2012 bød på 75.000 nye Windows Phone-apps

Udvalget af applikationer til Windows Phone er mere end fordoblet i løbet af 2012, oplyser Microsoft. 75.000 nye programmer blev godkendt i år.

2012 bød på 75.000 nye Windows Phone-apps

Hvor mange apps har du downloadet til din Windows Phone? Et godt bud kunne være 54.

Det er nemlig det gennemsnitlige antal af app-downloads hos Windows Phone-brugerne, skriver Tood Brix, der leder Microsofts division for mobilapplikationer, i et blogindlæg.

Derudover kan app-chefen fortælle, at Microsoft har testet og godkendt over 75.000 applikationer og mere end 300.000 app-opdateringer i løbet af 2012. Dermed er antallet af apps til Windows Phone blevet mere end fordoblet i forhold til sidste år.

Windows Phone var 14 måneder om at runde 50.000 applikationer i butikken i slutningen af december 2011. Fem måneder senere kunne brugerne vælge mellem 100.000 forskellige apps.

I løbet af efteråret rundede udvalget 120.000 applikationer.