Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Test: Apple iPhone XS og XS Max - Bedre men dyrere

Test: Apple iPhone XS og XS Max - Bedre men dyrere

Anmeldelse: Den nye iPhone XS er den klassiske s-opdatering fra Apple. Den gør en allerede god iPhone endnu bedre, men mangler stadig det sidste.

iPhone XS Max
iPhone XS Max
Foto: Mobilsiden.dk

Endnu et år er gået og endnu en iPhone er blevet lanceret. Som det sker hvert andet år, er der blevet tilføjet et "s" til dens navn, så den nu hedder XS, i stedet for X. Det betyder at dette års iPhones ydre er det samme som sidste år, men det indeni er nyt.

iPhonen er ekstremt populær herhjemme. Faktisk er den så populær at hver anden dansker render rundt med én i lommen. Derfor undrer det ikke at alle teleselskaberne har kø til deres webshop, når forsalget af nye iPhones begynder.

I år har Apple forbedret iPhonen på nærmest alle punkter, men prisen når også nye højder. Her er vores oplevelser med iPhone XS og XS Max.

Læs også: Apples iPhone XS Max har den bedste skærm på markedet

Fordele:

  • Byggekvaliteten er helt i top
  • Den bedste smartphone skærm på markedet
  • Fremragende kamera
  • De bedste højttalere i en smartphone
  • Ydelsen
  • iOS 12 er hurtigt og flydende

Ulemper:

  • Prisen
  • Langsom opladning
  • Ingen adapter til 3,5mm jackstik
  • Samme design som sidste år
  • Kameraet halter når det bliver ekstremt mørkt
 

iPhone XS Max med den 6,5 tommer store skærm
iPhone XS Max med den 6,5 tommer store skærm
Foto: Mobilsiden.dk

Samme design som sidste år

iPhone XS ligner iPhone X til forveksling, men det behøver ikke være noget dårligt. Og dog er der alligevel også små forskelle på det ydre.

De nye iPhone modeller siger et endeligt farvel til den fysiske hjem-knap og Touch-ID fingeraftrykslæser. De gamle modeller bliver udfaset og fremover skal iPhone købere vænne sig til ny styring af softwaren og ikke mindst til oplåsningen af telefonen, som nu foregår via ansigtet - eller pinkode. Heldigvis er det nogle solide løsninger Apple har formået at lave, som man hurtigt vænner sig til.

Selvom designet er et år gammelt, så er det stadig lækkert. Der er glas på begge sider af iPhone XS, ifølge Apple det mest hårdføre i en smartphone. Den påstand har vi dog ikke testet. Rammen er i rustfrit stål, hvor man i de fleste telefoner her bruger aluminium. Siderne og hjørnerne på telefonen er afrundede, hvilket gør den utroligt behagelig at holde om. Skærmen fylder nærmest hele fronten, lige bortset fra den lidt for store notch i toppen. Det er ærgeligt den ikke er blevet mindre, for det er muligt.

I bunden er der blevet lavet lidt om, for at gøre plads til endnu en antenne. Dette skulle give hurtigere datahastigheder. Til gengæld bryder det lidt med det symetriske design, men det er nok de færreste, der alligevel opdager det.

Bortset fra det så er alt placeret præcis som sidste år. Men det gør ikke noget, for kvaliteten er helt i top. Man er slet ikke i tvivl om, at man står med et kvalitetsprodukt i hånden. Den er flot at se på og virker solid.

Bunden er ændret en anelse i forhold til iPhone X. Et nyt antennebånd er tilføjet, som giver forbedrede datahastigheder.
Bunden er ændret en anelse i forhold til iPhone X. Et nyt antennebånd er tilføjet, som giver forbedrede datahastigheder.
Foto: Mobilsiden.dk

Kameramodulet er blevet en anelse mere fyldigt, men ikke noget man umiddelbart vil kunne se. Kommer man et cover lavet til iPhone X på XS, så kan man se den lille forskel.

Helt uændret er iPhonen i år dog alligevel ikke, for Apple lancerede også iPhone XS Max, som indeholder den største skærm i en iPhone nogensinde. Den er på hele 6,5 tommer og den er en stor sag.

