Test: Skullcandy Hesh 3 – Perfekt til ungdomsværelset

Anmeldelse: Skullcandy Hesh 3 er tilbage, hvor vi kender Skullcandy, med et headset der henvender sig til det yngre publikum.

Test: Skullcandy Hesh 3 – Perfekt til ungdomsværelset

Da jeg i sidste måned testede Skulcandy Crusher Wireless, var jeg voldsomt imponeret. Skullcandy havde for en gangs skyld lavet et headset, som det kunne betale sig at høre musik på. Siden da, har jeg testet Skullcandy Hesh 3 som ligger i en lidt lavere prisklasse end Crusher Wireless.

Læs også: Test: Libratone Track+ – Det er dansk lyd og det er lækkert

Skullcandy selv, markedsfører Hesh 3 under slogannet, Wireless Perfection. Og hovedtelefonerne er ganske vist trådløse, men om de er perfekte, det er jeg ikke overbevist om. Det virker som om, at Skullcandy, med Hesh 3, igen henvender sig til et yngre publikum.

Fordele:

  • Udmærket til prisen
  • Behagelig lytteoplevelse ved moderat lydstyrke
  • Let at betjene

Ulemper:

  • Forvrænger ved middelhøj – høj lydstyrke
  • Konstruktionen virker lidt for plastik-agtig
  • Sidder alt for stramt på en voksen mand
 
SkullCandy Hesh 3
Skullcandy har valgt at pryde bøjlen med et iøjenfaldene logo. Foto: Mobilsiden.dk

Skullcandy er tilbage som vi kender dem.

Med Hesh 3, virker det som om Skullcandy er tilbage på teenageværelset. Hovedtelefonerne fås i et væld af farver, blandt andet en farve som Skullcandy selv kalder for “Tropical Psycho”. Umiddelbart ikke henvendt til et modent publikum. Selv har jeg dog været så heldig at få en helt hvid model, der kun blev brudt af et skrigende rødt Skullcandy-logo på bøjlen, hvilket jeg egentlig synes godt om.
Selve konstruktionen er dejlig let, men desværre også meget platik-agtig. Det føles skrøbeligt, og uden en medfølgende rejse taske, eller stofpose, var jeg bekymret for at have headsettet liggende frit i min håndbaggage. Hesh 3 overlevede dog en tur til Grækenland, og hjem igen, uden skader. Så måske er konstruktionen mere modstandsdygtig end den lader til.

Pasformen er desværre under middel. Her bliver det tydeligt, at Hesh 3 ikke henvender sig til et voksent publikum. På redaktionen blev vi hurtigt enige om, at hovedtelefonerne sidder alt for stramt. Man føler simpelthen at hovedet bliver mast, og efter små ti munitter vil man bare gerne have dem af. Til gengæld har min søn, på knapt to år, haft stor glæde af dem. Skullcandy Hesh 3 passer åbenbart perfekt på en tumling.

Uinspirerende lyd i mange timer.

På plus-siden, er Hesh 3 super lette at koble til sin enhed. Derfra er de også ganske simple at betjene. Opkald går klart igennem, men jeg har haft problemer med mikrofonen i ny og næ, hvor den jeg har talt med ikke kunne høre mig. Batteriet holder til 22 timers afspilning, hvilket er ganske pænt, og kan, på 10 minutter, lade op til 4 timers afspilning.

Læs også: Test: Skullcandy Crusher Wireless – God lyd der aldrig løber tør for strøm

Selve lyden er hæderlig. Der er ikke særligt meget bund og samtidig virker den grødet i toppen, hvis du skruer for højt op. Det betyder at utroligt meget går tabt, hvilket er en skam. Ved lav til mellem lydstyrke får man dog en ganske rar oplevelse, lyden går rent igennem og man kan ligefrem høre plekteret glide af på guitarens strenge. Alligevel virker det uinspirerende, og man sidder med følelsen af at mangle noget. Personligt vil jeg gerne have muligheden for at give den lidt power, når jeg sidder og hører Phil Collins – In the Air Tonight, men gør du det på Hesh 3 så bliver du snydt. Lyden forvrænger simpelthen længe før høreskaden indtræffer, hvilket gør, at Hesh 3 ikke helt formår at levere den fuldendte lytteoplevelse. De befinder sig givetvis i et grænseland, med et prisskilt omkring 800 kroner, for det bugner ikke med trådløse over-ear headsets, med ekstraordinær lyd, i den prisklasse. Men hvis man er villig til at gå på kompromis med enten pris eller trådløs frihed, så er der mange bedre alternativer.

Skullcandy Hesh 3
Skullcandy har valdt at bruge en gummebelægning på de tre knapper, hvilket får dem til at falde i et med resten af hovetelefonen. Foto: Mobilsiden.dk

Den endelige dom.

Med Hesh 3, er Skullcandy tilbage som vi kender dem. Hængende over computerskærmen, på teenagerens værelse. HiFi lyden mangler, og pasformen er helt ved siden af, så hvis du enten går op i din lyd, eller skal bruge et headset under transport, så er Hesh 3 ikke noget for dig. På trods af de åbenlyse mangler, så føler jeg stadigvæk at Skullcandy Hesh 3 har sin berettigelse. Der er ikke mange trådløse Over-Ear hovedtelefoner til 800 kroner, som stadig formår at producere anstændig lyd. Og alt andet lige, så er lyden ganske udmærket, på trods af, at den er ret begrænset. 

4 stjerner herfra.

Skullcandy Hesh 3
Foto: Mobilsiden.dk

Mere om temaet

Som sagen vendes og drejes, kommer der nye vinkler om emnet. mobilsiden fortsatte historien. Allerede d. 16/8/2018 kørte vi en opfølgning med en historie med fokus på Test: Sony Xperia Ear Duo – Mere assistent end musik – Forstættelsen om temaet kan læses her. Se også seneste nyt om temaet her..