Varm New Yorker-luft i ørene

De bedste hørebøffer bliver ikke lavet i Østen, men i Brooklyn, New York.

Varm New Yorker-luft i ørene

Al elektronik bliver ikke lavet i Østen eller Japan, hvor arbejdskraften er billigere og udviklingen størst.

 

De små, nørdede firmaer eksisterer i bedste velgående! At kalde Grado for lille er nok at stramme den lidt – de har lavet pickupper og hovedtelefoner i verdensklasse i årtier.

 

Men nørdede – det er de! Deres design har altid været minimalistisk og med fokus alene på lyden. Resultatet har været hovedtelefoner, som er verdenskendt for deres evne til at formidle musik på musikkens præmisser.

 

Men samtidig er designet smukt. Det er den nyeste GS 1000 model et fremragende eksempel på.

 

Den yderste del af det åbne kabinet er af træ. Det har den egenskab, at lyden bliver mere klang-rig.

 

Telefonerne er åbne, så du stadig kan høre lyde udefra, og hovedbøjlen er udført i læder.

 

Det unikke ved designet er, at de er meget lette og ikke trykker eller bliver varme at have om ørerne. Du kan lytte i timevis uden at blive træt – med mindre du lytter til Céline Dions greatest. Hvem kan holde til det? Vi spørger bare!

 

Vi har lyttet til bøfferne, og ud over at være meget behagelige og lette at have på, så er lyden ekstrem naturtro og lækker, uanset om du lytter til opera, rock eller jazz.

 

Men de skal fodres med et ordentligt signal. Du skal ikke sætte din iPod til – den kan sagtens spille på dem, men du udnytter ikke telefonernes potentiale, før du tilslutter dem en ordentlig forstærker. Og en sådan – kun til hoved-telefon – laver Grado da også flere modeller af!

 

Læs mere her og sørg for at have 9.000 kr. på lommen, hvis du skal forkæle dine ører.