Xiaomi Mi 5s – en forfærdelig oplevelse [TEST]

Xiaomi Mi 5s er en potentiel prisbombe - men der er en rigtig god grund til at holde sig langt væk fra den.

Xiaomi Mi 5s – en forfærdelig oplevelse [TEST]

Et styk topmobil til halv pris – det lyder lokkende ikke? Det er ikke desto mindre det du kan få, når du bestiller en Xiaomi Mi 5s i udlandet.

Mærket er ikke kendt herhjemme, men i hjemlandet Kina battler selskabet med Huawei og Oppo om at være den største mobilproducent.

Et hurtigt kig på specifikationslisten giver da også indikationer om, at selskabet er fortrolige med topkomponenter. Her får du udstyr der på næsten alle punkter matcher eller overgår det bedste du kan få i Android-verdenen i dag.

Se også: Xiaomi Mi 5s hands-on – en topmobil til lavpris? [WEB-TV]  

Bare se på denne her udstyrsliste:

Specifikationer Xiaomi Mi 5s

Mål: 145,6 x 70,3 x 8,3 mm, 145 gram
Display: 5,15 tommer Full HD, 428 PPI
Ydelse: Qualcomm Snapdragon 821 quad-core (op til 2,15 GHz), 4GB RAM
Kamera: 12MP f/2.0 optik, 1/2,3” sensor, 4MP f/2,0 ultrapixel frontkamera
Batteri: 3.200 mAh, quick-charge 3.0
Lagerplads: 64/128GB
Øvrigt: dual-SIM
Prisfra omkring 2.150 kroner

Xiaomi Mi 5s test
Foto: Mobilsiden.dk

Udseendet på Xiaomi Mi5s ligner noget man har set før, men det er svært at sætte fingeren præcis på hvad, for designet låner elementer fra flere kendte smartphones. Forfra ligner den en Samsung Galaxy S7, mens bagsiden mikser designelementer fra iPhone 6 og HTC’s One-smartphones.

Det virker ikke særlig originalt, men alt i alt ser mobilen nu engang nydelig ud. Materialerne fejler bestemt heller ikke noget – bagsiden er som skåret ud af en klods solid, børstet letvægtsmetal. Mi 5s er altså både stærk og flot.

Størrelsesmæssigt befinder den sig i mellemklassen da den byder på et 5,15” Full HD Display. Det er en fin størrelse, der givetvis vil passe de fleste – ikke for stort, ikke for småt.

Se også:  Xiaomi MIX – en topmobil der helt dropper kanterne

Xiaomi Mi 5s er dog ikke altid lige nem at håndtere. Den buede bagside levner ikke meget greb om siderne og når metalfinishen samtidig er glat, risikerer man let at tabe den.
Nederst under skærmen er en fingeraftrykslæser der også fungerer som en home-knap.

Her finder du Qualcomms lovende ultralydsbaserede fingeraftrykslæser, som i teorien skulle være både sikrere og hurtigere end konkurrerende løsninger. I praksis har den virket nærmest øjeblikkeligt – men der skulle desværre ofte en eller to ekstra berøringer til, før den ville lystre.

Xiaomi Mi 5s test
Foto: Mobilsiden.dk

Et lækkert display

Fronten på Mi5s domineres af et flot 5,15” display, der med sin Full HD opløsning får al tekst til at fremstå skarpt.

Farver og kontrast er her masser af, og indstillingerne giver samtidig rige muligheder for at tilpasse både farvestik, kontrast og farvernes mætning.

Samtidig er lysstyrken god og betragtningsvinklerne bredde – her er altså på ingen måde sparet på displayet. Alt ser bare nydeligt ud.

På lydsiden er tingene dog mindre imponerende. En enlig højtaler pumper lyd ud af bunden – men den er placeret sådan, at den let bliver dækket af ens håndflader.

Den spiller til gengæld højt, men alle toner vælter til gengæld ud som en grødret masse – uanset lydniveau. Heldigvis er der et jack-stik i toppen som man kan ty til i stedet.

