Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Test: Samsung Galaxy Note10+ - Samsung hæver barren

Test: Samsung Galaxy Note10+ - Samsung hæver barren

Anmeldelse: Samsungs Galaxy Note10+ overrasker med en smartphone, der er forbedret på alle områder. Årets hidtil bedste flagskibsmobil.

Samsung Galaxy Note10+
Samsung Galaxy Note10+
Foto: Mobilsiden

Det stylus-udstyrede skærmmonster af en mobiltelefon er tilbage, bedre kendt som Samsungs Galaxy Note-serie.

Galaxy Note blev første gang vist frem i 2011, hvor producenten overraskede alle med en mobiltelefon der, på den tid, havde en uhørt stor 5,3 tommer skærm og en stylus - en dims der efterhånden hørte fortiden til. Det viste sig hurtigt, at Samsung havde fat i noget helt rigtigt og Note'en blev hurtigt kendt for den store flotte skærm, der fik flere og flere til at investere i den. Selvom priserne var anderledes dengang, så var Note'en stadig Samsung's dyreste smartphone. Note'en har nu samlet sig en fanskare, der er meget loyale overfor produktlinjen. Og det forstår man godt, for Galaxy Note er unik.

I år prøver Galaxy Note-serien at ramme bredere, ved at introducerer en mindre og mere håndterbar størrelse, men holder også fast ved den massive skærm i den største udgave, samt et større fokus på gaming og kameraet. Der er stadig alle de klassiske Note-funktioner som S-Pen, Dex, multi-window og endnu mere er kommet til med nyeste udgave.

Note10 bygger videre på Galaxy Note9 og Galaxy S10, og på papiret virkede der ikke til at være meget nyt. Samsung overraskede dog og efter vi har haft Note10+ i vores hænder i en uges tid, så kan vi ærligt talt ikke få hænderne ned over, hvor lækker en mobiltelefon den er.

Fordele og ulemper ved Galaxy Note10+

Fordele:

  • Fantastisk skærm
  • Lækkert design og topklasse byggekvalitet
  • God ydelse
  • Lang batteritid og hurtig opladning
  • Gode stereohøjtalere
  • One UI er nydeligt og flydende
  • S-Pennen er bedre end nogensinde
  • Støv- og vandafvisende IP68 certificering
  • Fantastisk allround kamera

Ulemper:

  • Prisen
  • Ingen jackstik-dongle medfølger
 

Designet på Samsung Galaxy Note10+

Galaxy Note ligner i denne omgang Galaxy S-serien mere end nogensinde: En ramme i blankpoleret aluminium, afrundet bagside og frontglas samt det meget genkendelige Infinity-O Display. Inspirationen kommer uden tvivl fra Galaxy S10, hvor der er bygget videre og optimeret på alle leder og kanter.

Galaxy Note10+ er større, tungere og meget mere firkantet end Galaxy S10+, hvilket viser sig ikke at være så ringe endda. På trods af den voldsomt store 6,8 tommer skærm og dimensioner, der slår de fleste andre flagskibe på markedet, så føles Note10+ underligt kompakt. Hvordan Samsung har formået at få en så stor mobil til, at føles så kompakt og godt i hånden er mig en gåde. Jeg har bedre greb i Galaxy Note10+ end både Galaxy S10+, Huawei P30 Pro og OnePlus 7 Pro.

Denne gang er Samsungs “punch hole”, altså hullet i skærmen til frontkameraet, centreret i telefonens top. Glasset, både bagpå og foran, er beskyttet med nyeste udgave af Gorilla Glass, version 6. Denne gang fylder skærmen mere end nogensinde og de sorte kanter omkring skærmen er de smalleste vi nogensinde har set.

Kameraet er i Note10+ flyttet til midten af skærmen. Læg mærke til den utroligt tynde kant om skærmen.
Kameraet er i Note10+ flyttet til midten af skærmen. Læg mærke til den utroligt tynde kant om skærmen.
Foto: Mobilsiden

Denne gang har Galaxy-flagskibet færre knapper end vi længe har set, for producenten har valgt at fjerne den udskældte Bixby-knap. I stedet er Power-knappen flyttet i en perfekt placering på venstre side af telefonen, hvorover lydstyrke-knapperne befinder sig. Knapperne er i typisk god Samsung-kvalitet.

