10 nye magasiner på vej til iPhone og iPad

Aller har haft stor succes med lanceringen af syv ugebladsapps. Nu kommer 10 nye iPhone/iPad magasiner:

10 nye magasiner på vej til iPhone og iPad

Tilbage i maj måned kunne Aller Media, som de første i Danmark, tilbyde ugeblade på iPhone og iPad, men her stopper de ikke, for nu kan du snart finde 10 af mediekoncernens magasiner i App Store.

Det drejer sig om ELLE, Bazar, Mad & Bolig, Antik & Auktion, Isabellas, Mad!, Modemagasinet IN, Psykologi, Q og Vi Unge.

Det er den store interesse for Aller Medias ugebladsapplikationer, som har fået mediekoncernen til at gå massivt ud på de digitale platforme.

-”Vi er positivt overrasket over den store interesse, der har været for vores ugeblads-apps, og især SE og HØR har overgået alle vores forventninger. På trods af minimal markedsføring bidrager de mest populære ugeblade, som SE og HØR, FEMINA og BILLED-BLADET, allerede efter en måned i App Store positivt til bundlinjen. Derfor ser vi god forretning i at lancere vores magasiner til iPad op til sommerferien, hvor der er øget efterspørgsel efter magasinstof,” fortæller udgiverdirektør i Aller Media Per Ingdal.

De eksisterende abonnenter har fri adgang til de digitale versioner. Ellers koster ugebladene mellem 18 og 30 kroner, og magasinerne mellem 36 og 59 kroner. Applikationerne er gratis at downloade.

De nye applikationer skulle alle være klar til download i App Store fredag den 15. juni 2012.

q magazine applikation
Screenshot fra Q Magazine