Læs også:  Xiaomi med to nye mobiler: Mi 5s og Mi 5s Plus

Xiaomi Mi 5s test
Foto: Mobilsiden.dk

Power med handicap

Bag det flotte display gemmer sig et stort bundt muskler: en firekernet Snapdragon 821 processor. Der er tale om en lille fintuning af forårets Snapdragon 820 og det er samme stærke processor som den du finder i den lynhurtige Google Pixel.

I praksis er den dog ikke nær så rap som Google nyeste stjerne. Den afvikler ethvert tænkeligt spil uden at kny, men en gang i mellem knaser det med ydelsen når det veksles mellem forskellige apps. Det viser sig, at det er der gode grunde til – men dem vender vi tilbage til.

Et andet sted hvor mobilen hænger lidt, er antennen. Eftersom at det er en kinesisk model er det ikke alle 4G-bånd der understøttes herhjemme. Selvom Xiaomi Mi5s ikke altid kan udnytte netværkets fulde kapacitet, er det dog stadig lykkedes mig, at have en fornuftig opkobling under hele testperioden.

Læs også:  R, E, H, 3G, 4G+ … Hvad betyder bogstaverne på min mobil? [TIP]

Xiaomi Mi 5s test
Foto: Mobilsiden.dk

Skandale-software

Bortset fra nogle små svipsere, synes Xiaomi Mi 5s at være kompetent og det lader til, at man virkeligt får noget for sine penge her.

Men det er desværre for godt til at være sandt, for når du bestiller telefonen igennem tredjeparter, kan du støde på noget som er uhørt herhjemme: tredjeparts tilpasninger af Android.

Så snart du tænder mobilen, vil du bemærke at noget skummelt er på færde. Opsætningsmenuen toner ikke frem og mobilen er opsat på forhånd. Meget mystiskt. 

Det skal man ikke finde sig i, for det er ikke til at vide, hvad mobilen er inficeret med fra sælgers hånd.

En fabriksnulstilling hjælper desværre ikke og skaber faktisk flere issues. Når du går opsætningsmenuerne igennem kan du eksempelvis ikke vælge andre regioner end den kinesiske og selvom du vælger dansk som systemsprog, vil langt størstedelen af interfacet være på engelsk.

Visse standardapplikationer er desuden ikke til stede. De fleste af Googles standard-apps som Gmail skal du selv hente og der er generelt flere bugs i de medfølgende apps, som af til crasher i baggrunden. Bluetooth-funktionen opfører sig også mærkeligt, da den tildeler samme navn til alle tilgængelig Bluetooth-enheder.

Xiaomi Mi 5s test
Foto: Mobilsiden.dk

Havde det bare været det, kunne telefonen da bruges. Men den uofficielle systemsoftware er inficeret med decideret malware der hijacker skærmen med fuldskærmsreklamer for ’antivirus-programmer’ og lignende tvivlsomme tilbud. Ikke nok med det, dine apps bliver plastret til med bannerreklamer samtidig med, at du modtager spam-notifikationer, nogle af dem endda på kinesisk.

Rigtig suspekt bliver det, når du manuelt går filsystemet igennem via PC’en. Her bemærkede jeg, at telefonen lagrer ukendte programfiler i download-mappen. Telefonen henter og installerer altså programmer i baggrunden, uden at brugeren involveres. Det her er decideret skandaløst.

Men det bliver værre endnu: al den baggrundsaktivitet tærer nemlig voldsomt på batteriet. En enkel, på overfladen uskyldig, vejr-app viste sig at være enormt forslugen og stod alene for over en tredjedel af telefonens strømforbrug. Xiaomi Mi 5s havde derfor svært ved at holde strøm i bare en enkel dag.

Se også:  Huawei lancerer Mate 9 og Mate 9 Porsche design

Xiaomi Mi 5s test
Foto: Mobilsiden.dk

Køb den hos en troværdig forhandler

Vores testmodel er skaffet igennem Gearbest.com som er en af de største importører af alverdens kinesisk elektronik.

Prisen er utvivlsomt lokkende – regningen lyder på knap 2.200 kroner, men dertil skal du regne med en ekstraregning for fortoldingen. Alt i alt skal du regne med at spendere 700 kroner ekstra for den proces.

Skulle du være så uheldig som os, skal du regne med at skulle bruge halv til en hel dag på at rense mobilen, for det er en krævende proces at udskifte softwaren på den ramte mobil.

