Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Test: Motorola One - Kan klart anbefales

Test: Motorola One - Kan klart anbefales

Anmeldelse: Vi har haft Motorola One til test. Her får man en rigtig god smartphone med lang levetid til billige penge.

Motorola One
Motorola One
Foto: Mobilsiden.dk

Hvor meget skal man bruge på en ny mobiltelefon? Jeg tror rigtig mange sagtens kunne nøjes med en billigere mobiltelefon, for det er virkelig de færreste der bruger flagskibstelefonerne til deres fulde potentiale. Men det bliver også hurtigt en jungle når man sætter budgettet ned og leder efter en ny mobil til billigere penge, for der er nemlig rigtig mange muligheder. 

Vi har netop haft to mellemklasse telefoner til test, Nokia 7.1 og Samsung Galaxy A7 (2018), som leverer to vidt forskellige oplevelser. Motorola One er en anelse billigere end disse to, men byder i mange tilfælde på lige så gode, og til tider bedre, oplevelser. Her er vores anmeldelse af Motorola One.

Læs også: Motorola One opdateres nu til Android 9 Pie

Fordele:

  • Fin byggekvalitet og behagelige former
  • Android One softwaren fungerer godt og lover opdateringer i lang tid
  • Lang batteritid
  • Hurtigopladning
  • Hurtig fingeraftrykslæser
  • Moto Display og Moto Actions er gode tilføjelser til Android
  • Godt kamera
  • God ydelse i forhold til prisen

Ulemper:

  • Kameraet er til tider langsomt
  • Ikke den mest lysstærke og farverige skærm
  • Taber hurtigt WiFi signal
  • Ingen trådløs opladning
 

Motorola One og det kendte logo.
Motorola One og det kendte logo.
Foto: Mobilsiden.dk

Designet ser ikke helt ukendt ud

Motorola One virker ret bekendt, når man først ser den. Designet minder nemlig meget om iPhone X/XS med samme kameralayout på bagsiden og en lige så stor skærmnotch. Når man får den i hånden, så er holder lighederne dog op. Der er en stor prisforskel på iPhone XS og en Motorola One og det afspejles selvfølgelig i materialerne brugt til telefonen. 

Modsat en rustfri stålramme så byder Motorola One på en plastikramme med glas på forside og bagside. Glasset er fra Gorilla Glass og derfor modstandsdygtigt overfor slag og ridser, men der bliver ikke oplyst hvilken udgave der er blevet brugt.

Den vejer kun 162 gram, har afrundede kanter og har en behagelig størrelse, specielt i forhold til den 5,9 tommer store skærm.

På bagsiden finder man en perfekt placeret og hurtig fingeraftrykslæser, mærket med Motorolas logo. På forsiden fylder skærmen imponerende meget, hvor kanten omkring skærmen er mindre end på både Galaxy A7 (2018) og Nokia 7.1. Notchen i toppen af skærmen er dog stor, hvilket sikkert skyldes, at der skulle være plads til en infrarød sensor.

Til prisen er byggekvaliteten på Motorola One rigtig fin, men ikke helt på samme høje niveau som Nokia 7.1. Den er samtidig utroligt behagelig at holde i hånden.

Motorola har valgt Android One platformen til Motorola One.
Motorola har valgt Android One platformen til Motorola One.
Foto: Mobilsiden.dk

Specifikationer på Motorola One

motorola one specifikationer
Mål og vægt 149,9 x 72,2 x 8 mm , 162 gram
Skærm 5,9 tommer IPS, 720 x 1520 pixel, 18:9
Processor Snapdragon 625
Batteri 3.000 mAh med hurtigopladning
RAM / Internt Lager 64GB / 4GB med plads til MicroSD op til 256GB
Kamera Bagkamera 13MP f/2 og 2MP f/2,4 dybdesensor, frontkamera 8MP f/2.2
Software Android One med Android 9 Pie
Andet Plads til 2 simkort + MicroSD, Bluetooth 5.0, Dolby Audio, USB-C
Vejledende pris 1.999 kroner

Der er en enkelt højtaler en Motorola One og USB-C hurtigopladning.
Der er en enkelt højtaler en Motorola One og USB-C hurtigopladning.
Foto: Mobilsiden.dk

Lavere skærmopløsning, men bedre batteri og ydelse

Motorola One kommer med et mellemklasse chipsæt, Qualcomm Snapdragon 625, 4GB RAM og 64GB lagerplads, hvilket må siges at være rigtig fint prisen taget i betragtning.

I en direkte sammenligning med Nokia 7.1, som kommer med en nyere og hurtigere processor, så er Motorola One faktisk hurtigere til at åbne apps. Ikke bare en gang i mellem, men faktisk hver eneste gang. Begge mobiler bruger Android One platformen, så hvad kan være årsagen til den bedre ydelse på Motorola'en? Det oplagte bud er skærmopløsningen.

Skærmen på Motorola One har nemlig kun 287 ppi imod Nokia 7.1 som har 432 ppi. Det betyder at Nokia 7.1 skal arbejde med langt flere pixels, hvilket presser processoren. Den ringere opløsning i Motorola One's skærm betyder i teorien at man lettere kan se pixels og Nokias skærm vil stå skarpere. Forskellen er dog minimal og for den helt normale forbruger, så er det fuldstændig ligegyldigt. Her er bedre ydelse klart at foretrække og et rigtig godt valg fra Motorolas side.

Skærmen er dog ikke uden ulemper, for det er ikke den mest lysstærke og farveangivelsen kunne være bedre. Jeg har fanget mig selv i at forsøge at skrue op for lysstyrken, hvor den allerede var på maksimum. Men igen vil jeg mener den normale forbruger vil være helt tilfreds med skærmen som helhed, hvor jeg i stedet sidder og sammenligner direkte med mange andre telefoner.

Skærmen på Motorola One er på 5,9 tommer. Kanterne omkring skærmen er små i forhold til prisen.
Skærmen på Motorola One er på 5,9 tommer. Kanterne omkring skærmen er små i forhold til prisen.
Foto: Mobilsiden.dk

Det er ikke kun ydelsen der nyder godt af at skulle arbejde med færre pixels, men også batteriet. Batteriet i Motorola One er relativt lille på 3.000 mAh, men byder på ekstrem lang batteritid. Jeg oplever hele 3 dages brug inklusiv 7 timers skærmtid, hvilket ikke helt er til at forstå, men altså rigtigt nok. 

Når man endelig har kæmpet med at få batteriet helt i bund, så byder Motorola One på hurtigopladning. Her får man cirka 40-50 procent efter bare en halv time i opladeren.

Batteritiden på Motorola One er den bedste jeg længe har prøvet.
Batteritiden på Motorola One er den bedste jeg længe har prøvet.
Foto: Mobilsiden.dk

Android One med anvendelige tilføjelser

Motorola har været fornuftige og kastet sig over Android One platformen, som vi også har set Nokia gøre det. Det er vi glade for at se, for det giver nemlig en række fordele. Designet og animationerne er lækre og man er sikret 2 år med systemopdateringer og 3 år med sikkerhedsopdateringer, som endda dukker op hurtigere end på mange flagskibstelefoner. 

Det har længe været en stor ulempe på billigere Android mobiltelefoner, at de ikke bliver opdateret efter de er landet i butikkerne. Den store mængde telefoner producenterne har langet ud af budget -og mellemklasse telefoner, kræver alt for mange ressourcer at holde opdateret. Motorolas sats på Android One samt en mere begrænset produktportefølje virker til at være en fornuftig beslutning.

Læs også: Android One - Hvad er det egentlig

Det betyder at Android på Motorola One er Android, som Google mener det skal være - og det er som regel bedst. Men der er alligevel et par, efterhånden klassiske, tilføjelser fra Motorolas side: Moto Display og Moto Actions.

