Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Test: Sonos Move - En Sonos-højtaler uden bånd

Test: Sonos Move - En Sonos-højtaler uden bånd

Anmeldelse: Denne Sonos-højtaler er en lidt anderledes en af slagsen, for den er udstyret med både Bluetooth og batteri. Her er vores indtryk af Sonos Move.

Foto: Mobilsiden

“Der er ingen bånd der binder mig,”, synger Disneys Pinnochio frejdigt. Lidt det samme forestiller jeg mig Sonos’ nye højtaler spiller i smug, når jeg ikke bruger den. Godt nok er Sonos-højtalere ikke ligefrem kendte for, at være udstyret med mange kabler, tværtimod, men strømledningen har det ikke været muligt at slippe for. Før nu.

Sonos Move er den velkendte amerikanske producents nyeste højtaler, og den symboliserer lidt af et skifte. Sonos har længe sværget til WiFi-forbindelser, når der skulle afspilles lyd, men har nu endelig indset, at også Bluetooth har visse fordele.

Udover Bluetooth, så er Sonos Move også blevet udstyret med batteri, der ifølge producenten, holder op til 10 timer på en opladning. Det betyder at den kan tages med ud på terrassen og sætte gang i grillfesten.

Sonos Move er ikke den klassiske Sonos-højtaler, som vi kender den. Den er meget mere end det og jeg er vild med den.

Sonos Move: Fordele og ulemper

Fordele:

  • Praktisk design og solid byggekvalitet
  • Klassisk fyldig og behagelig Sonos lyd
  • Spiller imponerende dybt
  • Spiller via WiFi og Bluetooth
  • Virker med Sonos multirumssystem
  • Indbygget Google Assistent
  • IP56-beskyttelse mod støv og regn
  • God batteritid
  • Udskifteligt batteri

Ulemper:

  • Stor og tung for en transportabel højtaler
  • Prisen på 2.999 kroner
  • Diskanten kunne være en anelse bedre
 

Sonos Move med touch-betjening i toppen.
Sonos Move med touch-betjening i toppen.
Foto: Mobilsiden

Sonos Move - designet

Designmæssigt er Move ikke den mest iøjnefaldende højtaler, og så er den større end man umiddelbart tror. Faktisk er den 24x16x12,6 centimeter og vejer 3 kilo - en hel del større end fx Sonos One eller BeoPlay P6. Så det er nok ikke en højtaler, der ryger en tur med i rejsetasken. Byggekvaliteten fejler bestemt intet og det praktiske er der også tænkt på: Bag på højtaleren gemmer sig nemlig et lille håndtag, så man nemt og sikkert kan gribe fat i Move.

Det er typisk god Sonos-byggekvalitet og dens kabinet, hvor der er anvendt både plastik, metal og gummi, virker holdbart. Sonos påstår, at den uden problemer overlever en tur på gulvet, da højtalerens komponenter er godt beskyttede mod stød. Støv og vand klarer den også udmærket, for den er blevet udstyret med en IP56-certificering.

Den er sort, oval og ret anonym - det er svært slet ikke at kunne lide den, men heller ikke ligefrem er den et designmæssigt mesterværk. Der er ingen fysiske knap på højtaleren front, kun fire touch-knapper i toppen: skru ned, skru op, play/pause samt en knap til at slukke og tænde for mikrofonen. Sonos Move har nemlig Googles Assistent indbygget, og en knap til for at slukke mikrofonen meget velkommen. Personligt synes jeg dog, at Sonos burde bytte om på mikrofon- og bluetooth-knapperne, men det er nok bare mig. På bagsiden finder man tre fysiske knapper: en powerknap, skift mellem WiFi og Bluetooth og en typisk Sonos “forbind”-knap.

Opsætningen af Move er som med enhver anden Sonos-højtaler. Det er vigtigt at nævne, at Move først skal sættes op via Sonos-appen og forbindes til WiFi, inden man kan benytte Bluetooth-forbindelsen på den. Selvom der her er tale om en lidt anderledes Sonos-højtaler, så virker den stadig med producentens velfungerende multiroom, stereo parring mm. Og dog, for Move kan ikke bruges i et surround-setup. Et lækkert lille touch er, at man i Sonos-appen kan se batteriniveauet på Move. Når den er på WiFi kan den bruges med Sonos’ egen app, Spotify Connect og AirPlay 2.