Er du ikke fortrolig med hvad begreber som rooting og ROM’ing dækker over, skal du i stedet være 100 procent sikker på, at den mobil du køber, er en officiel Xiaomi model.

Læs også:  OnePlus på vej med ny og dyrere OnePlus 3T

Når Xiaomi Mi5s ikke er betændt med tredjepartssoftware, kommer der til gengæld en brugbar sag ud af mobilen.

Det er Android 6.0 der bruges her – men her overtrukket med Xiaomis eget MIUI 8 interface. Som med Huaweis smartphones minder hjemmeskærme og indstillingsmenuerne om iOS. Der er dog ikke de samme muligheder for at tilgå eller besvare notifikationer fra låseskærmen af.

De enkelte apps er spredt ud over flere hjemmeskærme i stedet for i en app-bakke. Her er dog ingen søgefunktion, og du skal derfor altid huske præcis hvor dine apps er gemt – en udfordring hvis du har mange apps installeret.

Tastaturet er til gengæld ganske vellykket, men det læner sig da også tæt op ad standard-tastaturet i Android.

Læs også:  Fusk med pressefotos: Xiaomi Mi Mix er ikke ‘kantløs’

Xiaomi Mi 5s test
Foto: Mobilsiden.dk

Godt kamera både foran og bag

Selve kameraet på Xiaomi Mi 5s minder om noget der er set før. Kameramodulet er den samme som man finder i Nexus 5X og den gør en glimrende figur her, takket være de ekstra kræfter som Mi 5s råder over.

Der fokuseres hurtigt og sikkert, optikken er skarp og resultaterne er derfor både farverige og detaljerede.

Når det bliver mørkt, falder den dog lidt bagud i forhold til markedets bedste. Godt nok er her 12 megapixels med ekstra store pixels – men en hårdhændet støjreduktion udvisker alle detaljer. En optisk stabiliseret optik havde ikke været af vejen her.

Når der filmes, savnes den optiske stabilisering også. 4K-videoer er skarpe, men resultaterne bliver alt for hurtigt rystede. Farver og detaljer er dog igen gode.

Skruer du ned for opløsningen, aktiveres den digitale stabilisering: du får du roligere optagelser – men altså slet ikke samme detaljegrad.

Xiamo Mi 5s
Foto: Mobilsiden.dk

Frontkameraet fortjener også en særlig behandling. Her er kun 4 megapixels, men det er de samme yderst lysstærke ’Ultrapixels’ som man finder i HTC’s One-smartphones. Det gør, at kameraet reagerer hurtigt og giver glimrende resultater der slår selfiekameraer med langt højere opløsninger.

Xiaomi Mi 5s test
Foto: Mobilsiden.dk

Software-sabotage

På papiret så Xiaomi Mi 5s så god ud. God størrelse, kæmpebatteri, god ydelse og gode komponenter.

Men det er altså en lottokupon du køber, når du parallelimporterer mobilen. Får du en nitte med tredjeparts-Androidsoftware vil mobilen hurtigt blive utålelig i hverdagen.

Det kan fikses, men det kræver, at du er meget fortrolig med hvordan Android fungerer og at du er beredt på at spendere en eftermiddag på at rense din inficerede smartphone.

Den Xiaomi Mi 5s vi prøvede, fik mig dog til at indse hvor galt det kan gå, når man køber en mobil uden for Europas grænser.

Som produkt, fortjener Xiaomi Mi 5s sådan set fem stjerner, det er en god smartphone til en god pris – den testede mobil står dog til en klar dumpekarakter: 2 stjerner.

Fordele:

  • Skarp pris
  • Flot display
  • Potentiale for god ydelse
  • Stort batteri
  • Godt kamera

Ulemper:

  • Skandaløs software!
  • Glat bagside
  • Bluetooth bugs
  • Kan ikke købes herhjemme
 

Den videre fortælling

Temaet fortsætter med at være relevant. mobilsiden har bragt sagen videre. 31/10/2016 blev historien fulgt op med sagen; Overblik: Vild mobil fra Xiaomi, Ny Macbook Pro, Pixel i DK – Historien bringes videre her. Tjek også seneste nyt om emnet ved at klikke her..