Den nok største designændring ses på telefonens bagside. I stedet for at placere kameraerne horisontalt, i typisk Samsung-stil, så har Samsung denne gang placeret dem vertikalt i telefonens venstre side - som også mange andre smartphoneproducenter gør. Vi synes det er pænere, men det er selvfølgelig relativt.

Til manges undren har Samsung denne gang fjernet jackstikket. Ifølge Samsung er det for at opnå større batterikapacitet og en tyndere design. Mange vil savne muligheden for at smide et jackstik i - måske ikke hver dag, men engang imellem. Mange producenter smider stadig en USB-C til jackstik dongle med i æsken, hvilket Samsung har valgt ikke at gøre. Men det er jo også kun en mobil til 8.499 kroner…

Bunden af Note10+ gemmer på Samsungs nyudviklede S-Pen, der stadig kan trykke på kameraaftrækkeren, men nu også kan skifte imellem kameraets funktioner, zoome og meget mere.

Alt i alt føles Samsung Galaxy Note10+ bedre end nogen anden Samsung. Den er stor, men behagelig og meget nydelig at se på.

S-Pen, højtaler, USB-C indgang og en mikrofon. Intet jackstik i denne omgang.
S-Pen, højtaler, USB-C indgang og en mikrofon. Intet jackstik i denne omgang.
Foto: Mobilsiden

Specifikationer på Galaxy Note10+

samsung galaxy note10+ specifikationer
 Mål og vægt 77.2 x 162.3 x 7.9mm
196 gram
 Skærm 6,8" Dynamic AMOLED Infinity-O
3040×1440 (498ppi)
HDR10+ certified
 Chipsæt Exynos 9825
 Batteri 4300 mAh
25W hurtigopladning
 RAM 12GB
 Lagerplads 256 eller 512GB
Plads til MicroSD op til 1TB
 Kamera 12MP F1.5/F2.4 OIS
16MP F2.2 ultra vidvinkel
12MP F2.1 OIS telefoto
DepthVision kamera
10MP F2.2 frontkamera
 Software Android 9 Pie
Samsung One UI 1.5
 Andet Samsung S-Pen
Fingeraftrykslæser
AKG tunet lyd
Dolby Atmos
Stereohøjtalere
IP68 certificeret

Samsung Galaxy Note10 kommer i to udgaver: En 6,3 tommer og en 6,8 tommer. Det er 6,8 tommer Note10+ vi har til test med 256GB lager og 12GB RAM.
Samsung Galaxy Note10 kommer i to udgaver: En 6,3 tommer og en 6,8 tommer. Det er 6,8 tommer Note10+ vi har til test med 256GB lager og 12GB RAM.
Foto: Mobilsiden

Galaxy Note10+: Skærmen er det hele værd

Det er efterhånden en tradition, at Samsung med hver ny Galaxy S- og Galaxy Note-model får prisen, som den bedste skærm nogensinde hos anerkendte DisplayMate. Galaxy Note10+ er ingen undtagelse og sætter endnu en gang rekorder på hjemmesiden. Samsung kan noget med skærme, det ses tydeligt.

Den forbedrede Dynamic AMOLED-skærm i 19:9 med HDR10+ understøttelse kan opnå en opløsning på 1440x3040, men er fra fabrikken sat til fuld HD. Det er selvfølgelig for at spare på batteriet, og så det alligevel de færreste der ser forskellen i hverdagsbrug. I forhold til Galaxy S10+ er det svært at se forskel, kun fordi skærmene allerede er voldsomt gode. Men der ses en forbedret lysstyrke og bedre egenskaber i direkte sollys pga. mindre refleksion i skærmen. Den allerstørste forbedring er uden tvivl skærmens udnyttelse af enhedens kabinet. Aldrig har vi set så meget skærm, og så smalle kanter, i en mobiltelefon. Film, Youtube og spil har aldrig set bedre ud. Skal jeg være kritisk (det skal man vel være, når en mobil koster op mod 9.399 kroner), så ville jeg virkelig gerne have set opdateringshastigheden i skærmen være på 90Hz, i stedet for de 60Hz.

Skærmen, lyden, ydelsen og det store batteri lægger op til intensive spilsessioner.
Skærmen, lyden, ydelsen og det store batteri lægger op til intensive spilsessioner.
Foto: Mobilsiden

Under skærmen gemmer der sig masser af forbedringer, blandt andet et nyt chipsæt. Sammen med Galaxy Note10-serien har Samsung lanceret et spritnyt Exynos-chipsæt. Exynos 9825 er en forbedring af Exynos 9820 i Galaxy S10, dog ikke med meget. Der ses og opleves en anelse bedre ydelse. Heldigvis var Galaxy S10+ allerede hurtig og Galaxy Note10+ altså endnu hurtigere. Samtidig mistænker vi, at det nye chipsæt har del i den fantastisk batteritid på Note10+ - mere om det senere i testen.

