3’s netværks-problemer er løst

OPDATERET: Problemerne på 3's net er nu løst, og alle kunderne burde have netværk igen.

3’s netværks-problemer er løst

Teleselskabet 3’s netværk har dagen igennem været ramt af nedbrud, og siden klokken 6 i morges har mange kunder været uden net på deres mobil og bredbåndsforbindelse.

Nedbruddet skyldes en fejl under en opdatering, men skulle nu være løst, og 3 fortæller i en pressemeddelse, at alle kunder burde have net igen. Dog kan det være nødvendigt at genstarte mobilen.

-”Vores kunder skal kunne have tillid til, at vores netværk fungerer og, at de kan bruge deres telefon normalt. Derfor er det selvfølgelig totalt uacceptabelt, at vi oplever et nedbrud som denne. Vi er i gang med at analysere på, hvad der var årsagen til driftsproblemet og gøre vores yderste for, at sådan en fejl aldrig opstår igen,” siger Jörgen Askeroth, teknisk direktør i 3 Scandinavia.

3 i Danmark afventer i øjeblikket en teknisk redegørelse fra hovedkontoret i Stockholm, der er ansvarlig for drift og support af det danske netværk.