Kameramodulet er en anelse tykkere på iPhone XS.
Kameramodulet er en anelse tykkere på iPhone XS.
Foto: Mobilsiden.dk

Specifikationer på iPhone XS og iPhone XS Max

Specifikationer iPhone XS iPhone XS Max
Mål og vægt 143.6 x 70.9 x 7.7 mm, 177 gram 157.5 x 77.4 x 7.7 mm, 208 gram
Skærm 5,8 tommer Super AMOLED 1125 x 2436 pixel 6,5 tommer Super AMOLED 1242 x 2688 pixel
Processor A12 Bionic A12 Bionic
Batteri Ukendt Ukendt
Internt Lager 64, 256 og 512GB 64, 256 og 512GB
Kamera 2x 12 megapixel, f/1.8, OIS, 2x optisk zoom 2x 12 megapixel, f/1.8, OIS, 2x optisk zoom
Software iOS 12 iOS 12
Andet IP68 certificering, stereo højttalere, FaceID 2.0, Trådløs opladning IP68 certificering, stereo højttalere, FaceID 2.0, Trådløs opladning
Vejledende pris / farver Pris fra 8.899 / sølv, space grey, guld Pris fra 9.799 / sølv, space grey, guld

Skærmen på iPhone XS Max er større, men derudover er designet nærmest uændret fra iPhone X.
Skærmen på iPhone XS Max er større, men derudover er designet nærmest uændret fra iPhone X.
Foto: Mobilsiden.dk

Maximum display

Åbner man iPhone XS op, hvilket jeg ikke vil anbefale man kaster sig ud i, så finder man det nye A12 Bionic chipsæt. Huawei og Apple er de første producenter, som har kastet sig ud i 7nm teknologi, hvilket bl.a. betyder lavere energiforbrug og mindre varmeudvikling. For Apple ser det ud til at have givet pote. A12 Bionic er den hurtigste mobile chip på markedet lige pt. I forhold til A11 sidste år er den op til 15 procent hurtigere, mens dens energiforbrug er helt op til 50 procent lavere. Apps skulle ifølge Apple åbne op til 30 procent hurtigere, men det er reelt svært at spotte forskellen. Vi har prøvet at sammenligne iPhone X og XS, hvor XS i nogle tilfælge åbner apps en anelse hurtigere.

Det betyder ikke at iPhone XS er langsom, tværtimod. Det betyder bare at både iPhone X stadig er ekstremt hurtig, for de flyver begge velsmurte afsted. Alt er flydende og der opstår aldrig unødig ventetid.

Test: Samsung Galaxy Note9 - Mere af det hele

Jo, A12 bionic er hurtig, men en del af den imponerende ydelse føler vi skyldes iOS 12. iOS 12 er vel nok nærmest den mest succesfulde iOS opdatering til dato. Lige bortset fra opladningsproblemer, som snart bliver løst. Men mere om det senere. Lad os i stedet tage et kig på den flotte AMOLED skærm.


Skærmen på iPhone XS Max er ikke kun stor, men den er også utroligt flot.
Skærmen på iPhone XS Max er ikke kun stor, men den er også utroligt flot.
Foto: Mobilsiden.dk

Skærmen på iPhone XS Max er fantastisk

Skærmen på iPhone XS er på 5,8 tommer, præcis ligesom iPhone X. Skærmen på Max'en er på hele 6,5 tommer. De er begge AMOLED skærme og er lige gode. Den eneste forskel er størrelsen. Ifølge Apple har de forbedret den dynamiske rækkevidde i farverne med 60 procent, hvilket de færreste nok alligevel ikke vil kunne se.

De nye skærme er ekstremt flotte. Farverne virker naturlige og korrekte, i forhold til hvad man ser i konkurrerende smartphones, og der er virkelig knald på lyset. Sammenlignet direkte med Samsungs bedste display, så er der mere lys at hente i iPhone XS' display. Farverne er varmere end i Samsungs display og virker mere naturtro. Det er dog en personlig preference, hvad man her foretrækker. Begge skærme er virkelig gode, men vi synes iPhone XS' er en my bedre. 

