3 vil ikke længere snyde på vægten

Efter pres fra mange sider vil 3 ikke længere, love mere end de kan holde.

3 vil ikke længere snyde på vægten

Som det første danske teleselskab har 3 valgt at ændre hastighedsangivelserne på det mobile bredbånd, så de lægger sig mere op ad den virkelighed, som forbrugeren oplever.

Det er dog ikke et frivilligt træk fra 3’s side. Der har gennem længere tid været pres fra flere sider for at tilpasse hastighedsangivelsen, så den ligger sig mere op af den reelle hastighed hos forbrugerne.

Blandt andet har Mobilsiden.dk påpeget, at den reelle hastighed for en 7,2 Mbit/s-forbindelse, som gennemsnit ligger på 3,13 Mbit/s.

For nylig blev de svenske teleselskaber af Forbrugerombudsmanden i Sverige truet med indgreb, og i maj ændrede svenskerne kollektivt hastighedsangivelserne. Efter ændringen kommunikerer alle teleselskaberne nu hastighederne efter samme skabelon.

Dansk regulering på vej

Hos Forbrugeromdusmanden bekræfter Tina Emilie Pedersen, at de også i Danmark kigger på hastighedsangivelserne. Der er altså sandsynligt, at de danske teleselskaber vil blive udsat for samme pres som de svenske, hvis ikke de retter ind af sig selv.

Teleanalytiker John Strand er overbevist om, at 3 ændrer hastighedsangivelserne, for at komme et indgreb i forkøbet.

-“Det er helt naturligt, at de gør det, det er de jo nødt til. De er nødt til at tilpasse sig forventningerne hos kunderne. Hvis selskaberne ikke gør det af sig selv, så bliver de tvunget til det politisk på et tidspunkt,” mener han.

Hos 3 lægger kommunikationschef Stine Green Paulsen dog vægt på, at de nye hastigheder er for kundernes skyld, og ikke for at holde Forbrugerombudsmanden fra livet.

-“Vi har selvfølgelig respekt for Forbrugerombudsmanden, men vi ændrer det primært for at hastighederne lever op til kundens forventning,” fortæller hun.

3 har valgt at lave ændringen netop nu, fordi der med indførelsen af 21 Mbit/s-forbindelsen blev endnu længere mellem den hastighed der står på pakken, og den hastighed kunden reelt får, forklarer Stine Green Paulsen.

blank, faktabokse, fuld bredde
FAKTA:
I Danmark er det op til hver enkelt selskab, hvordan de vil markedsføre hastighederne på mobilt bredbånd. Mobilsiden.dk’s Danmarkstest har netop påvist, at der er langt mellem det teleselskaberne lover, og det kunderne reelt får.

Hastigheder tættere på virkeligheden

Hos 3 bliver 7,2 Mbit/s i fremtiden, angivet som 6,0 Mbit/s, og de nye hastigheder på 14,4 Mbit/s og 21 Mbit/s angives som henholdsvis 10 Mbit/s og 16 Mbit/s.

De nye betegnelser er efter svensk eksempel sat med udgangspunkt i den praktiske maksimalhastighed, og er ikke som tidligere den nominelle hastighed.

3 håber på, at de andre teleselskaber vil følge efter og bruge deres hastighedsangivelser, men indtil videre er det bestemt ikke blevet nemmere at overskue bredbåndsjunglen.

Læs også:
Danmarkstest af mobilt bredbånd