Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Test: Jabra Elite 75t - Fantastisk lyd og batteri

Test: Jabra Elite 75t - Fantastisk lyd og batteri

Jabras nye trådløse in-ear Elite 75t er tæt på at være perfekte: Fantastiske lyd, batteri, komfort og et kompakt etui, men har ingen aktiv støjreduktion.

Jabra Elite 75t.
Jabra Elite 75t.
Foto: Mobilsiden.dk

Jabra er tilbage med en efterfølger til de fremragende Elite 65t, der siden lanceringen har været min personlige favorit og har modtaget gode anmeldelser verden rundt. Men der er sket meget i markedet for trådløse in-ear hovedtelefoner siden da, og mon Jabra formår at konkurrere med Sony, Sennheiser, Libratone og Apple?

Det er tydeligt at Jabra med Elite 75t har valgt, at gøre et allerede godt headset endnu bedre, og hvor nye funktioner har betydet mindre. Det betyder at Jabra Elite 75t spiller bedre, holder meget længere strøm, oplades med USB-C og er blevet mere kompakt, men ikke tilbyder fx aktiv støjreduktion eller trådløs opladning. Til gengæld er de billigere end konkurrenterne.

Kan Jabra gentage succesen? Her er vores test af Jabra Elite 75t.

Jabra Elite 75t: Fordele og ulemper

Fordele:

  • Fremragende lyd og utrolig dybde
  • Lang batteritid
  • God passiv isolering
  • Behagelig pasform
  • Kompakt etui
  • USB-C opladning

Ulemper:

  • Ingen trådløs opladning (kommer senere som tilkøb)
  • Ingen aktiv støjreduktion
 

Både hovedtelefoner og etui er blevet mere mindre med Jabra Elite 75t. Alligevel er batteritiden væsentligt forbedret.
Både hovedtelefoner og etui er blevet mere mindre med Jabra Elite 75t. Alligevel er batteritiden væsentligt forbedret.
Foto: Mobilsiden.dk

Designet på Jabra Elite 75t

Der er en tydelig lighed mellem Jabra Elite 65t og efterfølgeren, lige bortset fra størrelsen. Både etui og hovedtelefoner er blevet mindre, og tilbyder på trods af dette meget bedre batteritid. Hovedtelefonerne, der er lavet i hårdt plastik, er 20 procent mindre og en del lettere end forgængeren, hvilket betyder at den allerede gode komfort i Elite 65t, kun er blevet bedre i det nye sæt. Ører er ikke ens, men Jabra Elite 75t er det mest behagelige sæt in-ear hovedtelefoner jeg har testet.

De fysisk knapper er på Elite 75t blevet rearrangeret, hvilket både er godt og skidt. Knapperne er nu lettere at trykke på og det er også lettere at parre med nye enheder, men de dedikerede lydstyrkeknapper er røget i svinget. Det betyder at man nu kan holde inde på højre og venstre knap for at skrue op og ned, hvilket hurtigt bliver irriterende. Desværre kan man ikke tilpasse genvejene i Jabras ellers gode app.

Etuiet til Jabra Elite 75t er også skrumpet og samtidig fået nogle skønne opgraderinger. Ikke nok med at det er mindre, hvilket de fleste nok sætter pris på, så kan man nu åbne det med én hånd. De to hovedtelefoner sidder nu “fast” med en lille magnet, der gør det lettere at sætte dem tilbage i etuiet, og gør også at de ikke så let tabes. Den lille Micro USB indgang er nu endelig blevet udskiftet med en moderne USB-C indgang, der gør det muligt at bruge det kabel, som man normalt oplader (Android)telefonen med.

Velkendt og forbedret lyd

Det er svært at komme uden om vigtigheden af lyden, i hvert fald når vi snakker hovedtelefoner i denne prisklasse. Jabra Elite 75t kommer med en velkendt klang, heldigvis. Ligesom forgængeren er det en velafbalanceret lyd, hvor specielt diskanten og stereo-perspektivet imponerer. Men hvor Elite 65t måtte give op, så leverer Elite 75t en imponerende dybde. Der er nemlig langt mere bas i Elite 75t, der til tider får det til at runge i ørerne. Men det er kun når det er nødvendigt og det er tro til musiknumrene. Spiller man Dire Straits, så opleves bassen ikke som rungende, men sætter man DMX med ATF på, så får bassen fuld gas - og det lyder godt! Lydmæssigt slår Jabra Elite 75t de fleste af konkurrenterne af banen, inklusive de nye AirPods Pro.

Der er ingen aktiv støjreduktion at finde i Jabra Elite 75t, noget man ellers ser flere producenter kaste sig over. Til gengæld har de en passiv støjreduktion, der ikke kan matche den aktive slags, men som stadig er meget effektiv. Personligt savner jeg ikke aktiv støjreduktion i dem, men måske vil du.

Her ses etui til Jabra Elite 65t og Elite 75t. Det nye etui er forbedret på mange områder.
Her ses etui til Jabra Elite 65t og Elite 75t. Det nye etui er forbedret på mange områder.
Foto: Mobilsiden.dk

Fantastisk batteritid

I forhold til forgængeren har Elite 75t fået en gevaldig batteri-opgradering. Nu holder en fuld opladning omkring 7 timer, op fra 5. Jabra lover godt nok 7,5 timer, hvilket jeg desværre ikke har kunnet opnå, men jeg er fuldt ud tilfreds alligevel. Det betyder at kan lytte til musik halvanden time om dagen, i fem dage, uden de behøver oplades.

Men nu er det jo sådan med trådløse hovedtelefoner, at man alligevel gemmer dem væk i etuiet, der sørger for at de er fuldt opladet hver gang. Og det nye etui giver hele 20,5 timer ekstra. Altså i alt 27,5 timers batteritid, inden Elite 75t behøver en tur i opladeren. Derudover giver en enkelt time i etuiet 1 times spilletid og de oplades med et USB-C kabel. Der er desværre ingen trådløs opladning, men der kommer et nyt etui med dette senere.

Konklusion: Jabra Elite 75t er en vinder

Jabras Elite 65t var et fantastisk sæt hovedtelefoner, og er det stadig. Alligevel er det tid til, at mit trofaste og meget brugte sæt skal på pension, for Elite 75t er en vinder.

Konkurrencen på markedet for trådløse in-ear hovedtelefoner er det sidste år blevet skærpet, og der findes virkelig mange gode sæt derude. Med Elite 75t viser Jabra at de sagtens kan være med. Personligt ville jeg nuppe et sæt af disse, der er billigere (den vejledende pris på sættet er 1.499 kroner.) end både Sonys, Apples og Sennheisers, og tilbyder mindst lige så god lyd. Komforten er helt i top og sættet har sammen med det kompakte etui en usammenlignelig batteritid.

Jabra Elite 75t har desværre hverken aktiv støjreduktion eller trådløs opladning(der lanceres et etui senere med trådløs opladning), så overvej om det er vigtigt for dig. Vi er ikke i tvivl om, at Elite 75t skal have vores varmeste anbefalinger.

Jabra Elite 75t ender på 5,5 ud af 6 stjerner.

Foto: Mobilsiden.dk
Forrige artikel Næste artikel

Læs Mobilsidens debatregler her


Om brug af cookies