Den store notch i skærmen skal man dog vænne sig til, hvilket man også gør. Den kan dog stadig drille mine øjne, når jeg ser fx Youtube videoer i fuld skærm.

Læs også: Apples iPhone XS Max har den bedste skærm på markedet

iOS 12 er en vinder

Kigger man udelukkende på udseendet af seneste iOS, så er der ikke sket meget. Det er stort set samme opbygning, funktion og design siden iOS 7, der blev lanceret tilbage i 2013. Jo, der er selvfølgelig blevet bygget videre på iOS siden, men generelt set er det det samme. Det kan både være iPhonens styrke og svaghed. Fordelen er at mange kender systemet og kan finde rundt i det. Det er trygt for mange forbrugere og den lette løsning, når man skal skifte mobil. På den anden side så bliver iOS hurtigt lidt kedeligt at se på og i brug, da det stort set er det samme som sidst og mulighederne er begrænsede.

Med iOS 12 har Apple ikke fokuseret på nyt design, men i stedet på optimering af softwaren, hvilket er lykkes rigtig godt. Så godt at man skal overveje, om det er værd at skifte den gamle 5s'er ud endnu.

Vi håber dog snart vi ser noget nyt på iOS fronten fra Apple.

Men iOS fungerer rigtig godt. Håndtering af notifikationer er blevet lettere i iOS 12, men er stadig ikke så godt som på Android. Til gengæld er det ekstremt let at komme i gang med iOS. Det kunne nærmest ikke være mere simpelt, at flytte indhold fra den gamle iPhone til den nye. Selve introduktionen til iOS er også godt lavet og vil hjælpe mange godt i gang. Her halter Android gevaldigt efter.

Ofte er der flere skridt tage i iOS, før man kommer til det man søger, men vejen dertil er ofte mere logisk end på Android. Jeg tror det er her iOS overvinder mange forbrugere. iOS er stadig mere simpelt, men indeholder også færre genveje.

Som tidligere nævnt, så er fingeraftrykslæseren nu helt væk fra Apples iPhones. Det betyder at alle, der skifter til en nyere iPhone, skal vende sig til at bruge ansigtoplåsning og/eller pinkode. Det kommer til at kræve tilvænning for mange, men Apples implementering er bundsolid. FaceID fungerer, for mig, rigtig godt. Det er hurtigt og oplåser selv når det er helt mørkt. Faktisk fungerer det så godt at man hurtigt bliver afhængig af det og savner det ved konkurrerende telefoner.

iPhone XS spiller godt sammen med Watch 4.
iPhone XS spiller godt sammen med Watch 4.
Foto: Mobilsiden.dk

Batteritiden er nærmest uændret

Størrelsen på batterierne i iPhones er ikke noget Apple reklamerer med, men det er sluppet ud at batteriet i iPhone XS er mindre end i forgængeren. Men på grund at det nye A12 chipsæt, så er batteritiden alligevel en anelse bedre end iPhone X. Ifølge Apple holder iPhone XS op til en halv time længere end iPhone X, hvor iPhone XS Max holder helt op til halvanden time længere. 

Det går desværre
galt når den skal
en tur i opladeren.


Batteritiden har i min testperiode været mere end godkendt. Det skal dog siges, at jeg har testet batteritiden på iPhone XS Max og ikke få iPhone XS. Den holder i halvanden til to dage for mig, omkring lige så længe som de bedste Android telefoner.

Det går desværre galt når den skal en tur i opladeren. Måske er det fordi jeg efterhånden har vænnet mig til hurtigopladning, som de fleste andre telefoner har med i salgsæsken, men det tager usandsynligt lang tid at lade den op. I salgsæsken medfølger den klassiske 5W oplader, men iPhone XS hurtigopladning, hvis man køber en speciel adapter som tilbehør. For en smartphone hvis pris starter ved 8.899 kroner og slutter på 12.999 kroner, så er det absolut for ringe.

