Advarsel: Ny type SMS-svindel

En ny type australsk SMS-svindel forsøger at bilde folk ind, at de er på vej til at blive slået ihjel af en lejemorder.

Advarsel: Ny type SMS-svindel

Man undres nogle gange over net- og telefonsvindleres kreativitet, og andre gange væmmes man af deres kyniske adfærd.

En ny australsk SMS-svindel tilhører sidste kategori.

Tusinder af australiere har modtaget dødstrusler via SMS eller e-mail fra personer, som udgiver sig for at være betalte lejemordere. Det skriver CNN.

Sammen med dødstruslen er et krav om betaling på 5.000 dollars, hvis folk vil slippe for at blive myrdet.

 -”Nogen har betalt mig for at slå dig ihjel. Hvis du vil reddes, så har du 48 timer til at overføre 5.000 dollars. Fortæller du det til politiet eller nogen andre, så er døden en garanti, lyder det blandt andet i beskeden.”

Brian Hay, som er politichef ved Queensland Police, tager sagen meget alvorligt og opfordrer folk til at lade være med at svare på beskederne, som er organiseret kriminalitet. Dog regner han med, at nogle personer allerede er blevet narret.

 -”Det, der er ekstraordinært i denne sag, er omfanget, der dækker det meste af Australien. Det har jeg aldrig set før. Men folk skal lade være med at svare,” siger han ifølge CNN.

Der er indtil videre ikke tegn på, at denne type SMS-svindel er kommet til Danmark.