Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Test: Samsung Galaxy A50 - A for anbefalelsesværdig

Test: Samsung Galaxy A50 - A for anbefalelsesværdig

Anmeldelse: Samsung Galaxy A50 lander i en meget konkurrencepræget prisklasse, men klarer sig bedre end de fleste.

Samsung Galaxy A50
Samsung Galaxy A50
Foto: Mobilsiden

Samsungs nye Galaxy A-serie låner mere fra producentens high-end smartphones end før set. Der bliver satset mere på A-serien end nogensinde før, og den har fået hele fem nye modeller: A20e, A40, A50, A70 og A80. A80 er den dyreste Samsung A-model til dato og introducerer et helt nyt kameradesign, men det er ikke den det skal handle om nu. Det skal i stedet handle om Galaxy A50, som vi her hos Mobilsiden mener, er den vigtigste model i hele den nye serie.

Den lander nemlig i et meget spiseligt prissegment, hvor man stadig får rigtig meget smartphone. Den vejledende pris er 2.999 kroner, men den er allerede set til under 1.900 kroner. Konkurrencen er ekstremt hård i denne prisklasse, hvor blandt andet Motorola, Huawei og Nokia virkelig presser på.

Er Samsung Galaxy A50 et seriøst alternativ til de gode Motorola One Vision og Nokia 7.1? Det mener vi.

Fordele og ulemper ved Galaxy A50

Fordele:

  • Flot skærm
  • Flot design, godt bygget og rar at holde om
  • Godt kamera til prisen
  • Brugervenlig software
  • Hurtigopladning

Ulemper:

  • Svagt WiFi-modem
  • Den mangler nogle gange kræfter
  • Ingen trådløs opladning
  • Ringe højtaler
 

Samsung Galaxy A50 i koral.
Samsung Galaxy A50 i koral.
Foto: Mobilsiden

Designet på Samsung Galaxy A50

Godt nok er vi nede i en prisklasse på lige under 2.000 kroner, men det afspejles ikke i hverken design eller byggekvalitet. Det gælder nærmest samtlige producenter, der sælger smartphones i denne prisklasse, hvor standarden de sidste par år er hævet helt ekstremt. Med Galaxy A50 får man et kvalitets-kabinet, med glas på begge sider, beskyttet med Gorilla Glass 3, og en ramme i hårdfør plastik.

Den kommer i farverne sort, hvid, blå og koral, hvor vi har haft en hvide til test. Den hvide farve minder mere om perlemor og den kan i sollys vise flotte nuancer. Med målene 158,5 x 74,7 x 7,7 mm er den mindre end fx Motorola One Vision, men tilbyder faktisk en større skærm. Samtidig vejer den kun 166 gram, 14 gram mindre end Motorola’en. Størrelsen på Galaxy A50 er nærmest perfekt ramt: Den er kompakt nok til enhåndsbetjening, men skærmen er stadig rigeligt stor.

Skærmen er flad, og ikke buet som på den dyrere Galaxy S10, og bagsiden buer i siderne ind imod telefonens ramme. Det gør den meget behagelig at holde om og man har et godt greb på om den. Skærmen er på 6,4 tommer og er kun afbrudt af en lille notch i toppen af skærmen. Kanterne om skærmen er små, kun telefonens “hage” virker underligt stor.

Galaxy A50 har hurtigopladning via en USB-C indgang, 3,5mm jackstik og nogle velplacerede, og gode, fysiske knapper.

Der er 3,5mm jackstik i Samsung Galaxy A50.
Der er 3,5mm jackstik i Samsung Galaxy A50.
Foto: Mobilsiden

Specifikationer på Galaxy A50

Galaxy A50 specifikationer
 Mål og vægt 158,5 x 74,7 x 7,7 mm
166 gram
 Skærm 6,4" Super AMOLED
1080 x 2340
Gorilla Glass 3
 Chipsæt Exynos 9610
 Batteri 4000 mAh
15W Hurtigopladning
 RAM 4GB
 Lagerplads 128GB
MicroSD op til 1TB
 Kamera 25MP f/1,7 PDAF
8MP f/2,2 ultra vidvinkel
5MP dybdesensor
 Software Android 9 Pie
One UI 1.1
 Andet Dolby Atmos
Fingeraftrykslæser i skærmen

Skærmen på Samsung Galaxy A50 er fremragende.
Skærmen på Samsung Galaxy A50 er fremragende.
Foto: gsmarena.com

Skærmen er en vinder

Galaxy A50’s skærm er ikke kun stor, den er også rigtig god. Den er på 2340x1080 pixel i et moderne 19,5:9 format. Modsat konkurrenternes billigere LCD-teknologi, så har A50 en flot AMOLED-skærm. Det betyder flotte farver og en meget bedre kontrast. Der er heldigvis også masser af lys i skærmen og den har gode betragtningsvinkler.

A50 får ydelsen fra et Samsung Exynos chipsæt, faktisk det samme som i Motorola One Vision, bare i et lidt hurtigere udgave. Den højere clock-hastighed kan dog ikke mærkes, tværtimod. Ydelsen er nemlig til min største anke med Galaxy A50. Den føles rigeligt hurtig og flydende ved normalt brug, og langt de fleste vil være fuldt ud tilfredse med dens hastighed. Men presser man den, med multitasking og flere åbne apps, så opstår der hurtigt for lang ventetid. Nu har jeg netop testet Motorola One Vision, der med en langsommere processor, formår at levere langt mere overbevisende ydelse. Grunden til denne forskel? Mit gæt er softwaren.

Softwaren i Galaxy A50 er bygget på Android 9 Pie med Samsungs One UI-brugerflade ovenpå. Det er version 1.1, altså identisk med den meget dyrere Galaxy S10+. Ærligt talt er jeg ret vild med One UI og den ender i min personlige top 3 over Android-brugerflader. Det er måske er det mest brugervenlige bud på en Android-brugerflade lige nu. Det kan dog tyde på, at Exynos 9610 har svært ved at trække softwaren, når der skal afvikles større opgaver. Jeg har i testperioden oplevet små fejl i softwaren, som krævede en genstart af telefonen.

A50 er udstyret med en fingeraftrykslæser i skærmen. Det fungerer ganske udmærket med få fejllæsninger, men er ikke den hurtigste af sin slags. Jeg har primært brugt ansigtsoplåsning i testperioden og det været hurtigt og pålideligt, og er sikkerheden ikke i top, hvilket telefonen også selv advarer om ved opsætning.

To forskellige Samsung: Galaxy S10+ og Galaxy A50, men begge med gode AMOLED skærme.
To forskellige Samsung: Galaxy S10+ og Galaxy A50, men begge med gode AMOLED skærme.
Foto: Mobilsiden

Batteriet er som man forventer i prisklassen

Faktisk er batteriet i Galaxy A50 ret stort: 4000 mAh. Nokia 7.1 indeholder til sammenligning et 3060 mAh og Motorola One Vision et 3500 mAh, så A50 burde slå dem på batteritid, hvilket ikke er tilfældet. I stedet holder Galaxy A50 til et døgns brug med omkring 4 timers skærmtid, omtrent det samme som konkurrenterne. Men jeg skal indrømme, at jeg havde forventet mere af det større batteri.

Heldigvis er der hurtigopladning ombord. Den 15W opladning giver cirka 40 procent på en halv time i stikkontakten. Ikke noget vildt, men udmærket.

Samsung Galaxy A50 holder i gennemsnit et døgn med 4 timers skærmtid.
Samsung Galaxy A50 holder i gennemsnit et døgn med 4 timers skærmtid.
Foto: Mobilsiden

Galaxy A50 har dårligt WiFi

Galaxy A50 leverer god lyd under samtaler, med god lydstyrke og klar lyd. Antennen er ikke den kraftigste, men jeg har ikke oplevet udfald eller dårlig lyd under opkald.

