Lenovo laver Android-tv

Et TV med Android er på vej fra Lenovo.

Lenovo laver Android-tv

Den årlige gigantiske techmesse CES i Las Vegas starter i
denne uge, og spændende gadgetnyheder begynder at oversvømme internettet.

LG kommer med et 55-tommer OLED-tv på CES, men det
bliver ikke det eneste flad-tv, der overrasker på den legendariske messe.

Lenovo har nemlig kigget udover laptop-verdenen og skabt deres første flad-tv nogensinde. Det skriver Arstechnica.com.

Lenovos første skridt ind på fladskærmsmarkedet hedder Lenovo K91 og følger tidens umiskendelig trend- tv’et kommer nemlig til at køre Android 4.0 også kendt som Ice Cream Sandwich.

Android-styresystemet skulle blive belagt med en brugergrænseflade til at håndtere tv-apps og tjenester.

Tv’et skulle desuden kunne styres både via stemme samt bevægelsesstyring samt naturligvis være kompatible med Lenovos tablets og smartphones.

Af andre specs kan nævnes, at K91 har en 55-tommer stor IPS-skærm med 1080p, 1,5 GHz dual core processor, 1 GB RAM og et 5 megapixel kamera på fronten, så du kan foretage videoopkald hjemme fra stuen.

Desværre ser det ud til, at tv’et først rammer det kinesiske marked til en endnu ukendt pris, og det er altså ukendt, om/og hvornår K91 kommer til resten af verden.

Derudover barsler Lenovo også med en ny tablet ved navn IdeaPad S2 samt en ny smartphone ved navn S2.

Redaktionen har mere til historien

Historien er stadig aktuel. mobilsiden fortsatte historien. Efterfølgende d. 3/1/2012 publicerede vi artiklen Køberne har talt: Her er ”Årets Mobil 2011” – Du kan læse den her. De seneste nyheder om temaet kan du læse her.