8-årig dreng brugte 29.000 på iPad-spil

En norsk familiefar har følt på egen krop, at gratis spillet ”Clash of Clans” hurtigt kan blive et dyrt bekendtskab.

8-årig dreng brugte 29.000 på iPad-spil

En 8-årig norsk dreng har brugt 29.000 norske kroner, hvilket også næsten er 29.000 danske kroner, på gratis-spillet ”Clash of Clans” til iPad. Det fortæller hans far, som ønsker at forblive anonym, til aftenposten.no.

Faderen blev opmærksom på købet, da han i sin indbakke fandt en kvittering fra iTunes.

Drengen troede han havde købt ”legetøjs-penge” i spillet. Men ligesom tidligere med køb af in-apps så er man som forældre ansvarlig for, hvad ens barn trykker på og dermed nogen gange også køber.

Det er på iOS-enheder, som iPhone og iPad, muligt at ændre i indstillingerne at man ikke skal have mulighed for sådanne tillægskøb. Den funktion havde faderen dog slået til, men efter at softwaren var blevet geninstalleret så var alle indstillinger sat tilbage til standardindstillingerne. Derfor mener faderen nu, at Apple er forkert på den. Det skriver Ekstra Bladet.

 – ”Apple burde lade blokeringen være en del af standardindstillingen. Jeg synes, det er kynisk, at man udnytter teknologi og småbørnsfamilier på den måde,” siger faderen.