Jeg har derimod oplevet problemer med telefonens WiFi-modem. Hvor jeg normalt, altså på alle andre mobiler jeg tester, har fuld WiFi-dækning på kontoret, så har A50 svært ved, at skabe forbindelse og mister nogle gange helt adgang til nettet. Det tyder på en softwarefejl, som jeg håber Samsung får rettet.

Samsung Galaxy A50 har ikke stereohøjtalere, men en enkelt højtaler i bunden. Den enkelte højtaler fortjener ikke meget ros, for kvaliteten er, kort sagt, ikke god. Derimod er lyden i hovedtelefoner rigtig fin. Både med kabel, A50 har 3,5mm jackstik, og trådløst lyder rigtig godt og den trådløse forbindelse er stabil.

Tredobbelt kamera

Samsung Galaxy A50 er den billigste i A-serien med et tredobbelt kamera. Udover det primære kamera har A50 ultra vidvinkel linse og dybdesensor. Kameraet er udstyret med AI-funktioner, der hjælper med at indstille kameraet til forholdene med blandt andet Scene Optimizer-funktionen, der genkender 20 scener og Flaw Detection, der kan registrere uskarpe billeder, baggrundsbelysning, lukkede øjne og endda en beskidt linse.

Kamerahardwaren består af:

  • 25 megapixel primært kamera, f/1,7, PDAF
  • 8 megapixel ultravidvinkel, f/2,2
  • 5 megapixel dybdesensor, f/2,2

Kameraappen er identisk med andre nyere Samsung og er generelt en fornøjelse at bruge. Der er adgang til hurtigt skift imellem linser, skift af optagefunktion med bevælgelser og de mest brugte funktioner lige ved hånden.

Farver, kontrast og dynamisk rækkevidde er blandt kameraets stærke sider. Farverne er typisk Samsung, hvor specielt den grønne farve nogle gange er lidt for overdreven. Generelt er billeder taget med Galaxy A50 kamera rigtig gode for prisklassen. Vidvinkel Linsen er skøn at have ombord og kan give nogle flotte billeder. Desværre er der ingen korrektion for vidvinkel, så billederne fremstår tit for forvrængede. Men igen er farver, kontrast og dynamisk rækkevidde rigtig god. I lav belysning kæmper A50 en brav kamp, men leverer kun middelmådige resultater og langt fra fx Motorola One Vision. Portrætbilleder gør Galaxy A50 til gengæld rigtig godt og med Samsungs Live-Fokus er baggrundssløringen rigtig god.

Samlet set får man en god oplevelse med kameraet i A50, og der er masser af mulighed med vidvinkel linsen og dybdesensoren.

Her er billeder taget med Samsung Galaxy A50:

Samsung Galaxy A50 har god dynamisk rækkevidde.
Samsung Galaxy A50 har god dynamisk rækkevidde.
Foto: Mobilsiden

Samsung Galaxy A50: Konklusion

Samsung er på rette vej med Galaxy A50. Med Galaxy A50 har Samsung lavet deres måske bedste mellemklasse-telefon til dato. Dens design, byggekvalitet, ergonomi, gode skærm og kamera er blandt dens stærke sider.

Den er ikke perfekt, for den mangler nogle gange hestekræfter - heldigvis kun når den bliver presset. Og så trænger dens WiFi virkelig til, at blive kigget på af producenten.

Både Huawei, Motorola og Nokia laver fremragende mellemklasse-mobiler, hvor Samsung længe har haltet efter. Men med Galaxy A50 leverer de en seriøs konkurrent, som bestemt skal med i overvejelserne, når der skal indkøbes ny mobiltelefon.

Samsung Galaxy A50 koster vejledende 2.999 kroner, hvilket er for dyrt. Men den er allerede set til under 1.900 kroner og falder sandsynligvis endnu mere. Til den pris er den et rigtig godt køb.

Samsung Galaxy A50 lander på 5 ud af 6 stjerner.

Foto: Mobilsiden
Forrige artikel Næste artikel

Læs Mobilsidens debatregler her


Om brug af cookies