3 skruer op for 4G-hastighederne

I Aarhus og København er 3 allerede klar med 4G/LTE i cat. 6, og det vil brede sig i løbet af næste år

3 skruer op for 4G-hastighederne

Kan man bare ikke få høje hastigheder nok på sin telefon, så er der godt nyt. 3 har nemlig testet 4G/LTE cat. 6 hen over sommeren, og de er i gang med udrulningen i Aarhus og København allerede nu med glimrende resultater.

Læs også: Samsung Galaxy Alpha: Elegant muskelmobil [TEST]

3 har selv testet forskellene i hastighed mellem det klassiske 4G-netværk og så den nye cat. 6-version, og der er meget at hente. Med normal 4G målte 3 hastigheder op til 70Mbit/s, mens cat 6. gav op til 150Mbit/s.

I første omgang vil det dog ikke være mange, der får glæde af teknologien. Lige nu er det nemlig kun Samsung Galaxy Alpha, der har udstyret i orden i forhold til at udnytte 4G/LTE i cat. 6-versionen.

Flere datakilder, højere hastighed

De højere hastigheder er et resultat af, at det nu vil være muligt at bruge flere frekvenser på en gang. I stedet for kun at kunne bruge et bånd, så kan man i cat. 6 bruge to på engang, nemlig 1800MHz og 2600MHz, og det giver mærkbart højere hastigheder.

Læs også: Telenor graver 3G ned til Københavns metro

Teknologien er ikke meget ulig Samsungs Download Booster, der kombinerer data fra det mobile netværk med Wi-Fi-data for at opnå meget høje hastigheder.

Lige nu er 3 altså ved at opgradere deres master i Aarhus og København, men i løbet af næste år vil teleselskabet udvide dækningen med 4G/LTE cat. 6.