2 x Galaxy S3 popper op i Samsung-software

Samsungs synkroniserings-program viser et par nye Android-produkter - to versioner af Galaxy S3.

2 x Galaxy S3 popper op i Samsung-software

Forventningerne til Samsungs London-event den 3. maj er klare – opfølgeren til den populære Galaxy S II-smartphone skal præsenteres, og nu er der endnu et tegn på, at den tredje generation venter lige om hjørnet.

Ifølge sammobile.com er der nemlig dukket et par nye familiemedlemmer op på listen over Android-produkter i Samsungs synkroniserings-software til Windows- og Mac-computere. Programmet hedder Kies og varetager nogle af de samme opgaver, som iTunes gør med iPhone og iPad.

Blandt de mange Android-produkter på listen fremgår Galaxy S3 – endda to gange. Modelnavnene er GT-I9300 og GT-I9300T, men historien melder ikke noget om, hvad forskellen på de to telefoner vil være.

Det er værd at bemærke, at telefonen endnu en gang bliver refereret som “S3” og ikke “S III”. Denne ændring ville i så fald stemme overens med tablet-opfølgeren Galaxy Tab 2, som fik et 2-tal i stedet for “Tab II”.