Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Test: Sennheiser GSP 670 - High-end trådløs gaminglyd

Test: Sennheiser GSP 670 - High-end trådløs gaminglyd

Anmeldelse: De er ikke billige, men der er valuta for pengene. Sennheisers GSP 670 hovedtelefoner er trådløs gaminglyd når det er bedst.

Foto: Mobilsiden

Sennheiser lancerede i slutningen af juni deres første trådløse gaming-headset. Et sæt hovedtelefoner, der med en vejledende pris på 2.600 kroner, ikke er noget for alle og enhver. GSP 670 bygger videre på Sennheisers GSP 600, men dropper kablet og introducerer en pålidelig og ekstremt hurtig forbindelse med GSA 70-donglen og 2,4 GHz teknologi.

GSP 670 er bygget til brug med gaming-computeren eller PlayStation 4, men kan også bruges med smartphonen eller tabletten via Bluetooth.

Ifølge producenten holder GSP 670 op til 20 timer på en opladning og er udstyret med hurtigopladning. Efter 7 minutters opladning er der op til to timers batteritid. Til fintuning af lyden står Sennheisers Gaming Suite for Windows klar. 

Vi har haft Sennheiser GSP 670 til test og vi er overbeviste. Her er ekstremt god lyd, godkendt byggekvalitet, fortræffelig komfort og avanceret teknik, der sikrer en hurtig og sikker forbindelse.

Sennheiser GSP 670: Fordele og ulemper

Fordele:

  • Præcis og god gaminglyd
  • Trådløs lyd uden forsinkelse
  • God komfort
  • Smart og simpel betjening
  • Fremragende mikrofonlyd
  • Velfungerende software

Ulemper:

  • Det er dyrt
  • Føles klodset på hovedet
  • Kan blive varmt om ørene
  • Ingen USB-C
 

Sennheiser GSP 670
Sennheiser GSP 670
Foto: Sennheiser

Designet på Sennheiser GSP 670

Designmæssigt er man ikke i tvivl om, at der her er tale om et headset til gamere. Det er stort, fyldt med små detaljer og en mikrofon, der desværre ikke kan afmonteres. Det er ikke ligefrem fordi det er kønt, i hvert fald ikke på mit hoved, men komforten er der virkelig kælet for. GSP 670 har et hængselssystem med 2 akser, der optimere pasformen og lydisolerende puder af memoryfoam.

GSP 670 er lavet af plastik og metal og det føles utroligt velbygget og solidt. Det er fleksibelt, men der intet der knager og knirker, selvom der er mange bevægelige dele. Med i æsken finder man GSA 70 donglen og et USB kabel. Underligt nok er der intet etui med. Til en pris på 2.600 kroner ville jeg gerne have muligheden for at beskytte headsettet under transport, så det er skuffende at et etui ikke er med.

Sådan ser GSP 670 ud på hovedet. Jeg ville nok ikke tage det på udenfor, selvom det kan forbindes til mobiltelefonen og mange andre enheder via Bluetooth. Til gengæld er det virkelig behageligt.
Sådan ser GSP 670 ud på hovedet. Jeg ville nok ikke tage det på udenfor, selvom det kan forbindes til mobiltelefonen og mange andre enheder via Bluetooth. Til gengæld er det virkelig behageligt.
Foto: Mobilsiden

Komforten på GSP 670 er helt i top. De sidder virkelig behageligt og selv efter lang tids brug er der ingen problemer. Puderne med memoryfoam kan blive en anelse varme, men uden at det bliver ubehageligt. På toppen af GSP 670 kan man justere hvor stramt headsettet skal sidde på hovedet, men lige meget hvad, kan man stadig mærke at det er et stort og relativt tungt headset. Heldigvis støtter GSP 670 de rigtige steder og det er en fornøjelse at have det på.

Sennheiser GSA 70 donglen, der bruges til at forbinde headsettet til fx Playstation 4.
Sennheiser GSA 70 donglen, der bruges til at forbinde headsettet til fx Playstation 4.
Foto: Mobilsiden

Det er simpelt at betjene GSP 670 og kræver meget lidt tilvænning. På højre side finder man en stor roterbar knap, der både tænder og styrer lydstyrke. Drejer man med uret, så tændes det og/eller man skruer op. Meget simpelt. Derudover er der på højre side en programmerbar knap og lydstyrke for mikrofonen.



På venstre side finder man mikrofonen, der aktiveres når vippes ned. På samme side finder man MicroUSB, desværre ikke USB-C, og en knap hvor der kan tjekkes batteritatus og parres via Bluetooth.

Den store roterbare power- og lydstyrkeknap. Drejer man med uret tænder GSP 670 og fortsætter man skrues der op for lydstyrken.
Den store roterbare power- og lydstyrkeknap. Drejer man med uret tænder GSP 670 og fortsætter man skrues der op for lydstyrken.
Foto: Mobilsiden
Der er desværre ikke USB-C i GSP 670.
Der er desværre ikke USB-C i GSP 670.
Foto: Mobilsiden

Specifikationer på GSP 670

Sennheiser GSP 670 Specifikationer
 Bluetooth  Version 5.0
Vægt 398 gram
Frekvensområde

10-23000 Hz

Mikrofon 10-7300 Hz

Kabellængde 1,5 meter
Rækkevidde 10 meter
Batteritid 16 timer med GSA 70 dongle
20 timer via Bluetooth
Indgange MicroUSB

Sennheiser GSP 670 understøtter også Playstation 4.
Sennheiser GSP 670 understøtter også Playstation 4.
Foto: Mobilsiden

Lyden i GSP 670 overbeviser

GSP 670 er Sennheisers første forsøg med et trådløst gamer-headset, men det er bestemt ikke knowhow og teknisk kunnen producenten mangler. Sennheiser er allerede blandt mine favorit producenter, når det gælder hovedtelefoner, og GSP 670 skuffer ikke. 