Mine tanker går lidt på, om Apple har planer om helt at udfase opladning via kabel, og vil kaste sig 100 procent over trådløs opladning. Hvorfor så vænne brugerne til hurtigopladning, hvis man alligevel fjerner muligheden i næste generation af iPhones? Det er kun mine tanker og bestemt ikke noget vi kan drage nogle konklusioner på. Her i 2018 er det under alle omstændigheder for dårligt, der ikke følger en hurtigoplader med i salgsæsken.

Apple har haft fokus på kameraet

Der var engang hvor iPhones havde de absolut bedste kameraer i smartphone, men tiden er løbet fra Apple. En række Android producenter tog sig sammen og har midlertidigt overtaget den trone fra Apple. iPhone X var en forbedring, men iPhone XS er et stort skridt frem. Der er ingen tvivl om, at kameraet i iPhone XS er et af de bedste på markedet i en mobiltelefon, og den ender et sted i vores top 3.

De bedste kameratelefoner er generelt blevet virkelig gode og det er efterhånden detaljer, som skiller dem. Tit er det også et spørgsmål om personlig preference, da fotokvaliteten er i top, men tit alligevel er forskellig fra model til model. 

Vi synes klart at iPhone XS' styrker ligger i billeder taget i dagslys og portrætbilleder. Med iPhone XS introducerer Apple Smart HDR. Lidt simplificeret sagt, så sker der det, at når man tager en enkelt billede med telefonen, så tager den faktisk hele otte. De billeder bliver kombineret til ét endeligt billede. iPhone XS kameraet er ekstremt godt ved billeder i høj kontrast og til at oplyse mørke områder og skygger, så mange detajler fremstår mere tydelige. 

Portrætfunktionen er også blevet forbedret og de resultater vi får bekræfter det. Selve dybdefunktionen er dog ikke helt så god, når den bruges på andet end mennesker. Det kan du se på billederne herunder. Den nye dybderedigering er godt lavet og sjov at sidde og lege med. Apple er bestemt ikke først med denne funktion, men det er den bedste implementering af den jeg endnu har set.

I iOS 12 kan man lege med dybdefunktionen. Det er fornemt implementeret.
I iOS 12 kan man lege med dybdefunktionen. Det er fornemt implementeret.
Foto: Mobilsiden.dk

Når det bliver helt mørkt, så kæmper iPhone XS for at følge med konkurrenterne. Her opstår masser af støj på billederne og den formår ikke at samle lys nok ind.

Artiklen fortsætter under billederne...

Billeder i dagslys

Portræt og selfie

Billeder i lav belysning

Den er dyr, men ofte det bedste valg

iPhone XS er ikke billig, men det er en gennemført smartphone - på både design, kvalitet og software. Med iPhone XS får man den bedste skærm på markedet, den måske bedste ydelse og de bedste højttalere, men man får også en langsom opladning og samme design som sidste år. Spørgsmålet er hvor vigtigt dette er for dig. Vi synes at iPhone XS er blandt de allerbedste mobiltelefoner på markedet. Det er en fuldendt softwareoplevelse, hvor funktioner som FaceID og Apple Pay er gode eksempler på noget, som man hurtigt bliver afhængig af.

Kameraet i iPhone XS er også blevet betydeligt bedre og ligger nu trygt i vores top 3.

iPhone XS og XS Max er uden tvivl de bedste iPhones nogensinde, men er det gode nok til at opgradere den gamle iPhone? I mange tilfælde nej. iOS 12 har bragt nyt liv til ældre modeller, som gør at de holder lidt endnu. Har du en iPhone X skal du ikke bytte den ud med iPhone XS. Har du en iPhone 8, så skal du heller ikke, medmindre du vil af med TouchID og hjem-knappen. Har du en iPhone 7 kan du begynde at overveje en opgradering, som vil give mere mening.

Vi giver iPhone XS og XS Max 5,5 ud af 6 stjerner. Den høje pris og den langsomme opladning trækker ned.

Læs også: Huawei delte powerbanks ud til folk i kø til iPhone XS

Foto: Mobilsiden.dk
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies