Google laver om på deres billed-søgning

Google justerer nu på søgefunktionen omkring billeder.

Google laver om på deres billed-søgning

Google har lanceret, det de selv siger, er den mest radikale design-ændring af Google Image Search siden 2001.

Den nye lettere Bing-agtige side med søgeresultater består udelukkende af billeder – ingen tekst overhovedet – og billederne indlæses dynamisk, hvilket betyder, at du kan scrolle, indtil dit musehjul punkterer.

Hvis man klikker på et billede på den nydesignede resultatside, får man et større preview-billede med information om det valgte billede. Klikker man igen, indlæses den side, der indeholder billedet i baggrunden… ENDELIG slipper vi af med den super-irriterende “klik her for at fjerne denne ramme”-ramme øverst på siderne!

Google har også annonceret, at Google Image Search Ads er på vej, hvilket er en måde hvorpå annoncører kan få indsat deres egne billeder i siden med billed-søgeresultater.

Heldigvis kan man suse lige forbi disse billeder ved hjælp af den nye, uendelige scroll-funktion. Google vil ikke sige præcis, hvornår den nye image search dukker op, men lur mig om det ikke er lige om hjørnet…