Sonos Move har et smart håndtag, så man let kan tage den med. Man går dog ikke altså for langt med den 3kg tunge højtaler.
Sonos Move har et smart håndtag, så man let kan tage den med. Man går dog ikke altså for langt med den 3kg tunge højtaler.
Foto: Mobilsiden

Specifikationer på Sonos Move

SOnos Move specifikationer
 Mål og vægt 24x16x12,6cm
3kg
Enheder To digitale klasse-D forstærkere
Nedadrettet tweeter 
Mid-woofer
 Forbindelser WiFi: 802.11 b/g/n, 2,4 GHz og 5GHz
Bluetooth
Sonos app, Spotify Connecy, AirPlay 2
 Batteri 10 timer pr. opladning
Opladningsstander
USB-C indgang
Andet IP56-rating
Trueplay
Google Assistent
Stødsikret
Multirum
Stereoparring

Sonos Move ved siden af Sonos Play:5.
Sonos Move ved siden af Sonos Play:5.
Foto: Mobilsiden
Sonos Move og BeoPlay P6.
Sonos Move og BeoPlay P6.
Foto: Mobilsiden

Simpel opladning

Nu kommer vi til noget af det jeg holder mest af ved Move: opladningen. Ja, det lyder måske ikke så ophidsende, men det er fordi det er så uhyre simpelt. Med de fleste andre Bluetooth-højtalere skal der findes et microUSB eller USB-C kabel frem, der så skal tilsluttes enheden.. Sonos Move kommer med en lille opladningsstander, hvor man hurtigt kan smide den i eller tage den ud, for den sidder nemlig ikke fast. Og så er der endda en backup mulighed, for der er blevet plads til et USB-C stik, så mobil- eller computer-opladeren kan bruges til at lade Move op. Super praktisk og dejligt gennemtænkt.

Lige så gennemtænkt er det, at Sonos Move er udstyret med et udskifteligt batteri, som alle og enhver kan udskifte.

Batteritiden? Vi har opnået omkring de 10 timer, som Sonos selv oplyser. Jeg har brugt den i en hel uge i vores køkken, udelukkende på batteri, hvor den har spillet både tidlig morgen og aften - og der var masser af batteri tilbage.

Sonos Move og opladningsstanderen.
Sonos Move og opladningsstanderen.
Foto: Mobilsiden

God transportabel lyd

Godt nok er design, kvalitet og brugervenlighed vigtigt, men nok ikke vigtigere end selve lydkvaliteten i en højtaler. Lyden i Sonos Move er ganske velkendt, på en god måde.

Lyden er nemlig typisk Sonos-lyd. En behagelig og lidt tilbagelænet lyd, med lidt ekstra bas og en fin, men ikke alt for hidsig diskant. Det er en “lyd” jeg tænker mange finder rar. Move spiller for en bærbar Bluetooth-højtaler virkelig godt og med en overraskende dyb bund. Personligt kunne jeg have ønsket lidt mere klarhed i de høje toner. Lydkvaliteten bliver en anelse ringere når Bluetooth-forbindelsen anvendes, men man skal virkelig lytte godt efter, hvis det skal bemærkes.

Sonos Move spiller mere overbevisende end Sonos One, men nærmer sig ikke den lidt større Sonos Play:5, der tilbyder bedre diskant og bas. Sammenlignet med BeoPlays fremragende P6-højtaler, så klarer Move det også rigtig godt. Den spiller højere og dybere end P6, men har ikke samme transparens og fine diskant.

Test af BeoPlay P6 - Luksus på både lyd og design

Sonos’ automatiske tuning med Trueplay fungerer fremragende. Trueplay er altid aktiv på Move-højtaleren, og analyserer hele tiden omgivelserne, for dermed at tilpasse lyden bedst muligt. Det betyder at lyden i et mindre rum fx bliver knap så bastung, hvorimod der udenfor skrues op for de dybe toner.

Alt i alt så spiller Sonos Move fremragende, og vil i mange hjem kunne fungere som den primære højtaler - hvis man ikke er alt for lydkrævende.

Konklusion: Sonos Move kan kun anbefales

Med en pris på 2.999 kroner er Sonos Move hverken den billigste Sonos- eller bærbare Bluetooth-højtaler på markedet. Den er derimod en virkelig solid, lille kvalitets hjemmehøjtaler, med alle Sonos’ fordele, der tilfældigvis også kan bruges i haven. Tilføjelsen af batteri og Bluetooth kan virkelig ikke undervurderes. Fra at være en stationær højtaler er Sonos Move, i vores hjem, blevet en praktisk sag, der flyttes rundt i lejlighedens forskellige rum og altan. Højtalerens transportabilitet hjælpes godt på vej af den uhyre simple opladning.

Konen mener den bør være vores stuehøjtaler, hvor jeg dog mener den kommer til kort - men jeg er nok også lidt mere krævende end den typiske forbruger. Sonos Move spiller fremragende og overrasker virkelig med dens dybe bund. Så godt at man glemmer det er en transportabel højtaler. Den mangler lidt diskant, men spiller med en typisk behagelig Sonos-klang - en lyd alle kan holde ud at lytte til.

Ja, 2.999 kroner er mange penge. Men for en god, kvalitetshøjtaler i et stødsikkert kabinet med IP56-certificering, multirumsfunktion, stereoparring, WiFi, Bluetooth, udskifteligt batteri, opladningsstander, indbygget Google Assistent og jeg kunne blive ved, så er det helt fair.

Sonos Move lander på flotte 5,5 ud af 6 stjerner.

Foto: Mobilsiden
Forrige artikel Næste artikel

Læs Mobilsidens debatregler her


Om brug af cookies