Galaxy Note10+ slår både Huawei P30 Pro og Galaxy S10+ i Antutu. Der er dog ikke meget forbedring fra S10+, hvor det primært er lagerpladsen der trækker de afgørende point hjem.
Galaxy Note10+ slår både Huawei P30 Pro og Galaxy S10+ i Antutu. Der er dog ikke meget forbedring fra S10+, hvor det primært er lagerpladsen der trækker de afgørende point hjem.
Foto: Mobilsiden

I benchmarks ser vi specielt hukommelsen score højt, hvilket der er en åbenlys forklaring på. Note10+ er nemlig blevet udstyret med et lynhurtigt UFS 3.0 lager, der er omtrent dobbelt så hurtigt som UFS 2.1, som vi fx ser anvendt i Galaxy S10. Det betyder at apps, kamera og meget andet opleves hurtigere end nogensinde før.

Derudover byder Galaxy Note10+ på hele 12GB RAM, 256 eller 512GB lagerplads, med mulighed for at udvide med MicroSD op til 1 terabyte.

Ultra-hurtig oplåsning

Samsungs brugerflade One UI har selvfølgelig også fundet vej til den nye Note-serie, denne gang i version 1.5, stadig baseret på Android 9 Pie. One UI bruger store farvede ikoner og tydeligt opdelte menuer, hvilket gør det utroligt brugervenligt og overskueligt. Man ser flere steder i brugerfladen hvordan Samsung har optimeret enhåndsbrug, dog er der stadig plads til forbedring:

One UI er optimeret til enhåndsbrug... for det meste i hvert fald. Hvorfor er ikonerne placeret så langt oppe i mapperne? Jeg kan umuligt nå dem uden at bruge begge hænder.
One UI er optimeret til enhåndsbrug... for det meste i hvert fald. Hvorfor er ikonerne placeret så langt oppe i mapperne? Jeg kan umuligt nå dem uden at bruge begge hænder.
Foto: Mobilsiden

One UI er stadig i min Top 3, når det gælder brugerflader i smartphones. Det er simpelt, pænt at se på, flydende og gemmer alligevel på et hav af indstillinger og muligheder. Det tager vel imod nybegynderen, men tilfredsstiller også den avancerede bruger.

Sammen med One UI 1.5 er både ansigtsoplåsning og fingeraftrykslæseren blevet forbedret. Der er tale om Samsungs nyudviklede ultralyds fingeraftrykslæser, som blev introduceret med Galaxy S10. I Galaxy S10 var den ikke ligefrem den hurtigste, men i Note10+ er hastigheden gevaldigt forbedret. Nu åbner den på et splitsekund og det er nu en fornøjelse at bruge den. Det samme gælder ansigtsoplåsningen, der stadig er den “knap så sikre" af slagsen. Det vil sige, at Samsung ikke bruger infrarød 3D-ansigtsscanning, som vi ser fx Huawei og Apple iPhone gøre brug af. Det er dog sikkert nok til at jeg, med stor fornøjelse, bruger det.

Samsung Galaxy Note-serien indeholder et nærmest uoverskueligt antal funktioner, hvilket også er tilfældet med Note10+. Det er tæt på umuligt at komme hele vejen rundt. Fx er enheden blevet udstyret med en dybdesensor, der kan bruges til at måle ting og hjælper også kameraet på vej til bedre dybde i billeder. Der er også en bedre integration med MacOS og Windows 10. Softwaren til MacOS er desværre ikke ude endnu, men til Windows er programmet "Din Telefon" tilgængeligt. Jeg har hentet det og det er ærligt talt en lidt fesen oplevelse. Man kan se notifikationer, men ikke svare på dem. Man kan kun svare på SMS- beskeder, hvilket mange af os ikke bruger længere. Til sidst kan man se billeder på telefonen og gemme dem på computeren. Jeg håber virkelig det er en stykke software der bliver bygget videre på, for der er masser af muligheder.

Den nye dybdesensor i Galaxy Note10+ kan være ret handy.
Den nye dybdesensor i Galaxy Note10+ kan være ret handy.
Foto: Mobilsiden

S-Pennen kan nu endnu mere

Den velkendte S-Pen fik med Galaxy Note9 en stor opdatering, hvor den blev udstyret med Bluetooth. Det betød at man blandt andet kunne bruge S-Pennen til at tage billeder. Samme funktionalitet er bragt videre til S-Pennen i Note10 og tilføjet er flere sensorer.

S-Pennen i Note10 er tyndere og kortere, hvilket jeg ikke umiddelbart er den største fan af. Det kræver lidt tilvænning, hvis man kommer direkte fra Note9. Den nye S-Pen giver til gengæld flere muligheder, og flere skulle være på vej, for Samsung har åbnet op for, at tredjeparter kan drage nytte af den og føje S-pen funktionalitet til deres apps.

S-Pennen kan nu fx bruges til at skifte imellem kameralinser, zoome, AR Doodle og meget mere. Man kan også skrive en note med S-Pennen og den vil automatisk kunne smide det ind i et Word dokument. Der er mange fans af Samsungs S-Pen, og jeg forstår dem godt, men ærligt talt er jeg ikke en af dem. Jeg er typen der taster hurtigere på telefonens tastatur end jeg skriver med en stylus. Jeg prøver hver gang, at tvinge mig selv til at bruge den, men det ender altid med at den bliver glemt i telefonens indre. For dem der elsker S-Pennen, så er den der stadig - denne gang endnu bedre. For dig der ikke bruger en S-Pen, så er det bestemt ikke grund til at gå udenom Galaxy Note10+.

Er du fan af S-Pennen, så er den i Note10+ bedte end nogensinde før.
Er du fan af S-Pennen, så er den i Note10+ bedte end nogensinde før.
Foto: Mobilsiden
AR Doodle er en af de nye ting i Note10+. Her kan man i video tegne ting på folk og når de bevæger sig følger det tegnede med. Nok ikke noget man kommer til at bruge hver dag, men sjovt er det.
AR Doodle er en af de nye ting i Note10+. Her kan man i video tegne ting på folk og når de bevæger sig følger det tegnede med. Nok ikke noget man kommer til at bruge hver dag, men sjovt er det.
Foto: Mobilsiden

Det bedste Samsung-batteri nogensinde

Huawei har med deres seneste flagskibe sat standarden for både batteritid og opladning. Faktisk var batteriet noget af det der skuffede mig allermest ved Galaxy S10+, på trods af at det er på 4100 mAh. Måske skyldtes det, at jeg på det tidspunkt brugte en Huawei P30 Pro. Med Note10+ er Samsung helt med på batteri-fronten igen.

Note10+ er udstyret med et 4300 mAh batteri, 100 mAh mere en i Huawei nyeste flagskib. Denne gang formår Samsung at få langt mere ud af de tilgængelige milliampere og den holder, i mine hænder, konsekvent to dage på en opladning.

Opladningen er gået fra 15W i Galaxy S10+ til 25W, så der er betydeligt mere knald på. På bare 30 minutter går den fra 0-60 procent. Efter lidt over 1 time er batteriet ladt helt op. Det er ikke helt på højde med Huaweis SuperCharge, men det er mere end godt nok.

Batteriet i Samsung Galaxy Note10+ er fremragende.
Batteriet i Samsung Galaxy Note10+ er fremragende.
Foto: Mobilsiden

Note10+ har fremragende stereolyd

Der gik rygter om, at Galaxy Note10 ville få en vibrerende skærm, ligesom Huawei P30 Pro, hvilket det ved første øjekast også kunne ligne. Det er dog ikke tilfældet, for i toppen af telefonen, gemt i mellem skærm og øverste del af rammen, gemmer der sig en højtaler. Lyden er identisk med Galaxy S10+ - altså rigtig rigtig god. Kun slået af Apples iPhone XS Max.

Samtaler klarer den også ganske udmærket. Jeg har oplevet mobiler med bedre og specielt mere klar lyd, men der er rigeligt med lydstyrke. Ørestykket/højtaleren er ekstremt smal, så det kræver lidt tilvænning, at finde den rigtige position for øret.

