Acer F1 får premiere om et par uger

Acers F1-smartphone har været længe undervejs, men nu er der blot to uger til, at telefonen for første gang bliver langet over disken.

Acer F1 får premiere om et par uger

Om et par uger begynder salget af Acers F1-mobil. Det skriver gadget-sitet Register Hardware.

Den britiske netbutik Clove er begyndt at tage imod forudbestillinger med en forventning om at kunne sende telefonerne af sted den 6. oktober.

Ydermere har Acer bekræftet over for Register Hardware, at F1 vil være klar, når Windows Mobile 6.5 bliver frigivet – og det sker netop den dato.

– “Informationerne på sitet er sande, og Clove vil begynde at sælge enheden, så snart den lander i Storbritannien,” lyder det således fra Acer.

F1-telefonen der blev annonceret allerede i marts, er blandt andet udstyret med en 3,8″ touchscreen, et 5 megapixels-kamera, 1GHz-processor, Wi-Fi, Bluetooth, accelerometer og understøttelse for microSD op til 32 GB.

Prisen på Acer F1 hos Clove er 340 pund – det svarer til cirka 2800 danske kroner.