Svensk fladskærm med Google-styresystem

Google Maps, internet og vejret. Her er tv'et med Google-inside.

Svensk fladskærm med Google-styresystem

Et svensk firma med det spøjse navn People Of Lava har snittet verdens første tv, der er baseret på open source operativsystemet Android.

Tv’et kommer på markedet senere i år, lover de. Intromodellen vil have et 42″ stort panel, opløsning på Full HD 1080p og – naturligvis – indbygget internetadgang.

Men det mest interessante er naturligvis muligheden for, at installere applikationer på tv’et. People Of Lava fortæller på sin hjemmeside at tv’et har indbygget webbrowser – og en bunke applikationer, deriblandt YouTube, Google Maps, Vejret, Time og kalendar.

Og med tiden vil man kunne hente flere programmer fra firmaets egen Appstore, kaldet Lava Store. Når tv’et sendes på markedet kan man hente bl.a. Facebook, Twitter-klient og en email-klient, loves det.

Model Scandinavia hedder fladskærmen, og det er et LED TV som lanceres i størrelserne 42″, 47″ og 55″.