Man kan faktisk godt tegne ganske pænt med S-Pennen.
Man kan faktisk godt tegne ganske pænt med S-Pennen.
Foto: Mobilsiden

Kameraet i Note10+ kan det hele

Også i kameraet ser vi Note10+ hente fra Galaxy S10+, dog med tilføjelsen af hvad Samsung kalder et DepthVision-kamera. Noget lignende ser vi på Huawei P30 Pro og Samsungs egen Galaxy A80. Det er en lille sensor, der leverer dybdemålinger, hvilket fx giver en mere præcis adskillelse af for- og baggrund i portrætfotos. Det betyder at Note10+ fx nu også kan bruge Live-Fokus (bokeh-effekt) i videooptagelser.

Disse kameraer sidder i Note10+:

  • 12MP F1.5/F2.4 med optisk stabilisering
  • 16MP F2.2 ultra vidvinkel
  • 12MP F2.1 telefoto med optisk stabilisering
  • DepthVision sensor
  • 10MP F2.2 frontkamera

Som i enhver anden ny flagskibsmobil, så er der store forventninger til kameraet. Selvom Note10+'s kamera mest består af genbrug fra Galaxy S10+, så skuffer det bestemt ikke. Samsung har nemlig formået, at gøre et allerede godt kamera endnu bedre. Farver er stadig en traditionel Samsung-stil med godt knald på farverne. Galaxy Note10+ har en exceptionel god dynamisk rækkevidde og der er masser af detaljer i billederne.

Billeder i dagslys er nok dette kameras største styrke. Samsungs HDR formår at hive så mange detaljer ud af både de mørke og lyse områder i billeder, at konkurrenterne ikke helt kan følge med.

Portræt- og bokeh billeder er bestemt også en af Note10+'s stærke sider. Den nye DepthVision sensor gør tydeligvis noget godt for Samsungs Live-Fokus, for aldrig har adskillelsen af for- og baggrund været så præcis. Portrætfotos er skarpe, detaljerede og hudfarver fremstår naturlige.

Når mørket falder på er denne Samsung også bedre end nogensinde før. Med den nye "Nat" funktion er der mindre støj på billederne og der hives masser af detaljer frem af mørket. Den slår endnu ikke Huawei P30 Pro, når det bliver helt mørkt. Men aftenbilleder virker ofte mere naturlige på Galaxy Note10+.

Ultra vidvinkellinsen er, som nogle af jer nok ved, min yndlings tilføjelse til mobilkameraerne. Det er en fantastisk og sjov måde at lege med kameraet. Samsung Galaxy Note10+'s vidvinkel kamera er bedre end de fleste. Her får man nemlig hele 123 graders synsfelt og rigtig god korrektion.

Samsungs kamera-app er virkelig god. Den er hurtig, flydende og meget overskuelig. Der er de helt rigtige genveje, placeret de rigtige steder. Kamera-appen er en stor del af den samlede kamera-oplevelse og Samsung leverer her.

Herunder er der billeder og video taget med Samsung Galaxy Note10+ samt sammenligninger med konkurrenter.

Artiklen fortsætter under billederne...

Billeder taget med Galaxy Note10+

Samsung Galaxy Note10+: Ultra vidvinkel
Samsung Galaxy Note10+: Ultra vidvinkel
Foto: Mobilsiden

Galaxy Note10+ mod konkurrenter

Video optaget med Samsung Galaxy Note10+:

Video optaget med Huawei P30 Pro:

Video optaget med Apple iPhone XS Max:

Live-Fokus video:

Konklusion: Årets hidtil bedste topmodel

Efter en uges tid med Samsung Galaxy Note10+ kan jeg stadig ikke få hænderne ned. Det er den bedste Samsung i lang tid og årets hidtil bedste flagskib.

Jeg har grublet for at finde noget dårligt at sige om Note10+, men det har vist sig at være nærmest umuligt. Det er lidt fjollet at Samsung ikke har smidt en jackstik-dongle i æsken, men det er i småtingsafdelingen. Den gør virkelig det hele rigtig godt og den er en fornøjelse at bruge.

Med en pris der starter ved 8.499 kroner, så Samsung Galaxy Note10+ ikke ligefrem billig og ikke noget alle vil synes om at investere i. Men vil man have det bedste, så må man betale for det og vi synes Note10+ er pengene værd. Jo, der er masser af value for money i en OnePlus 7 Pro, men Note10+ slår den på næsten alle områder.

Vi giver Samsung Galaxy Note10+ vores topkarakter 6 ud af 6 stjerner.

Foto: Mobilsiden

Samsung Galaxy Note 10+ - billigste pris fra 7776kr.
Forrige artikel Næste artikel

Læs Mobilsidens debatregler her


Om brug af cookies