Moto Display giver dig interaktive notifikationer på en "slukket" og låst skærm. Holder du hånden over Motorola One eller tager telefonen op, så viser den ulæste notifikationer, som du så derefter kan åbne, besvare eller afvise. Det fungerer rigtig godt.

Med Moto Actions kan man via bevægelse aktivere forskellige ting i telefonen. Drejer man den fx to gange hurtigt i hånden, så åbner den automatisk kameraet.

Man bliver lynhurtigt vænnet til både Moto Display og Moto Actions og jeg synes personligt det er blandt de bedste Android tilføjelser på markedet.


Sådan ser Moto Display. Her kan man se enkelt notifikation, som man kan interagere med.
Sådan ser Moto Display. Her kan man se enkelt notifikation, som man kan interagere med.
Foto: Mobilsiden.dk
Holder man inde på notifikationen får man forskellige valgmuligheder.
Holder man inde på notifikationen får man forskellige valgmuligheder.
Foto: Mobilsiden.dk

Kameraet er godt nok til de fleste

Motorola One byder på en dobbelt bagkamera, som kan tage billeder med dybdefunktion/bokeh. Det primære kamera er på 13 megapixel med blænde f/2 og PDAF for hurtig autofokus. Den anden kameralinse bruges udenlukkende til at skabe dybde i billeder, hvorfor den kun er på 2 megapixel. Frontkameraet er på 8 megapixel med en blænde på f/2.2.

Kigger man udelukkende på speficikationerne, så burde Motorola One have betydeligt ringere kamera end Samsung Galaxy A7 (2018), men det er altså ikke altid tilfældet. 

De kæmper begge to i lav belysning, men i dagslys gør de det rigtig fint. Billeder i dagslys med Motorola One er fint eksponerede med gode detaljer og farver. Bokeh funktionen fungerer også rigtig fint og er god til at skille forgrund for baggrund. Motorola One er ikke på højde med Nokia 7.1, men er i skrivende stund også 700 kroner billigere.

Kameraet har dog en enkelt ulempe, men det er slet ikke katastrofalt. Det kan til tider være sløvt og man venter ofte lidt for længe på det. Det skal hertil siges at dette faktisk er blevet bedre med Android 9 Pie opdateringen, så kameraet i Motorola One nu er hurtigere end i Nokia 7.1. Men nogle gange oplever man stadig lidt mere ventetid end, jeg synes, der burde være. Specielt når der bliver taget billeder med dybdefunktion, så kan efterbehandlingen tage nogle sekunder.

Alt i alt et rigtig fint kamera i en telefon til under 2.000 kroner. Jeg er overbevist om at de fleste vil blive positivt overraskede og være godt tilfredse med dets præstationer. Men lad være med at prøve at tage billeder når det er meget mørkt.

Her er nogle billeder taget med Motorola One:

Der er heldigvis også 3,5mm jackstik i Motorola One.
Der er heldigvis også 3,5mm jackstik i Motorola One.
Foto: Mobilsiden.dk

Det bliver svært at finde bedre til prisen

Der findes bedre telefoner derude end Motorola One, men det er ikke let at finde en bedre til prisen. For under 2.000 kroner får man en fin stor 5,9 tommer skærm, presset ind i et kabinet, der er småt nok til enhåndsbetjening. Ydelsen er bedre end de fleste i prisklassen, og lige over, og batteriet holder ufatteligt lang tid. Derudover får man sikkerheden i Android One platformen med hurtige system -og sikkerhedsopdateringer.

Men til denne pris bliver man nødt til at gå på kompromis med nogle ting. Her får du ikke trådløs opladning, på trods af en glasbagside. Her er ingen IP-certificering og skærmen er ikke blandt de bedste, men mangler lys og har ikke de bedste farveangivelser.

Alt i alt er Motorola One en fantastisk smartphone til prisen, som vi hellere end gerne vil anbefale. Vi giver Motorola One 5,5 stjerner ud af 6 mulige.


Motorola One - billigste pris fra 1999kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies