Samsungs egen Touchwiz-brugeroplevelse, der kendes fra selskabets øvrige produkter, så på den måde føler man sig godt hjemme, når det kommer til betjeningen.

Samlet er der ikke tale om en tablet med overdrevne hardware-specifikationer, noget der i testperioden viste sig, at blive afgørende for testens resultat.

Samsung Galaxy Tab 3, screenshot
Screenshot fra Samsung Galaxy Tab 3.

En langsom skildpadde

Besøger man kæmpeskildpadderne i Zoo så har de store dyr, ikke travlt, hverken når der spises salat eller ”løbes”. Sådan er det også med Samsung Galaxy Tab 3, der bare er håbløs langsom.

Samsungs brugerinterface trækker skygger efter ikonerne, når der bladres fra side til side. Når man skifter fra program til program, går det heller ikke specielt kvikt, og et tryk på hjemknappen bringer en forside frem, der oftest skal genopbygge widgets, inden den for alvor er klar.

Noget så simpelt som Google søgninger fra søgelinjen på forsiden er en sløv affære, det samme gør sig gældende når der browses rundt på websites – noget der kræver tålmodighed, og at du kan leve med en brugeroplevelse, der hænger i bremsen.

I galleriet er Picasa og Dropbox indarbejdet, så billederne fra tjenesterne kan ses samme på sted, men når funktionen er aktiveret, bliver galleriet så langsom, at det i praksis er uanvendeligt. Samme problemstilling gør sig gældende i videoafspilleren, særligt hvis man har mange videoer (eller billeder) liggende på de eksterne tjenester.

Samsung Galaxy Tab 3, screenshot
Screenshot fra Samsung Galaxy Tab 3.

Spændende funktioner

Samsung skal have ros for kalenderprogrammet S-planlægger, der giver et godt overblik på den store skærm, og med farver der indikerer hvilken kalender, at en begivenhed er oprettet i.

Videoafspilleren har desuden mulighed for at afspille videoer i vinduer oven på brugerinterfacet, ganske som det kendes fra Samsungs smartphones.

Programmet Smart Remote, der følger gratis med, udnytter IR-porten på toppen af tabletten, og forvandler Galaxy Tab 3 til en fjernbetjening, der kan anvendes på tværs af enheder og i øvrigt sættes op til at håndtere flere rum – samt enheder fra forskellige producenter. Så hvis du har fjernsyn i både køkkenet og stuen, kan de enkelte fjernbetjeninger være lagret i applikationen. 

Smart Remote er ikke gennemført perfekt, men egentlig en meget cool gimmick at få med.

I den positive kategori kan desuden nævnes et godt on-screen tastatur, og at opladning sker med almindeligt micro-USB stik, så man kan fylde strøm på, næsten uanset hvor man. I øvrigt er Galaxy Tab 3 ikke specielt dårlig på batteritiden, så her er endnu et plus.

Også genvejene i topgardinet, er noget man kommer til at holde meget af, på denne tablet.

Samsung har ført funktionen Smart-skærm med over på Galaxy Tab 3. Her forbliver skærmen tændt så længe der kigges på den, og desuden roteres skærmindholdet i forhold til retningen på dit ansigt, sidstnævnte funktion virker dog forholdsvis ustabil.

Langsomheden i brugeroplevelse er ikke det samme som, at produktet er ustabilt, for det er bestemt ikke tilfældet. Alt kører ganske stabilt, det er blot irriterende langsomt.

Konklusion: Rimelig pris – men ikke god nok

Som det fremgå af testen, er jeg på ingen måde imponeret over Samsung Galaxy Tab 3. Tilbage i juli 2012 skrev jeg om forgængeren Samsung Galaxy Tab 2, der heller ikke fik en specielt god anmeldelse, og det er lige som om, at historien gentager sig.

Jeg synes ikke, denne tablet er værd at bruge penge på, heller ikke selvom prisskiltet viser lige under 3.000 kroner, ifølge Mobilpriser.dk. Man kan næsten ikke andet end blive skuffet.

Generelt er mit anke omkring Android-tablets, at der fortsat ikke er ret mange tablet-tilpassede applikationer, og derfor er brugsværdien ikke altid tilfredsstillende. Men selvom der var hundredetusinde tilpassede apps, er der stadig tale om en ringe slutoplevelse.

Det er virkelig synd, at Samsung ikke har større ambitioner på tabletområdet – eller at køberne ikke stiller større krav, specielt også fordi Android er den største tabletplatform. Ifølge IDC endte andet kvartal 2013 med en tabletmarkedsandel på 62,6 procent til Android, mens iPad måtte nøjes med 32,5 procent.

Jeg pakker pænt Samsung Galaxy Tab 3 sammen igen, og lander på samme karakter som Tab 2 fik, nemlig 2 ud af 6 stjerner.

Læs også:
Web-TV: Se testen af Galaxy Tab 3

Efterfølgende nyt

Redaktionens fokus på tematikken gik videre. mobilsiden gik videre med historien. 27/8/2013 blev historien fulgt op med nyheden; LG G Pad 8.3 – de nyeste rygter – Læs her. Tjek de seneste nyheder om temaet her.