Lyden i GSP 670 er stor, varm og fyldig, ultra præcis og med en fantastisk detaljegrad. Der er mulighed for 7.1-kanals surroundlyd på PC, men er begrænset til stereo på PS4. Personligt foretrækker jeg alligevel stereo, da software renderingen af surround sjældent opleves lige så præcis. Men det er en smagssag. 

Jeg var en anelse bekymret for den trådløse forbindelse. Da jeg primært spiller multiplayer FPS-spil er det ekstremt vigtigt, at der ikke opleves forsinkelse på lyden, så man kan reagere hurtigst muligt. Der var bestemt intet at være bekymret for og Sennheiser udøver magi med GSA 70-donglen og GSP 670 headsettet. Der opleves ingen, og jeg mener virkelig ingen, forsinkelse. Jeg har sammenlignet direkte med Logitechs ellers fremragende kablede G Pro X og jeg er overbevist om, at et kabel ikke længere er nødvendigt.

Det er selvfølgelig i spil at GSP 670 har sin styrke. Eksplosioner lyder godt, man bliver omringet af lyden og draget af spillenes atmosfære. Fodtrin høres tydeligt og man er ikke i tvivl om hvor lydene kommer fra. GSP 670 er ultra præcist. Ørekopperne er effektive til at fjerne baggrundsstøj, så man ikke bliver distraheret.

Lidt for mange timer med Sennheiser GSP 670 er gået lige her. GSP 670 er en fornøjelse at have på i kampens hede.
Lidt for mange timer med Sennheiser GSP 670 er gået lige her. GSP 670 er en fornøjelse at have på i kampens hede.
Foto: Mobilsiden

GSP 670 er faktisk mere fleksibelt end man skulle tro. Godt nok er det bygget til gaming, men det kan også bruges til musik og film. Med Sennheisers udmærkede Gaming Suite kan man skifte mellem lydprofiler og endda selv lege med equalizeren. Skiftes der til musik-profilen opleves en skøn traditionel Sennheiser-lyd, der er prisen på headsettet værdig. 

Lyden fra Sennheiser GSP 670s mikrofon er også i en klasse for sig. Den er tydelig, stabil og fjerner effektivt baggrundsstøj. Den aktiveres let ved at man vipper den ned, men den kan desværre ikke afmonteres.

Med Sennheisers Gaming Suite kan man justere lyden i GSP 670.
Med Sennheisers Gaming Suite kan man justere lyden i GSP 670.
Foto: Mobilsiden
Overvejer du et GSP 670 er softwaren et must-have.
Overvejer du et GSP 670 er softwaren et must-have.
Foto: Mobilsiden

Batteritiden kunne være bedre

Ved brug af donglen holder GSP 670 strøm i cirka 16 timer og bruger man Bluetooth, så får man op til 20 timers brug. Skulle man have glemt at lade dem op, får man efter 7 minutter i stikkontakten op til to timers batteritid. Man kan ikke udskifte batteriet, men løber man tør kan man i nødstilfælde bruge det medfølgende USB-kabel. 

Jeg har endnu ikke oplevet at mangle strøm på GSP 670, men det er også ofte en tur i opladeren. Den lille knap på venstre side giver viden om batteriprocenten, så man ved hvornår de nærmer sig et kritisk niveau. Jeg ville dog ønske, at GSP 670 ville holde strøm i længere tid.

Test: Roccat Noz gaming headset

Der er ingen tvivl om at GSP 670 er et gamer headset.
Der er ingen tvivl om at GSP 670 er et gamer headset.
Foto: Mobilsiden

Konklusion: GSP 670 er dyrt, men godt

Sennheisers GSP 670 er et fremragende headset til gaming. Lyden er dragende, basfyldt, dynamisk og ultra præcis. Det kan med 2,4 GHz GSA 70-donglen levere en ekstremt hurtig og pålidelig forbindelse, men kan også forbindes til smartphonen, tabletten og andre enheder via bluetooth. GSP 670 kan mere end bare levere god spillyd, for musik og film gør det også meget overbevisende. 

Komforten er desuden helt i top. Det er ikke det letteste headset og det kan også blive varmt at have på, men det er stadig blandt de mest behagelige jeg har prøvet. Det er solidt bygget og vil uden tvivl kunne holde i mange år. Om man kan lide designet er relativt, dog er GSP 670 er stort, klodset og ikke noget jeg ville have på hovedet når jeg forlader hjemmets fire vægge. Designet er egentlig lige meget her, for vil man have et ekstremt godt trådløst gamer-headset, så er GSP 670 et oplagt valg. Bare husk den store tegnebog.

Sennheiser GSP 670 lander på 5 ud af 6 stjerner.

Forrige artikel Næste artikel

Læs Mobilsidens debatregler her


Om brug af cookies