Test: Sony WH-1000XM3 – Det findes bare ikke bedre

Anmeldelse: Sony WH-1000XM3 er det bedste sæt hovedtelefoner jeg nogensinde har lagt ører til.

Test: Sony WH-1000XM3 – Det findes bare ikke bedre

I august havde jeg Sony Xperia Ear Duo til test. De fejlede generelt over hele linjen og jeg havde nok ikke forestillet mig, at Sony ville overraske mig særligt positivt lige med det samme. Det virkede simpelthen ikke som om de anede hvordan et nogenlunde headset skulle produceres.

Læs også: Test: Sony Xperia Ear Duo – Mere assistent end musik

Jeg tog fejl. Ikke nok med at jeg tog fejl, jeg tog faktisk fejl i en sådan grad, at jeg næsten skulle skamme mig. Fra første øjeblik jeg fik Sony WH-1000XM3 over mine ører, blev Sony min nye yndlingsproducent af hovedtelefoner.

Fordele:

  • Lyden er god, uanset genre
  • Bedste komfort
  • Brugervenlig app
  • Assistentknappen er noget alle hovedtelefoner burde have
  • Touchpanel der er let at bruge
  • Lang batteritid
  • USB-C opladning
  • Markedets absolut mest velfungerende støjreduktion

Ulemper:

  • Der er ikke noget at gøre, Sony WH-1000XM3 har bare ingen ulemper

Høj kvalitet fra første øjekast.

Fra det sekund man får æsken til Sony WH-1000XM3 i hånden står det klart, at der er tale om et højkvalitetsprodukt. Jeg er godt klar over at nogle mennesker vil synes, at et prisskilt på 2.799 kroner er utroligt meget for et sæt hovedtelefoner, men i dette tilfælde får man bare noget ekstraordinært for pengene. Jeg har det underligt med at sige, at emballagen er af høj kvalitet, men nogle gange føles det altså bare sådan. Dette var en af de gange.

Når man åbner æsken finder man selvfølgeligt hovedtelefonerne, men også en hardcase så de kan transporteres uden fare for skade. Derudover er der også det efterhånden obligatoriske tilbehør i form af jack-til-jack-kabel og opladerkabel, som her er et USB-C kabel. Hovedtelefonerne virker solidt bygget, de knirker ikke hvis man vrider dem og så sidder de bare knaldhamrende godt med det samme. Dertil kommer et ret neutralt design som ikke skiller sig ud, hvilket egentlig er med til at underbygge følelsen af, at det hele handler om kvalitet og lyd. På venstre ørestykke finder man to knapper, en tænd/sluk/par-knap og en multifunktionsknap der, ud af æsken, bruges til at tænde og slukke for støjreduktionen. Jeg har dog valgt at ændre den til assistentknap efter at Goggle Assistent har lært dansk, hvilket fungerer upåklageligt. Funktionerne med oplæsning af e-mails og beskeder via SMS og Facebook fungerer flydende og uden at assistenten lyder mekanisk. Det samme gælder funktionen med at svare på beskeder ved at tale til hovedtelefonerne, her kan assistenten dog have svært ved at forstå hvad der bliver sagt, hvis der er meget baggrundsstøj. På højre ørestykke finder man et touch-panel der bruges til alt andet. Swipe op for at skrue op, swipe ned for at skrue ned, swipe frem for at skifte til næste nummer, tap en enkelt gang for pause, tap to for telefon osv. Touchfunktionerne fungerer også uden fejl, hvis man for eksempel tilslutter hovedtelefonerne til en PC.

Læs også: Test: JBL E65BTNC – Lover mere end de kan holde

At tilslutte hovedtelefonerne er ganske simpelt. Man kan selvfølgelig gøre det på den almindelige måde, via telefonens bluetooth-indstillinger, men jeg vil klart anbefale Sonys app. Den fås både til Android og iOS, og hjælper bare en til at få det fulde ud af hovedtelefonerne. Appen har et hav af funktioner såsom equalizer, muligheden for at ændre ANC-knappen til assistentknap og omvendt, valg af surround og så videre. Men den funktion der for mig er vigtigst hedder “Personlig Optimering”. Her optimerer appen simpelthen hovedtelefonerne til den måde man bærer dem på, således at man får den bedste lyd, uanset om man går med kasket, har dem siddende lidt fremme eller bagude grundet frisure eller noget helt tredje. Derudover indstiller den hovedtelefonerne efter atmosfærisk tryk, hvilket et super genialt, hvis man for eksempel sidder i et fly.

