Mobilsiden.dk  /   MWC TEMA  /   Huawei MateBook X Pro: Ny ultrabook med mere skærm og power

Huawei MateBook X Pro: Ny ultrabook med mere skærm og power

Huawei løfter sløret for den seneste ultrabook, MateBook X Pro, som er udstyret med en FullView-skærm og 8. generations Intel-processor.

Foto: Huawei

Huawei har allerede teaset for, at man i dag lancerer nye tablets på dagen før Mobile World Congress 2018 i Barcelona rigtigt begynder.

Læs også: Huawei lancerer nye tablets: MediaPad M5 og M5 Pro

Dagens event startede dog ud med en anden præsentation, nemlig en ny ultrabook kaldet MateBook X Pro. Den er efterfølgeren til sidste års MateBook X, og der er naturligvis forbedringer og opgraderinger over hele linjen.

Foto: Huawei

Nu med FullView-skærm

Den mest bemærkelsesværdige opdatering i den nye MateBook X Pro er, at der nu er en FullView-skærm at finde ligesom i Huaweis smartphones. Der er med andre ord meget mere skærm på samme plads, da skærmkanterne er gjort mindre – præcis som man ser det i ultrabooks fra de fleste andre pc-producenter.

Huawei oplyser, at det nu er hele 91 % af fronten, der er dækket af skærm, hvor det til sammenligning var 88 % i forgængeren, som i forvejen havde relativt små skærmkanter.

Læs også: Sådan får du styr på Huawei telefoners strømstyring [TIP]

Det særlige ved MateBook X Pro er, at den – ligesom sidste år – har en højere skærm end hvad man ser på de fleste andre ultrabooks. Skærmen på 13,9" har et 3:2-format, som gør, at der er plads til endnu mere indhold på skærmen. Opløsningen er blevet opgraderet fra 2160 x 1440 pixels til 3.000 x 2.000 pixels (3K), hvilket giver en pixeltæthed på 250 pixels per tomme.

Foto: Huawei

Nyeste processorer fra Intel

Som navnet ”Pro” lægger op til, er den nye ultrabook en opgraderet udgave af sidste års, og det afspejler sig også i motrrummet. Her har den fået en forventelig opgradering til 8. generations processorer fra Intel, som gør, at der nu er fire processorkerner i stedet for kun to i sidste års MateBook X. Du kan helt præcist få MateBook X Pro med en Intel Core i5-8250U eller en Intel Core i7-8550U, som begge er fornuftige opgraderinger fra sidste års processorer.

Grafikkortet er også opgraderet. Sidste års model kunne kun fås med den integrerede grafikchip Intel HD Graphics 620. Det kan den nye MateBook X Pro også, men dertil kommer den også i en variant et dedikeret grafikkort fra NVIDIA: helt præcist MX150 med 2 GB GDDR5-RAM.

Læs også: Huawei inviterer til event den 27. marts i Paris

Selv om de nye processorer er kraftigere, er de også mere strømbesparende, da de er fremstillet med en nyere og mere effektiv fremstillingteknologi. Det, sammen med et 38 % større batteri på 57,4 watttimer, giver en batteritid på 12 timers filmafspilning, 14 timers arbejdsbrug eller 15 timers internetsurfing. På 30 minutter kan batteriet lades op, så du har nok strøm til 6 timers brug.

Foto: Huawei

Lyd kommer du heller ikke til at mangle i MateBook X Pro. Den er nemlig udstyret med hele fire Dolby Atmos-højttalere.

Den nye ultrabook gemmer også på små, fine finesser. Eksempelvis er fingeraftrykslæseren integreret i tænd/sluk-knappen, og mellem f6- og f7-knappen gemmer der sig et webkamera, der som udgangspunkt er skjult og ligner en tast, men som kan køre op, når det skal bruges. Computeren har også to USB-C-porte, hvoraf den ene understøtter Thunderbolt 3.

Huawei MateBook Pro X kommer i farverne Space Grey og Mystic Silver, men producenten har endnu ikke oplyst om de nærmere priser og lanceringstidspunktet. Ultrabooken kommer dog til Danmark.

Foto: Huawei

Huawei MateBook X Pro: Specifikationer

Skærm: 13,9" LTPS, 3:2-forhold, dækker 91 % af fronten, 178 graders betragtningsvinkel, sRGB 100 % farvegengivelse, 1500:1 kontrastforhold, 450 nits maks. lysstyrke, 10 finger touch
Dimensioner: 30,4 x 21,7 x 1,46 cm
Vægt: 1,33 kg
Processor: 8. generations Intel Core i5-8250U eller i7-8550U
Grafik: Intel UHD Graphics 620 eller NVIDIA GeForce MX150
RAM: 8/16 GB LP-DDR3
Lager: 256/512 GB NVMe PCIe SSD
Porte: 2 x USB-C (heriblandt 1 med Thunderbolt 3), 1 x USA-A (USB 3.0)
Wi-Fi: IEEE 802.11a/b/g/n/ac, 2.4/5 GHz 2x2 MIMO
Bluetooth: Bluetooth 4.1
Batteri: 57,4 Wh
Farver: Mystic Silver og Space Grey
Andet: 3,5 mm port til jackstik, fingeraftrykslæser integreret i tænd/sluk-knap, webcam skjult i tastaturet.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies