Nokia og Intel hopper i seng sammen

De to teknologigiganter går sammen om at udvikle nye, fantastiske mobile gadgets.

Nokia og Intel hopper i seng sammen

De to teknologigiganter Nokia og Intel vil i fællesskab prøve at udvikle nye mobile computere, der tager skridtet videre og bliver til noget helt nyt. Regn derfor ikke med, at vi blot ser flere smartphones, netbooks eller notebooks. Ideen er, at Nokia og Intel i fællesskab vil prøve at skabe noget helt nyt.

Intel har indtil videre holdt sig fra at levere processorer og andet godt til mobiltelefoner, men firmaet har masser af ekspertise og vi er spændte på at se, hvad de kan hive op af ærmet. Nokia ved en ting eller to om, hvordan man laver små, mobile enheder, så alliancen giver mening.

Vi bliver dog nødt til at vente tålmodigt på de nye skinnende gadgets. Anand Chandrasekher, senior vicepræsident fra Intel sagde at “vi vil tale om produkter, når vi er klar til at tale om produkter.”

Den samme sang blev sunget af Nokia-chefen Kai Oistamo, der sagde at “Vi vil udforske nye design-ideer, materialer og skærme, der vil være milevidt foran, hvad vi ser på markedet i dag.”

Når det er sagt, så er der altså kun et halvt år til CES 2010-messen i Las Vegas. Lur os ikke, om vi ser de første håndgribelige resultater af samarbejdet der.