Sony WH-1000XM3
Med hovedtelefonerne følger blandt andet et jackstik hvis man skulle løbe tør for strøm, og en adapter der passer i fly. Foto: Mobilsiden.dk

Super lyd og markedets absolut bedste støjreduktion.

Jeg har altid haft det lidt ambivalent med støjreduktion, eller ANC, da det har vist sig at have sine udfordringer, især i vores lille blæsende land. Det største problem jeg stort set altid oplever med ANC er, at blæst får det til at skratte så det overdøver musikken. Det er et kæmpe problem når man befinder sig i vores klima. Omvendt er det en super lækker funktion hvis man sidder i en form for transport, hvor udefrakommende støj kan være en faktor, for eksempel tog eller bus. Men med Sony WH-1000XM3 har jeg, for første gang nogensinde, ikke oplevet den skratten på noget tidspunkt, hvilket er helt uhørt. Derfor tillader jeg mig at påstå, at Sonys ANC er markedets bedste.

Lyden i Sony WH-1000XM3 er også helt oppe blandt de bedste, den overgår Bose QuietComfort 35 der ellers af mange bliver anset som det bedste ANC-headset på markedet. Det er det så ikke længere.
Der er egentlig ikke så meget at sige omkring lyden. Jeg har aldrig haft de store kvaler ved at skulle rette lidt i en equalizer hist og her når jeg skifter musikgenre, men jeg må sige, at det er befriende at lyden i WH-1000XM3 bare er god af sig selv, uanset om jeg hører Slipknot eller Bruno Mars. Og med støjreduktionen får man en krystalklar lyd der ikke bliver forstyrret af trafikstøj eller lignende. Det eneste man måske kan kalde et minus er, at dårligt producerede sange virkelig bliver udstillet i al deres hæslighed. Men eftersom det nok mere er den pågældne producer der ikke er god nok synes jeg ikke, at jeg kan tillade mig at kalde det en ulempe.

Læs også: Test: Sony Xperia XZ3 – En værdig konkurrent

Mikrofonen i WH-1000XM3 er også lige som den skal være. Jeg har endnu ikke oplevet, at folk jeg talte med ikke kunne høre mig. Selv når jeg har stået på en togstation, og S-toget har buldret forbi, har vedkommende i den anden ende kun kunne høre mig.

Sony WH-1000XM3
Etuiet der følger med har plads til samtlige kabler, og sørger for at hovedtelefonerne ikke tage skade under transport. Foto: Mobilsiden.dk

Den endelige dom.

Med WH-1000XM3 er Sony blevet dem de andre skal forsøge at slå. Jeg forsøger altid at være objektiv og anmelde tingene for hvad de er. Man kan ikke med rette sætte et headset til 3.000 kroner op mod et headset til 500 kroner, men i dette tilfælde føler jeg ikke, at prisen spiller en nævneværdig rolle. Sony WH-1000XM3 er så godt, at jeg synes prisen på 2.799 er mere end godt givet ud. Man får altså et sæt hovedtelefoner der fungerer til en hver musikgenre, en hver film og et hvert spil. Derudover er de så lette at bruge og de sidder så komfortabelt, at man kan bruge dem på lange rejser, en kort tur med bussen, på kontoret eller hjemme i køkkenet, uden at de på noget tidpunkt føles ubehagelige.

Alt i alt er det ikke bare et godt allround-headset, det er det perfekte allround-headset. Godt arbejde, Sony.

6 kæmpestore stjerner herfra.

Sony WH-1000XM3
Foto: Mobilsiden.dk

Efterfølgende om temaet

Som sagen vendes og drejes, kommer der nye vinkler om emnet. mobilsiden kunne ikke lade sagen ligge. Allerede d. 10/10/2018 kørte vi en opfølgning med en artikel omkring temaet Googles smarthøjttalere lanceres nu i Danmark – Den videre historie om temaet finder du her. Tematikken er fortsat aktuel. Klik her for de sidste nyheder..