Mobilsiden.dk  /   MWC TEMA  /   Huawei lancerer nye tablets: MediaPad M5 og M5 Pro

Huawei lancerer nye tablets: MediaPad M5 og M5 Pro

Huawei tyvstarter Mobile World Congress 2018 med lanceringen af de to tablets MediaPad M5 og M5 Pro, som bl.a. kommer med toptunet lyd fra Harman Kardon.

Foto: Huawei

Så er vi kommet til den tid på året, hvor de fleste mobilproducenter viser forårets store nyheder frem. Det gælder også for Huawei, som her til middag har præsenteret nye tablets ved Mobile World Congress 2018 i Barcelona.

De nye tablets fra Huawei består af MediaPad M5, som kommer i to størrelser (8,4” og 10,8”), og så er der også anden variant kaldet MediaPad M5 Pro, som er en forbedret udgave af sidstnævnte størrelse.

Læs også: Huawei MateBook X Pro: Ny ultrabook med mere skærm og power

Huaweis nye MediaPad-tablets er udviklet med udgangspunkt i at være den bedste underholdningsmaskine i hjemmet og på farten, så de leverer dermed - i hvert fald på papiret - en premium-oplevelse.

”Forbrugernes vaner og præferencer er i konstant forandring, når det kommer til teknologi, og de bliver mere kræsne. Ikke kun i forhold til skærmstørrelse og batteritid, men også når det kommer til eksempelvis lyd- og læseoplevelsen. Disse parametre har blandt andet været udgangspunktet i udviklingen af MediaPad M5, der er skabt med ambitionen om at være markedets bedste tablet inden for underholdning og arbejde på farten,” siger Marie Dam Feldborg, senior marketing manager hos Huawei Danmark.

Foto: Huawei

Konstrueret i et stykke solidt aluminium

Premium-oplevelsen viser sig først og fremmest i byggekvaliteten, som Huawei har gjort lidt ekstra ud af i de nye M5-tablets. De er fremstillet i et solidt stykke unibody-aluminium, som ifølge Huawei også er med til at beskytte skærmen.

Netop skærmen er udført i det såkaldte 2.5D-glas, som er en mellemting mellem almindeligt, fladt glas og det buede 3D-glas. Det giver nogle bløde, afrundede kanter rundt om skærmen. Det skulle desuden være første gang, at dette glas er at finde på tablets.

Foto: Huawei

Op til fire Harman Kardon-højttalere

På lydsiden kommer du formentlig ikke til at mangle noget med Huawei MediaPad M5 og M5 Pro. Huawei har nemlig lagt meget arbejde i, at de nye tablets afspiller lyd i høj kvalitet. Derfor er de også udstyret med højttalere fra det nu Samsung-ejede Harman Kardon og en såkaldt ”AK4376-lydchip”, der skulle forbedre lydbilledet.

8,4” udgaven af MediaPad M5 kommer med to højttalere, mens MediaPad M5 med en 10,8” skærm og MediaPad M5 Pro begge har hele fire højttalere fra Harman Kardon.

Foto: Huawei

Sidste års topprocessor

Af mekanik finder du en Huaweis egen ottekernede HiSilicon Kirin 960-processor, som også er at finde i sidste års flagskibe såsom P10. Dertil finder du 4 GB RAM og 32 eller 64 GB lagerplads alt efter variant. Dertil kan alle også fås i varianter med 4G/LTE. MediaPad M5 Pro adskiller sig ved også at have Huaweis nye stylus, M-Pen, med i pakken. Med Pro-udgaven har du altså mulighed for at være ekstra kreativ og produktiv.

På kamerafronten finder du et 13 megapixel bagkamera med en blænde på f/2.2 uden LED-blitz, mens der foran sidder et 8 megapixel kamera med samme blænde på f/2.2. Trods en tykkelse på kun 7 millimeter og en vægt på ned til 499 gram er der blevet plads til henholdsvis 5.100 og 7.500 mAh alt efter skærmstørrelse. Det rækker, ifølge Huawei, til mellem 11 og 12 timers spil. Batterierne kan lades op igen på 2 og 3 timer alt efter model, oplyser Huawei.

Huawei MediaPad M5: Specifikationer

Skærm: 8,4" (M5 8.4") og 10,8" (M5 10.4" og M5 Pro)
Skærmopløsning: 2.560 x 1.600 pixels
Processor: Kirin 950 (4 x 1,84 GHz Cortex-A53 + 4 x 2,4 GHz Cortex-A73)
RAM: 4 GB
Lagerplads: 32 GB (M5 8.4" og M5 10.8") og 64 GB (alle modeller)
Kamera: 13 megapixel bagkamera, f/2.2, autofokus + 8 megapixel frontkamera, f/2.2
Netværk:
4G/LTE (kun på modellerne SHT-AL09, CMR-AL09 og CMR-AL19)
Wi-Fi: Wi-Fi 802.11a/b/g/n/ac, 2,4 GHz & 5 GHz
Sensorer: Accelerometer, lyssensor, kompas, gyroskop, fingeraftrykslæser, Hall-sensor og statusindikator
Lyd: To stereohøjttalere (M5 8.4") eller fire højttalere (M5 10.8" og M5 Pro)
Batteri: 5.100 mAh (M5 8.4") eller 7.500 mAh (M5 10.8" og M5 Pro)
Software: Android 8.0 Oreo + EMUI 8.0

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies